Helt tilbage i januar 2001 sendte Per Stig Møller mig sin bog om Kaj Munk. Anledningen var, at han havde læst min bog, Khader.dk.

Per Stig Møller skrev følgende til mig på titelbladet:

'Kære Naser Khader, tak for din kloge bog. Du er jo konservativ! Held og lykke. Per Stig Møller'.

Det var for otte år siden. Samme år som jeg blev valgt ind i Folketinget første gang. For Det Radikale Venstre, som jeg havde været medlem af siden jeg var 21.

De første fire år i Folketinget gik det såmænd meget godt, men de næste fire år blev mildt sagt turbulente: Da jeg kom i Folketinget for i 2001 kom jeg også ind i en periode, der indledte et skifte for Det Radikale Venstres folketingsgruppe. Man var nu i opposition og det var en situation, der især satte sit præg på de, der ikke havde prøvet at være i opposition i mange år.

Specielt i værdispørgsmålene oplevede jeg personligt, at jeg havde svært ved at følge det fælles fodslag. Der var simpelthen noget, der ikke stemte - men vi skulle helt frem til Muhammedkrisen i 2005, før jeg for alvor blev klar over, hvad det var der ikke stemte for mig: det var, at partiet havde bevæget sig væk fra at være afbalancerede til at blive det mest værdirelativistiske parti i Folketinget.

Jeg er totalt uenig i, at alle værdier er lige. Vel er de ej. Der er nogen værdier, der er bedre end de andre: de demokratiske værdier. Jeg fandt dengang ud af, at jeg er værdikonservativ, fordi jeg mener, at man må trække en grænse et sted. Det er faktisk også derfor, at jeg ikke er liberalist, fordi der for liberalisterne slet ingen grænser er.

Under Muhammedkrisen og konflikten med imamerne, de demokratiske analfabeter og dem, der var deciderede antidemokrater, blev det tydeligt for mig, at jeg ikke længere hørte hjemme hos de radikale.

Den eftergivenhedspolitiske linie partiet havde lagt sig på lå langt fra min opfattelse, som er, at i forhold til totalitære stater og totalitære ideer skal man ikke give efter.

Jeg følte mig politisk hjemløs, og det følte jeg, at der var mange andre borgerlige, der også var. Det var det og den stigende følelse af, at dansk politik var låst fast, der førte til stiftelsen af Ny Alliance.

Den historie er fortalt mange gange, så det skal jeg ikke gøre en gang til, kun sige, at da Ny Alliance blev til Liberal Alliance ikke kun af navn, men også i indhold, havde jeg ikke længere hjertet med og derfor var det en svær beslutning, men en rigtig beslutning at gå i januar i år.

Jeg føler stadig, at jeg har meget at byde på i politik ikke mindst fordi der er nogle områder, som jeg fortsat virkelig gerne vil arbejde med. Der er noget jeg gerne vil kæmpe for fra en politisk platform. Pausen, jeg har holdt siden januar, holdt jeg ikke for at finde ud af, hvilket parti jeg i givet fald ville jeg melde mig ind i, for der har jeg ikke været i tvivl indeni mig selv.

Men det var for at få ro, puste lidt ud ovenpå de sidste års turbulens og ikke mindst rette fokus mod fremtiden. Og fremtiden er konservativ.

For i dag melder jeg mig ind i Det Konservative Folkeparti.

Det er vigtigt for mig at understrege, at det er et tilvalg - det er ikke et fravalg af noget andet. Jeg vil også gerne understrege, at jeg ikke har forhandlet med de konservative eller andre partier. Jeg indgår i gruppen på lige fod, og så er det op til gruppen at finde ud af, hvordan vi kan opstille det bedste hold til at kæmpe for konservativ politik.

Jeg ved, at hvis vi ikke havde dannet NY Alliance, havde jeg skiftet til de konservative. De konservative er tættest på det, jeg ønskede med Ny Alliance.

Det Konservative Folkeparti er et moderne parti, der ser pragmatisk på samfundets udfordringer. De konservative sværger ikke til en firkantet ideologi eller facitløsninger, tror ikke på endegyldige læresætninger, og konservative forholder sig realistisk til samtiden.

Det Konservative Folkeparti er et reformparti, hvor man er ambitiøse på Danmarks vegne, ambitiøse på skatteområdet, faste på retspolitikken, visionære på klimapolitikken og proaktive på det udenrigspolitiske område.

Det er også - og det er meget vigtigt for mig - det borgerlige parti med den største sociale indignation: Vist er det vigtigt med den enkeltes udfoldelsesmuligheder, men man skal også tage hensyn til og udvise solidaritet med de svageste.

Partiet har en stram udlændinge- og integrationspolitik, men med et menneskeligt ansigt. Det er Det Konservative Folkeparti det eneste borgerlige parti, der har. Gruppeformand Henriette Kjær var den første til at gøre opmærksom på en sag, som siden hen blev meget central for Ny Alliance: asylansøgernes børn.

Jeg har gode, personlige relationer med mange konservative både i og udenfor Folketinget. Eksempelvis kendte jeg både Brian Mikkelsen og Connie Hedegaard inden jeg kom i Folketinget, og har et godt forhold til begge. Ligesom jeg har til mange i det konservative bagland, som jeg har haft gode stunder med gennem årene.

Dertil kommer, at det er lykkedes skabe et gnidningsfrit generationsskifte i partiledelsen, så man nu står samlet omkring ledelsen. Det er min fornemmelse, at man arbejder som et hold, og at fløjkrige er fortid. Partiet har fået en dygtig leder i Lene Espersen, der har begge ben på jorden og som jeg personligt tror, har potentialet til at blive Danmarks første kvindelige statsminister.

Disse ting har også betydet noget for mig, for jeg er træt af taktik, intriger og magtkampe - alt det, der er usympatisk ved politik.

Jeg vil hellere hellige mig de ting, der oprindeligt fik mig ind i politik. Jeg gik ind i politik for at kæmpe for de grundlæggende demokratiske værdier. Jeg gik ind i politik for at kæmpe for, at vi kan leve sammen i vores verden på trods af kulturel og religiøs mangfoldighed. For det skal vi kunne, men vi skal gøre det med udgangspunkt i de demokratiske værdier.

Derfor mener jeg også, at værdikampen vil være vor tids vigtigste politiske kamp.

Det skyldes bl.a. en række helt konkrete begivenheder og udviklinger i verden i de seneste år:

Fatwaen over Salman Rushdie i 1989, den 11. september 2001 og Muhammedkonflikten i 2005 er blot tre skelsættende begivenheder.

Konsekvensen er et øget fokus på det livsnødvendige for demokratierne i at bevare »sammenhængskraften« omkring nogle fælles værdier i et åbent samfund.

Men det hænger også sammen med, at mange af de økonomiske og socialpolitiske problemer, som tidligere optog vælgerne bestemt er der, men kommer og går i tiden, mens kampen om værdierne hele tiden ulmer under overfladen. Det har også en betydning, at uenighederne mellem partierne om den økonomiske politik, socialpolitikken og velfærdspolitikken er blevet betydeligt mindre i modsætning til for bare få år siden.

Det er tydeligt, at de demokratiske værdier er under pres i verden. De demokratiske værdier presses især af religiøse fanatikere, som med alle midler forsøger at undertrykke alle former for ytringer, som kan tolkes som den mindste form for modspil til eller kritik af religionens dogmer og læresætninger.

Disse kræfter har allerede kuppet FN's meget omtalte Durban II konference om menneskerettigheder. Her er det fortalere som f.eks. Saudi-Arabien, som vil gøre ytringer imod religion til en krænkelse af den enkelte troendes menneskerettigheder.

Ja, tænk at vi er nået dertil i FN-regi i 2009!

Men også i vores egen baghave herhjemme bliver de demokratiske værdier udfordret. En undersøgelse for nylig viste, at 50 pct. af de adspurgte med muslimsk baggrund mener, at religionskritik burde være strafbar. I sig selv himmelråbende tal, for det viser, at selv en opvækst i Danmark ikke er en sikkerhed for, at man forstår og accepterer de mest grundlæggende demokratiske værdier.

Det understreger overfor mig, at vi har gjort for lidt ved den demokratiske integration - vi har været for fokuseret på den økonomiske integration, fordi mantraet har været: giv dem uddannelse og arbejde, så skal det nok gå. Men man har helt overset, at der stadig kan være lang vej mellem at få et arbejde og så rent faktisk føle sig loyal overfor de demokratiske værdier, vi bygger vores samfund på.

Vi har ikke været tydelige nok i forhold til vores værdier, og det skyldes måske, at der mangler et kompas til at afklare og tage stilling til, hvad det er for værdier, vi tror på; hvad det er for principper, vi vil kæmpe for; hvad det er for standarder, man ønsker sat for, hvordan vi omgås hinanden, og hvad det er for et menneskesyn, der skal ligge til grund for det.

Kort sagt: Hvad det er for en fremtid, vi vil bidrage til.

Dér mener jeg, at de konservative har gjort sig netop disse overvejelser og at der er klarhed om retningen. Et godt eksempel er tidligere kulturminister Brian Mikkelsens demokratikanon.

Jeg glæder mig virkelig til at tage fat på de områder, som jeg brænder inderligt for. Jeg går til opgaven med gå-på-mod og med ydmyghed. Jeg for min del har oplevet mere de sidste to år end de fleste politikere gør i hele deres karriere - så jeg kan slå helt fast, at jeg ikke søger ikke mere intern spænding!

Til gengæld vil jeg arbejde hårdt for at kvittere for den store opbakning og den positive velkomst, som både folketingsgruppen og det konservative bagland allerede har vist mig.

Naser Khader, 17. marts 2009