Tilståelse

Her ved retsmødets begyndelse vil jeg gerne fremsætte en erklæring, der formentlig betyder, at vi kan komme tidligt hjem. Mit budskab er, at jeg tilstår; jeg erklærer mig skyldig. Og jeg vil gerne begrunde det:

Jeg har tidligere beklaget, at tonen i den avistekst, der har ført til tiltalerejsningen, var lovlig kæk og sarkastisk. Det misklædte det dybt alvorlige emne, jeg omtalte - nemlig de forfærdelige æresdrab, der finder sted i nogle muslimske familier, hvor en ung pige bliver myrdet af sin far eller broder, fordi hun er blevet forelsket i en ”forkert” mand. I Danmark er der i snit begået ca. ét drab om året, i Tyrkiet gennemsnitligt ét om dagen ifølge de tyrkiske myndigheders statistik.

Hertil kommer så mine ord om fædre, der ser gennem fingre med onklers og fætres voldtægter af døtrene. Det er en velbevidnet sag. Jeg kan her blot henvise til Ayaan Hirsi Alis skil¬drin¬ger og her i Danmark til Kristina Aamands gribende bog ”Mødom på mode” om unge i herboende muslimske familier.

Det var den saglige baggrund for den passage i et indlæg i Berlingske Tidende, jeg er tiltalt for. Da jeg ikke er jurist, havde jeg set hen til at føre sandhedsbevis for mine ord og således bidrage til at kaste lys over substansen – de gruopvækkende æresdrab. I Folketinget stemte jeg derfor - i modsætning til resten af min folketingsgruppe - for, at min parlamentariske immunitet skulle ophæves, så at retssagen kunne gennemføres.

Siden er jeg blevet klar over, at i sager anlagt i h. t. § 266 b har der hidtil ikke kunnet føres sandhedsbevis. Med denne paragraf og dens placering i straffeloven må jeg altså anses for at væ¬re dømt på forhånd. Et sådant cirkus agter jeg ikke at deltage i. – Derfor tilstår jeg. Der vil jo også væ¬re korrespondance mellem den dom, jeg om lidt får, og den underlødige lovparagraf, jeg dømmes efter.

Hertil kommer, at der er anlagt en injuriesag mod mig i samme anledning, og her vil jeg være sikret mulighed for at føre sandhedsbevis. Men strafbarheds-kriteriet i § 266 b er altså alene, om nogen føler sig krænkede eller ”forhånede” – ikke om det, jeg har sagt, er sandhed eller løgn. Hvil¬ket må siges at være i fuld overensstemmelse med den almindelige ”krænkelseskultur”, som har bredt sig, og som § 266 b så smukt understøtter. I visse kredse er det jo nærmest en sport at føle sig krænket – over karikaturtegninger i en avis, over religionskritiske udsagn etc. etc.

Lad mig til slut nævne, at jeg er blevet beskyldt for at generalisere – så at min udtalelse skulle ramme samtlige muslimer. Det er en meningsløs fortolkning. Omtalen af æresdrab i min tekst viser hen til udtrykket, ”…at der er muslimske fædre, som…” Og ordene ”der er” kan aldrig betegne alle, men vil altid beteg¬ne en delmængde. Som kontraprøve kan man blot forestille sig, at jeg havde skrevet det modsatte: ”Der er ikke muslimske fædre [der slår deres døtre ihjel]”. Så ville jo enhver, der er rimeligt orienteret, vide, at det var en grov usandhed.

Summa summarum: I bagklogskabens lys bryder jeg mig ikke selv om tonen i den på¬gældende tekst-passage. Sandhedsværdien står jeg derimod fuldt og helt ved. Og ærlig talt: Personligt finder jeg selve sagen – de grufulde mord på uskyldige unge piger – noget væsentligere.

Det sidste ord: Om § 266 b
I min personlige optik er det ikke først og fremmest mig, der i dag er på anklagebænken, men straffelovens § 266 b, som jeg er dømt efter.

Denne paragraf er en skændsel for retssamfundet.

Den blev formuleret i 1971 og fremsat af den daværende konservative justitsminister Knud Thestrup som en implemen¬tering af FN-konventionen fra 1965. Den blev vedtaget af et enigt folketing – bortset fra SF, hvis ordfører Poul Dam argumenterede intelligent og retsindigt imod dette ideologisk betingede indgreb i ytringsfriheden. Han sagde også, at med denne lovparagraf blev det nazistisk inspirerede ord ”race” indført i dansk lovgivning – en grim overtagelse af Hitlers racetænkning. Og det i Grundtvigs fædreland, hvor vi aldrig har sorteret folk i racer – det¬te rent biologiske begreb – men i stedet har skelnet mellem folk og nationer, fordi vores nedarvede grundholdning ikke er biologisk, men historisk. Hverken Poul Dams argumentation i folketinget el¬ler Søren Krarups i pressen mødte nogen som helst principiel modargumentation fra andre politikere.

Kritikken har imidlertid været noget nær profetisk. For netop som en sådan begrænsning af ytrings¬friheden er paragraffen blevet brugt. Den er da også udsprunget af visse FN-kredses trang til at gøre deres egen retfærdige humanisme til det eneste tilladte synspunkt - nemlig det syns¬punkt, at der i lighe¬dens navn ikke må eksistere forskelle – mellem folkeslag og nationaliteter (”nationale eller etniske oprindelse”). Det allerværste er dog i mine øjne, at paragraffen medregner ”tro” til de kategorier, der ikke må tales nedsættende om.

Jamen hvem kan da have noget imod, at folk ikke forhånes eller nedværdiges? – Ingen selvfølgelig! – Problemet er blot, at det, som enhver ordentlig teolog – f.eks. jeg selv – opfatter som saglig religi¬onskritik, det opfatter en del andre som forhånelse og nedværdigelse, heriblandt det altovervejende flertal af muslimer. Religionskritik er en livsnerve i evangelisk-luthersk tænkning og dermed i dansk tankesæt - i særdeleshed kritisk behandling af kristendommen selv (eksempelvis bibelkritik). Uden en uindskrænket frihed til religionskritik, ingen kristelig teologi.

Men i de mus¬limske lande kaldes religionskritik for blasfemi og forhånelse og straffes med døden.

Jeg har været sognepræst i 32 år. For at blive det måtte jeg underskrive et præsteløfte, hvori jeg bl. a. forpligtede mig til at "bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse”. Bekæmpe (!) En præst, der lever op til sit præsteløfte, udsætter sig i princippet dagligt for anmeldelser for overtrædelse af § 266 b. I princippet, ja. Når sådanne sager alligevel ikke forekommer i praksis, er det selvsagt fordi man kan forudse de stærke reaktioner, det ville medføre, at en præst blev retsforfulgt for sin legitime embedsførelse. I grunden understreger det kun den vilkårlighed, som forvalt¬nin¬gen af denne straf¬fe¬lovs¬paragraf er henvist til.

Vi er altså med racisme-paragraffens formulering prisgivet en så bred fortolkningsvifte af, hvad det er at ”forhåne” og ”nedværdige”, at resultatet må betegnes som den rene vilkårlighed. Vi taler jo ikke blot om muslimerne, men også om de danskere, der af politisk korrekthed vil frede herboende muslimer for alt, hvad de selv ser som forhånelse.

Vi så det under Muhammed-krisen. Jyllands-Posten ledsagede de berømte tolv tegninger af Muhammed med en tekst, hvori avisen sagde, at muslimer, der bor i Danmark, ligesom al¬le andre må finde sig i ”hån, spot og latterliggørelse”. Avi¬sen sagde ikke, at hån spot og latterliggørelse er et formål i sig selv eller er moralsk retfærdiggjort. Den sagde blot, at det er den legale risiko, man er udsat for ved at leve i et land med ytringsfrihed. Det er det, som alle i Danmark, også muslimerne, må være klar til at finde sig i. Ordene vakte sine steder stor forargelse.