Ved området omkring Randers Fjord er der masser af  naturoplevelser. Nogle gange skal man sejle efter dem.
Foto: Anne Louise Leth

Ved området omkring Randers Fjord er der masser af naturoplevelser. Nogle gange skal man sejle efter dem.

Rejser

En dag ved Randers Fjord: Du kan komme til at følges med en sæl eller en havørn

Ved kyst- og naturcentret ved Gudenåens udløb på Djursland kan man få skidt under neglene, skumsprøjt i håret og indtage sprællende hesterejer.

Rejser

Når man først har passeret bølgende marker, kørt gennem idylliske landsbyer, zigzagget ad små veje og listet sig gennem ensomme skovstykker, kommer man frem til Kyst- og Fjordcentret. Det finder man ved fjorden ved Voer Færgested på naturskønne Djursland.

Randers Fjord kan godt drukne lidt i opmærksomheden fra andre store attraktioner på Djursland, men er det naturoplevelser, der trækker, skal man blot finde fiskenettet frem, hive gummistøvlerne på eller sætte kanoen i vandet.

Det unikke ved området omkring Randers Fjord er variationen, mener center- og naturvejleder ved Kyst- og Fjordcentret Carsten Enemark.

»Du kan sejle i kano i en rørskov, finde kæmpe skovarealer med kronvildt i store flokke og gå på heden ved for eksempel Grenaa og Hevring Hede«.

Politiken har zoomet ind på fjorden og det liv, der kribler over og under vand. Her er tre naturoplevelser ved Randers Fjord for både store og små.

Fisketur: Hvad garnet gemmer

Børnehavebørnene fra Børnehuset Midgaard i Randers er med ude for at fange fisk i fjorden.
Foto: Anne Louise Leth

Børnehavebørnene fra Børnehuset Midgaard i Randers er med ude for at fange fisk i fjorden.


Den lille båd sprutter af sted ud over fjorden. Fra Kyst- og Fjordcentret ved Voer Færgested sejler vi stik nord, og den grønne bøje ligger næsten helt ned og giver et fingerpeg om, at vandet pisker ud af fjorden. Gudenåen sender 1,1 milliarder kubikmeter ferskvand ud i den smalle fjord om året. Det skaber en stærk strøm, som bidrager til et varieret dyre- og planteliv i fjorden.

»Hvad er det«, spørger femårige Freja og peger ud over vandet.

Den unge dame har gode øjne, for en spættet sæl kigger nysgerrigt på os omkring ti meter fra båden. Indtil den – vupti – dykker og er væk.

»Den var sort«, konstaterer Mila, uden at nogen af de tre børn i båden virker voldsomt imponerede af sælen.

Vi skal ud at se, hvad garnene på fjorden gemmer. Et dusin børnehavebørn fra Børnehuset Midgaard i Randers er med, fordelt i fire både.

Fremme ved garnene ti minutters sejlads fra fjordcentret er der først ikke den helt store gevinst. Naturvejleder Carsten Enemark trækker krabber op. Og tang.

»Der er en krabbe. Den kan man ikke spise«, konstaterer Mila. Men jo, det kan man faktisk godt, siger naturvejlederen, og så får de sig en snak om det.

Så er heldet med os, for en skrubbe er gået i nettet. Det er oftest den type fladfisk, der fanges her i fjorden.

»Nogle rynker på næsen og vil hellere have en rødspætte. Men der er ikke den store smagsforskel. Der er lidt mere at tygge på og modstand, når man spiser skrubber«, forklarer naturvejlederen.

En gang imellem går der også ørred og laks i garnene til stor jubel for de besøgende. Garn, fisk, krabber og tang ligger i en stor sort spand, og børnenes små fingre piller først forsigtigt og siden mere målbevist. Hele vejen hjem må skrubben finde sig i at blive aet og prikket til, for børnene kan slet ikke lade spanden være. Tilbage på centret skal skrubberne af med hovedet og fileteres. Bagefter skal de steges over bål, inden børnene skal sætte deres mælketænder i dem. Mange store øjne titter op fra bordpladen, og Carsten Enemark forsøger at liste lidt viden ind i de små hoveder under ’aflivningen’. Er fladfisken født flad? Har den lunger? Hvordan ser den ud indeni? Børnene suger indtryk og viden til sig.

»Mange menneskers erfaring i dag er gennem fjernsynet og ikke naturen. Det synes jeg er synd. Jeg snakker ikke med børn om global opvarmning og forurening. Jeg vil hellere give dem glæden ved naturen, for så vil de også passe på den. Men når vi spiser fiskene, taler vi om, hvilket vand de har levet i«, fortæller Carsten Enemark.

Når bålet tændes, er det ikke med tændstikker, men med tændstål. Der er noget over at lave sit eget bål naturligt og stege sin egen fisk. Man bliver lidt stolt, når det lykkes. Men inden børnene kommer så langt, skal der leges. Tålmodigheden rækker ikke så langt endnu, og inden længe er de sivet ud på legepladsen og til fiskedammen, hvor de må stå med hænderne og føle og mærke på krabber, fisk og andre smådyr. Men det er jo også naturlære.

I junglen: Far vild i sivene

På kanotur gennem de tætte siv kan man være heldig at få øje på en sæl, havørn eller fiskeørn.
Foto: Anne Louise Leth

På kanotur gennem de tætte siv kan man være heldig at få øje på en sæl, havørn eller fiskeørn.

Det lyder som en forsigtig raslen, når tagrørene blæser i vinden. Da vi ror kanoen ind i ’junglen’, aer de min kind og giver så et blødt svirp, når jeg er forbi. Ad smalle grøn-brune spor af vand ror vi længere ind i den tætte skov af tagrør. De minder mest af alt om bambus og tårner sig op i fire meters højde, inden de høstes, forklarer Carsten Enemark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg plejer at sige til folk, at hvis de tager herud en dag og har god tid og bare sidder og kigger på tagrørene, kan de nærmest se dem vokse, for de gror op til 5 centimeter om dagen«.

Vi har efterladt børnehavebørnene på naturcentret og er padlet et kvarter og to ømme arme op ad den smalle fjord fra naturcentret. Vi har udsigt til det flade landskab, før vi drejer ad en smal passage ind i selve ’skoven’. Kort efter mister jeg orienteringen. Godt, vi har en gps med os, hvis vi skulle blive helt rundtossede.

Carsten Enemark kender området ud og ind, men er man af sted alene, er gps ikke så dumt. Sivene er så tætte, at man intet kan se, og vi møder ingen andre her i junglen. Når rørene er høstet, kan man være heldig at få øje på rådyr eller rørhøge, der ligesom skægmejsen lever og yngler i dette slaraffenland. Sivene bliver i øvrigt anvendt til stråtage. Vandet er kun knæhøjt og grumsetbrunt af at være stillestående. Gudenåens brusende vandmasser når tydeligvis ikke helt herind og rører i gryden. Kun orme aftegner sig på sandbunden, men Carsten Enemark har set ruser, så der findes formentlig ål.

»Og jeg er overbevist om, at der er oddere her«, lyder det fra naturvejlederen, som kender flere, der har set spor efter oddere.

Da kanoens mave støder på bunden, er det signal til, at madpakken skal findes frem. Solen bager i sensommersolen, og omkring os summer guldsmede. En lille flok ænder letter fra sivene i nærheden, og i horisonten flyver en fiskehejre. Den trækker halsen sammen, og på den måde kan man kende den fra for eksempel traner. Ellers er der bare stille. Helt stille.

Carsten Enemark ror nogle gange en tur alene ud til junglen i kajak. På en tur sidste vinter havde han dog en fornemmelse af ikke at være alene. Og 50 meter væk fik han øje på en sæl.

»Det kan jeg godt lide ved naturen her. Du ved aldrig, hvad du kommer til at se. Det er fascinerende at følges med en sæl, havørn eller en fiskeørn, der suser rundt og fanger fisk«.

Bundskrab: Af med hovedet, reje

Med waders på kører man nettet hen over havbunden og så op på badebroens kant for at nærstudere fangsten.
Foto: Anne Louise Leth

Med waders på kører man nettet hen over havbunden og så op på badebroens kant for at nærstudere fangsten.

For de flestebørn og voksne med interesse for naturen er det altopslugende at få waders på og bevæge sig ud på det lave vand med et stort net. Nettet kører man hen over havbunden som en plæneklipper, og så er det op på badebroens kant med fangsten og som en anden guldgraver nærstudere ’skatten’.

Muslingeskaller og sten bliver hurtigt fejet til side, mens opmærksomheden samler sig om en hundestejle, lidt tang og hesterejer, der ligger og spræller. Hesterejen er et par centimeter lang og næsten gennemsigtig, og den kan man spise. Af med hovedet og så suger man kroppen ud af skallen som i en anden Restaurant Noma-forestilling. Den faste krop smager salt og godt, og den grænseoverskridende følelse af at spise et levende dyr fortager sig hurtigt. Tangen er af arten rørhinde, som man også sagtens kan smage på. Den smager overraskende sødt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Randers Fjord er rig på arter, og det skyldes dels den stærke strøm og det store skift i vandets saltindhold. Når Kattegat er lavvandet, fosser ferskvandet gennem fjorden, mens det salte havvand ved højvande bevæger sig dybt ind i fjorden og bringer en række saltvandsarter med sig. Det giver Randers Fjord et stort spektrum af fiskearter såsom skrubbe, rødspætte, ål, sild, ørred og hornfisk.

Der er masser af liv på fjorden af lystsejlere og fiskebåde. Også færgen, der krydser fjorden og forbinder Mellerup og Voer Færgested, får man øje på. 4 minutter tager overfarten, og forbindelsen har eksisteret i ikke mindre end 400 år. En 7 meter dyb sejlrende gør, at store skibe kan passere her, og går man forsigtigt ud i sine waders, kan man komme ganske tæt på dem. Men pas på: Det kan føles uvant at gå med waders på, og bølger eller sten på bunden kan nemt give overbalance.

Når man har fået nok af vind, vand og net, kan man gå ind i fjordcentret og nærstudere havets liv i mikroskoper.

Politiken var inviteret af af Kyst- og Fjordcentret.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce