Der er solid empiri for, at alle statsministre de sidste hundrede år er blevet husket på, hvordan de er kommet fra embedet.

Det var karakteristisk for Nyrup, Schlüter og Anker. Der er også solid empiri for, at alle politikeres karriere ender tragisk«.

Men om det kommer til at ende sådan med Fogh vil Søren Mørch, der skrev bogen ’24 statsministre’, endnu ikke vurdere:

»Det kommer an på, hvad der sker i Afghanistan. Hvis det bliver ved at gå som nu, med at en eller to soldater bliver slået ihjel hver måned, sker der ikke noget. Men hvis der bliver slået ti ihjel på en gang, så vil han stå som en meget uheldig kriger, der førte Danmark i ulykke. Siden Alexander Den Store er der ingen, der er kommet godt ud af Afghanistan. Det er en tabersag, hvordan man end vender og drejer det, og det kan komme til at kaste et negativt skær over Fogh«.

Og det lige meget om Fogh selv siger, at han kæmper for demokrati og frihed?

»Foghs krige i Irak og Afghanistan har intet at gøre med frihed og demokrati. Det er bare klassisk imperialisme. Og sådan tror jeg faktisk også det er i Foghs hoved. Fogh er jo ikke dum«.

Vil Muhammedkrisen betyde noget?

»Nej. Ikke i det store billede. Fogh adskiller sig hverken fra Nyrup, Schlüter eller Hartling, som også førte embedsmandsstyre. Det eneste sted Fogh adskiller sig fra den tradition er, at han ikke bare gik ind i en, men to uheldige krige. Spørgsmålet er så, om han kan time det sådan, at han erklærer Afghanistan for vundet, samtidig med at han går af. Irak blev jo til en sejr for Fogh, selv om der stadig var krig«.