En af de sidste dage i marts 2004 sad jeg på mit kontor på mellemetagen i Christiansborg, da telefonen ringede. Jeg elsker det kontor.

Det har været mit siden december 2001, og ’huset’ har gjort alt for, at det er blevet det hyggeligste kontor i Folketinget. Engang var det Anker Jørgensens, og da jeg for 37 år siden kom i Folketinget, var det Poul Hartlings.

Uden for døren, hvor dronningen og hendes familie får champagne inden Folketingets åbning, er der flotte spejle med rigsvåben og kongekrone og skamler i royalt betræk fra guvernørpaladset på Sct. Croix. Fra dette forværelse er der direkte adgang til logerne i folketingssalen, så jeg er kun fire skridt fra det rum, hvor jeg har arbejdet igennem et helt liv.

Tæt på kræften hele livet
Det var min ven urologen, som jeg havde været til undersøgelse hos for noget vandladningsbesvær dagen inden midt under en pause i energiforhandlingerne med Bendt Bendtsen. Stemmen i telefonen var alvorlig: »Jeg har en sørgelig meddelelse. Det var ikke prostata, men kræft i prostata og desværre et højt prostatakræft-blodtal, PSA«.

Kræft har været med mig hele livet, men jeg havde aldrig tænkt på mig selv som kræftpatient. Min mor døde af mavekræft, da hun kun var 54 år. To af mine nærmeste har begge haft alvorlige kræftsygdomme (som de lykkeligvis havde overvundet). Min ven Ejler Koch blev kræftoffer, da han var 43, og den samme skæbne overgik en anden nær ven Jørgen K. Bukdahl (samme alder som Ejler) få år efter.

Jeg mistede mine to læremestre i politik og arbejderbevægelse, LO’s cheføkonom Holger Jensen og Jens Risgaard Knudsen til kræft. Og Ebbe Reichs pludselige annoncering af, at han led af prostatakræft, havde gjort et stærkt indtryk på mig. Om prostatakræft vidste jeg ikke andet, end at det er en langsom kræftform, der til sidst får bugt med de fleste. At behandlingskrævende prostatakræft var noget, man døde med og ikke af, vidste jeg desværre var en skrøne.

Kræften havde været min ledsager i hele livet, men den tanke, at det kunne overgå mig, var faktisk aldrig faldet mig ind. Så mange andre farer lurede, at jeg aldrig frygtede sygdommen, og døden vidste jeg ville komme, men der var heldigvis lang tid til. Og jeg havde meget at udrette endnu. »Man skal aldrig forsone sig med døden«, lyder en kristen parole.

Livet som kræftpatient begynder
Men nu var det alvor. Urologen bad mig om at komme til nærmere undersøgelser, og livet som kræftpatient var begyndt. Om onsdagen havde jeg følt mig helt rask. Om fredagen skålede min kone og jeg i champagne for, at jeg ikke havde kræft i knoglerne!

Siden blev jeg opereret for at se, om min kræft havde bredt sig ud i kroppen. Heldigvis var undersøgelserne af de omkringliggende lymfeknuder i forbindelse med indgrebet negative. Der var tilsyneladende ingen spredning trods det høje PSA-tal. Et mirakel! Jeg blev omgående sat i en skrap hormonkur for at afbryde produktionen af testosteron, som er det, kræftcellerne (i starten) nærer sig ved, og indskrevet til 38 intensive strålebehandlinger i RH’s stråkælder. Resultatet var opløftende. PSA-tallet faldt til 0, og jeg betragtede mig selv som helbredt. Et nyt mirakel. Min dygtige overlæge advarede mig dog mod at tro mig alt for sikker. Blot en lille mængde kræftceller – undsluppet til kroppen – kunne over tid få sygdommen til at vende tilbage. Derfor skulle jeg under alle forhold fortsætte hormonbehandlingen i et par år.

Alt var godt i resten af 2004, 2005, 2006 og de første måneder af 2007, men så kom den store skuffelse. Sygdommen var vendt tilbage, og mit PSA kravlet op igen. Udsigterne er ikke kun negative. Heldigvis er der fortsat behandlingstilbud, der står åbne, og flere er på vej. Alligevel ved jeg godt, at jeg muligvis er gået ind i et slutforløb (der heldigvis kan vare adskillige år).

Endnu kan mine omgivelser ikke mærke noget, men jeg ved, at nogle af de kommende behandlinger vil ændre min fremtræden. For at modvirke al spekulation og rygtedannelse har jeg derfor besluttet at træde offentligt frem med min kræfthistorie. Jeg gør det også i solidaritet med de mange cancerpatienter, der slås med sygdommen i dens utallige forklædninger. Vi er mange danskere, der har en alvorlig kræftlidelse – og heldigvis klarer mange sig – og der er bestemt ikke grund til at dukke hovedet. Samfundets hjælp er for mig at se fortrinlig, men den kan selvsagt forbedres, men forskerne, lægerne og sygeplejerskerne kæmper en sej kamp for os med kræft.

Hvis man kan, er det vigtigt at bevare så meget hverdag som muligt. Passe sit job, hvis man overhovedet kan. Jeg vil fortsætte i Folketinget, så længe jeg formår, og de østjyske vælgere vil have mig. Selvfølgelig er der mange, der vil sige, at jeg selv må kunne indse, at jeg skal træde tilbage. Det synspunkt deler jeg ikke. Mennesker med erfaring og med sygdom skal netop ikke pakkes af vejen.

Døden er med overalt
Jeg har hidtil lagt stor vægt på, at min sygdom var mit eget anliggende. I hele mit liv har jeg søgt at holde den offentlige virksomhed adskilt fra mit private livs glæder og sorger.

Det er heldigvis blevet respekteret af mine omgivelser, og hospitalet har udfoldet en stor diskretion omkring min sygdom, ligesom de ansatte i alle faser har ydet forbilledlig støtte. Men når jeg denne gang står frem, er det, fordi jeg ikke vil have noget gedulgt over mit fremtidige arbejde på Christiansborg, og fordi jeg som sagt gerne vil slå et stort slag for de mange tusinder med kræft i Danmark.

Jeg har aldrig før haft døden som rejsekammerat. Nu er han overalt. Det giver en særlig intensitet i omgangen med familien, venner og kolleger. Restlevetid (kort eller lang) er selve livet, og den skal ikke klattes væk. Planen om at skrive en art ’politisk testamente’ presser sig på – ligesom alle de andre ting, der skal nås, før det er for sent.

Den purunge digter Morten Nielsen sagde i et af sine bedste krigsdigte få måneder før sin tragiske død: »Du skal vokse og blomstre og sætte dine frø/ Du er endnu for ringe til at dø«. De ord kan også forpligte en 65-årig med kræft.