Annonce
Annonce
Rejser

Advokat faldt over mulig vragrest fra forsvundet fly ved et tilfælde

Eftersøgning efter MH370 slutter til sommer. Samtidig er endnu en mulig vragdel fundet.

En 58-årig advokat fra Seattle kan have leveret det, der kan vise sig at være et af de mest valide spor i jagten på det forsvundne MH370-fly.

Malaysia Airlines-passagerflyet forsvandt sporløst med 239 mennesker om bord for præcis to år siden. Flyet lettede fra Kuala Lumpur på vej mod Beijing, men kort inde i turen mistede flyvekontrollen kontakten til Boeing 777-flyet.

Siden da er en enkelt vragdel, der med sikkerhed stammer fra det forsvundne fly, blevet fundet på den franske ø Réunion øst for Madagaskar i Det Indiske Ocean. Det var i juli sidste år.

Advokaten støder på fund på sandbanke

27. februar gjorde den amerikanske advokat Blaine Alan Gibson så lidt af det fund, da han på en sandbanke ud for Mozambique stødte på et objekt på 130 centimeter gange 55 centimeter.

Genstanden er nu sendt til videre undersøgelser i Canberra i Australien, og ifølge den malaysiske transportminister - som har skrevet om fundet på Twitter - så er der stor sandsynlighed for, at vragdelen kan være fra en Boeing 777. Altså samme flytype som MH370.

»Mit hjerte begyndte at hamre, men jeg troede, det var for langt ude til at være muligt«, siger Gibson til tv-kanalen NBC om den dag, han og en kaptajn på et skib tilfældigt faldt over vragdelen, som var skyllet i land.

Stammer fra et stort fly

Amerikaneren har i over et år deltaget ihærdigt i eftersøgningen efter Malaysia Airlines-flyet.

LÆS OGSÅ Nyfunden vragdel kan være fra det forsvundne fly MH370

Hans ophold i Mozambique var faktisk en ferie, men alligevel valgte han her at tage chancen og chartre en båd for at søge efter muligt vraggods.

»Jeg besluttede at tage en dag og gå på strandjagt. Selvfølgelig havde jeg en tanke om, at jeg måske kunne være heldig og finde noget fra flyet«, siger Blaine Alan Gibson, der har blogget udførligt om jagten på mulige objekter fra MH370.

GÅDEN OM MH370

Malaysia Airlines' Boeing 777-200ER letter lørdag 8. marts kl. 00.41 lokal tid fra Kuala Lumpur med kurs mod Beijing.

Der er 227 passagerer og 12 besætningsmedlemmer om bord.

Kort efter afgang deaktiveres systemer, der sender kommunikation fra flyet til omgivelserne.

Men tekniske signaler til satellitter blev ved at sende i flere timer efter afgangen. Derfor mener de malaysiske myndigheder at vide, at flyet, kort efter at være lettet, ændrede kurs og fløj mod syd i flere timer, inden det formentlig er styrtet ned i Det Indiske Ocean.

Seattle-advokaten har selv finansieret sin langvarige eftersøgning af det forsvundne fly.

En jagt, der gennem det seneste år har ført ham rundt i Det Indiske Ocean, til Maldiverne, Mauritius og Myanmar.

»Jeg deltog i mindehøjtideligheden i Kuala Lumpur et år efter flyet forsvandt og mødte her nogle pårørende til familier om bord. Det inspirerede mig til at blive ved med at lede«, siger manden, som siden har gennemtrawlet strande og talt med vidner og andre mulige involverede i forsøget på at løse mysteriet om Malaysia Airlines-flyet.

Over for NBC ønsker han ikke at vurdere, om hans nylige fund i Mozambique så rent faktisk stammer fra MH370.

»Det stammer fra et fly, det står temmelig klart. Det stammer formentlig også fra et stort fly, men min personlige mening og mine tanker er ikke vigtige. Det afgørende er, hvad eksperterne siger, når de har undersøgt det«, siger advokaten om objektet, der har ordene 'NO STEP' skrevet på sig.

Nyt fund på Réunion

Blot et par dage efter Blaine Alan Gibsons opdagelse blev endnu et muligt stykke vragrest fra Malaysia Airlines-flyet fundet.

LÆS OGSÅEr mysteriet om MH370 endelig ved at være løst?

Manden bag dette fund er Johnny Begue, den samme beboer på den franske ø Réunion, som i juli sidste år fandt en vingedel, en såkaldt flaperon, fra MH370 øst for Madagaskar.

»Jeg var ude og løbe. Under et hvil fandt jeg på en stenstrand flere meter fra vandet et objekt med et blåt mærke på. Det var på den samme strand og næsten på det samme sted, hvor jeg fandt vingedelen sidste år«, siger Johnny Begue til nyhedsbureauet AP.

Han fortæller også, at han har afleveret objektet til politiet på Réunion, men at de ikke er vendt tilbage til ham siden.

Mozambique ligger godt 2.000 kilometer fra Réunion, men i det samme hjørne af Det Indiske Ocean som den franske ø.

Ifølge australske Martin Dolan, der står i spidsen for eftersøgningen af MH370, giver det god mening, hvis flere stykker vraggods fra det forsvundne fly nu begynder at dukke op i dette område.

Dolan og hans kolleger i Australian Transport Safety Bureau arbejder nemlig ud fra den teori, at MH370 løb tør for brændstof og styrtede ned i det sydlige Indiske Ocean ud for den vestaustralske kyst. Målinger af blandt andet havstrøm har siden vist, at flyets vragdele derefter kan være drevet gennem havet i sydvestlig retning - for til sidst at ende et sted ud for Réunion.

»Det er meget sandsynligt, at flyet vil blive fundet inden for de næste fire måneder. Vi har dækket næsten tre fjerdedele af søgeområdet, og da vi endnu ikke har fundet flyet i disse områder, øger det sandsynligheden for, at det vil befinde sig i de områder, vi ikke har kigget på endnu«, siger Martin Dolan til The Guardian.

Besværlig sidste fase

I alt er 120.000 kvadratkilometer hav blevet undersøgt i jagten på spor efter MH370. Eftersøgningen bliver efter alt at dømme indstillet i juli i år, hvis man ikke til den tid har fundet flere vragrester fra flyet.

LÆS OGSÅEt år efter MH370: »Det mest skræmmende er, hvis vi finder ud af, hvad der skete«

Det er primært myndighederne i Australien, Malaysia og Kina, som har betalt for den omfangsrige eftersøgning.

Kompleksiteten i den afsluttende del af indsatsen er til at tage og føle på. Det resterende område, Australian Transport Safety Bureau mangler at gå igennem, ligger seks dages sejlads fra den nærmeste kyst, og nogle steder er havdybden helt ned til 6 kilometer.

Alligevel er Martin Dolan optimistisk, fortæller han til The Guardian.

»Lejlighedsvis vågner jeg om natten og spekulerer på, om vi har gjort alt, der er muligt, og om vi har gjort tingene korrekt. Men vi er overbeviste om, at vi har lavet den bedst mulige analyse, og at vi leder eftersøgningen på den bedst mulige måde, hvilket også er grunden til, at jeg er sikker på, at vi får succes. Vi dækker området meget grundigt, og jeg håber, at vores næste samtale vil handle om, hvordan vi fandt flyet«, siger Martin Dolan.

Redaktionen anbefaler

Nyt sporingssystem skal sikre fly mod at forsvinde i fremtiden

Del link
Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce