Historiker Steen Andersen, er den yngste af de fire forskere og forfattere, Politiken har spurgt om statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) eftermæle.

Derfor er han også den eneste af de fire, der formentlig vil få mulighed for at lukke Fogh ind »i det historiske laboratorium«, som han selv kalder det. Og Andersen er ikke i tvivl om, hvad historikerne vil skrive:

»Fogh vil først og fremmest blive husket for at, at han rokkede ved Socialdemokraternes monopol på at kunne opbygge og forny velfærdsstaten. Historikerne vil skrive, at Fogh tidligt så, at hvis Danmark skulle overleve som en stat med øget international konkurrence, måtte alle borgere mobiliseres og presses ud på arbejdsmarkedet. Også de allersvageste i samfundet. Under Nyrup-regeringen placerede man folk på efterløn for at få bugt med ungdomsarbejdsløsheden. Den tankegang fik Fogh dygtigt gjort op med«.

Vil man huske Foghs kulturkamp og opgøret med smagsdommerne?

»Højst som et appendiks. Som noget han lancerede i sin tidlige fase, men hvor han senere nedtonede ideologien til fordel for en mere realpolitisk tilgang. Det skete for eksempel på klimaområdet, hvor Fogh gik fra at være klimaskeptiker til at være klimafrontløber«.

Nogle mener, at den stramme udlændingepolitik vil kaste et negativt skær over Foghs eftermæle. Er du enig?

»Nej. Husk på, at gode historikere er meget kyniske. Mange tror, at Foghs eftermæle bliver dårligt. Men når regnebrættet i sidste ende gøres op, falder det tit ud til statsministerens fordel. Det er set mange gange før. Om Foghs udlændingepolitik vil historikerne derfor skrive, at han startede en bevægelse, hvor alle europæiske lande efterhånden fulgte hans eksempel. På den måde var Fogh forud for sin tid. Samtidig vil de slå fast, at Fogh med den stramme udlændingepolitik – om vi kan lide det eller ej – handlede i pagt med flertallet i sit folk«.

Vil Muhammedkrisen få betydning for Foghs eftermæle?

»Ja. Historikerne vil granske arkiverne for at finde ud af, hvorfor Fogh ikke tog det berømte møde med de 11 muslimske ambassadører. Det vil de gøre i lyset af, at Fogh handlede ganske anderledes under den anden Muhammedkrise. Her startede statsministeren med dialog, hvilket betød at Muhammedkrisen fes ud. Historikerne vil spørge, hvorfor Fogh ikke gjorde det den første gang«.

Hvordan vil Fogh blive husket som udenrigspolitiker?

»Der er en tendens til, at Fogh selv overdriver betydningen af sin tætte alliance med USA. En grundig historiker vil fremdrage Foghs kritik af USA’s Guantánamobase, og vise, at Danmarks kritik ikke betød en hujende fis. Sådan var det også under den kolde krig. Her havde Danmark trods sin tætte alliance med USA svært ved påvirke USA’s skiftende præsidenter«.

Krigen i Irak kan ridse eftermælet


Vil krigen i Irak få betydning for Foghs eftermæle?

»Ganske givet. Og det bliver uhyre spændende, for ingen ved i dag, hvad der egentlig skete, da Fogh gik i krig. Når arkiverne bliver fuldt åbnet, vil historikerne undersøge, hvornår Danmark valgte at gå imod FN-sporet for at støtte Bush, hvordan vi rettede ind efter USA, og hvorfor vi gjorde det. Historikerne vil også kigge på Danmarks meget uskønne exit fra Irak og granske det egentlige forløb. Her vil Fogh sandsynligvis stå i et dårligt lys. Historikerne vil også interessere sig for, hvad Fogh egentlig vidste om USA’s tortur og den praktiske udførelse af krigen mod terror, hvor USA overtrådte menneskerettighederne. Fogh fulgte i lang tid trop med Bush. Og den relation vil i den grad påkalde sig historikernes interesse, og kan kaste et negativt skær over Foghs eftermæle«.