Det blev sammenlignet med Kanslergadeforliget fra 1933, reformen af folkeskolen i 1958 og Helhedsløsningen fra 1963, da velfærdsaftalen i 2006 blev indgået.

Folketingets fem største partier stod bag det, og 158 af Folketingets 179 medlemmer. Dermed var aftalen så politisk bred, at flere eksperter vurderede forliget som virkelig langtidsholdbart.

For flere af aftalens partier var forliget en sejr. Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt fik med aftalen sit første store forlig som leder af Socialdemokraterne. Og daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kaldte aftalen om velfærdsreformer for intet mindre end den største forandring i velfærdssamfundets historie. For ham var forliget en sejr for kontraktpolitikken, lød analysen.

Velfærdsaftalen indeholder aftaler og målsætninger om flere af de allermest centrale områder i velfærdsstaten. Det er blandt andet:

• En udskydelse af pensionsalder og efterlønsalder

• Forstærket indsats for at nedbringe ledigheden

• Flere indvandrere og efterkommere i arbejde

• Studerende og skoleelever skal hurtigere igennem deres uddannelse, og der skal være ungdomsuddannelser til alle, ligesom voksen- og efteruddannelse skal styrkes

• Flere skal have en videregående uddannelse

• Der skal investeres i forskning og udvikling

• Og i innovation og iværksætteri

Aftalen giver en økonomisk gevinst på 39 milliarder kroner, som skal fordeles gennem den såkaldte globaliseringspulje i årene fra 2007-2012. Det er netop denne pulje, regeringen og oppositionen i disse dage skændes om.

Hele velfærdsaftalen kan læses her (eksternt link)