Jujuy i det nordlige Argentina er støvede landsbyer, farverige døre, alpakaer, kridhvid saltørken, gravsteder på størrelse med små lejligheder og alle de eventyr, der endnu ikke er opdaget.
Foto: Sole Bugge Møller

Jujuy i det nordlige Argentina er støvede landsbyer, farverige døre, alpakaer, kridhvid saltørken, gravsteder på størrelse med små lejligheder og alle de eventyr, der endnu ikke er opdaget.

Rejser

Regnbue-farvede klipper, saltsletter og kæmpe kaktusser: De færreste rejsende i Argentina får forvildet sig hertil

Her nær grænsen til Bolivia finder man en kultur, der er markant anderledes end i resten af landet.

Rejser

Det er nemt at fare vild i Humahuaca. Hvert eneste af den argentinske bys støvede, sandfarvede lerhuse ligner det næste, og de smalle, brostensbelagte gader er som en labyrint.

Vi ved, vi er på rette vej, da asfalten hører op under hjulene på vores lejebil: Et lille, håndmalet skilt indikerer, at grusvejen til højre fører op til ’Hornocal’.

Foran os får det gyldne sollys klipperne til at funkle i rustrøde, sennepsgule og orange nuancer.

Indtil for få timer siden havde vi aldrig hørt om dette sted i midten af Argentinas glemte baghave, i landets nordvestligste provins. Men så fortalte vores hotelmutter om et bjerg med 14 forskellige farver med kælenavnet Cerro de los 14 Colores (der også kaldes Serranía del Hornocal), og derfor pruster motoren nu i 1. gear, og hjulene spytter grus, mens vi forcerer de skarpe hårnålesving. Vi lægger gederne, de små hytter, spartanske kirkegårde og kaktusserne bag os, mens solen synker, indtil vi når toppen.

Vi træder ud af bilen og må tage solbrillerne af for at sikre os, at det ikke er dem, der skruer op for kontrasten.

Det er det ikke. Foran os får det gyldne sollys klipperne til at funkle i rustrøde, sennepsgule og orange nuancer, og jordlagene danner et zigzag-mønster, der ligner noget, en kæk tøjdesigner har udtænkt.

Landskabet i denne afkrog er ulig resten af Argentina. Klipper der praler med deres geologiske historie, spaltede kløfter, sand og støv og kaktusser, der får en til at føle sig hensat til en spaghettiwestern.
Foto: Sole Bugge Møller

Landskabet i denne afkrog er ulig resten af Argentina. Klipper der praler med deres geologiske historie, spaltede kløfter, sand og støv og kaktusser, der får en til at føle sig hensat til en spaghettiwestern.

Selv vinden er musestille for en stund, mens vi giver hjernen tid til at bearbejde det overvældende syn, men da vi går ned til udkigspunktet, bryder vores hvæsende åndedræt stilheden. Lungerne gør opmærksomme på, at vi er i 4.300 meters højde, og vi fortryder, at vi ikke tyggede de kokablade, som vores hotelmutter anbefalede mod højdesyge.

I stedet sætter vi os ned og nyder udsigten, som vi kun deler med en lille gruppe lokale unge, og bliver enige om, at det er sådan, enhver opdagelsestur burde være.

Et anderledes Argentina

Serranía del Hornocal er ikke beskrevet i vores guidebøger, og det er kendetegnende for mange af højdepunkterne i Jujuy. Her ved grænsen til Chile og Bolivia finder man et landskab og en kultur, der skiller sig markant ud fra resten af landet.

Folk bor i lerhytter, tygger kokablade og spiser lamakød.

Hvor de fleste rejsende sætter fingeren på kortet ved Patagonien, Mendoza og Iguazú, glider den hurtigt forbi Jujuy, og det er ganske få turister, der får forvildet sig op til dette hjørne af Argentina. De, der gør, bliver belønnet med et højtliggende ørkenlandskab for foden af Andesbjergene, hvor bjergene danner forstenede regnbuer, dalene er befolket af enorme kaktusser med oprejste arme, og klipperne vrider sig i sære formationer.

Jujuy er et gemt eventyr af en by. De fleste rejsende ser slet ikke byen på kortet, men de magiske regnbuebjerge og støvede gader er bestemt et besøg værd.
Foto: Sole Bugge Møller

Jujuy er et gemt eventyr af en by. De fleste rejsende ser slet ikke byen på kortet, men de magiske regnbuebjerge og støvede gader er bestemt et besøg værd.

Foto: Sole Bugge Møller
De farverige huse i Jujuy komplimenterer de smukke bjerge, der tårner sig op bag byen.
Foto: Sole Bugge Møller

De farverige huse i Jujuy komplimenterer de smukke bjerge, der tårner sig op bag byen.

Selv indbyggerne ser anderledes ud end det ellers kridhvide Argentina. Her er det i højere grad det indfødte blod og ikke det europæiske, der løber i årerne og minder om, at Inkariget engang strakte sine lange fingre helt herned. Folk bor i lerhytter, tygger kokablade og spiser lamakød, og hovedstaden Buenos Aires virker som en fjern, fjern galakse.

Vi slår os ned i den lille landsby Tilcara, der er en god base at udforske området fra. Vi bor i en ferskenfarvet adobehytte, hvor ejeren Patricia tager imod. Hun er oprindeligt fra Buenos Aires, men for 20 år siden fik hun nok af storbyen og flyttede til Tilcara med sin mand, Charly, der er kunstner og laver lamper, vindspil og skåle af tørrede græskarskaller.

»Vi ville bo et sted, hvor folk kommer hinanden ved, og havde hørt, at de laver smukt kunsthåndværk her,« siger Patricia.

Tilcara ligger midt i Quebrada de Humahuaca, en kløft, der ud over at være visuelt spektakulær også er på Unesco’s Verdensarvliste.

Den frodige dal på bredden af Rio Grande-floden har været en vigtig handelsrute gennem de seneste 10.000 år og var en del af Camino Inca, hvilket man stadig kan se resterne af.

Tilcaras største attraktion er Pucará de Tilcara, ruinerne af et inkafort fra 1500-tallet, der dog ikke lokker mere, end at vi først går på opdagelse gennem de smalle gader.

På gadehjørnet står kvinder med rynker så dybe som plovfurer og vender fladbrød på kulgrillen. Hunde dovner den i skyggen, et æsel hænger ud på gadehjørnet, legende børn i skoleuniformer tumler forbi, og en mand trækker en kærre gennem gaden.

I boderne på torvet kan man købe bløde trøjer af alpakauld og tæpper i lige så mange forskellige farver som bjergene bag byen.
Foto: Sole Bugge Møller

I boderne på torvet kan man købe bløde trøjer af alpakauld og tæpper i lige så mange forskellige farver som bjergene bag byen.

Det er, som om tiden går langsommere her. På torvet står boderne side om side, hvor lokale sælge farvestrålende tæpper og ponchoer af lama- og alpakauld og runde filthatte som dem, de lokale selv går rundt med.

En ørken så hvid som salt

Dagen efter kører vi mod Salinas Grande, små 90 kilometer fra Tilcara. Mens backpackere strømmer til Bolivia for at se saltørkenen Salar de Uyuni, har Jujuy sit eget, mindre kendte eksemplar.

Og når en sø så turkis, at det ligner mundskyl. På bunden har saltet dannet store krystaller, og skyerne spejler sig i overfladen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Alpakaerne, vi mødte, var søde og fredelige.
Foto: Sole Bugge Møller

Alpakaerne, vi mødte, var søde og fredelige.

Køreturen dertil er en oplevelse i sig selv. Nogle steder er jorden flækket åben som en miniudgave af Grand Canyon, og vejen bugter sig som en ål op gennem det dramatiske landskab, til vi når 4.000 meters højde og jokker bremsen i. Midt på vejen står tre alpakaer og ser bøvede ud. De rokker sig ikke ud af flækken, selv om bilen stopper få meter fra dem, men da vi begynder at tage billeder af dem, trasker de til sidst væk fra kørebanen og fortsætter med at tygge drøv.

I det fjerne ser vi en hvid klat midt i det rustrøde landskab. Salinas Grandes.

Saltørkenen er resterne af en sø, der udtørrede for små 10.000 år siden, så kun et saltlag, der af og til er en halv meter tykt, står tilbage. Det kridhvide salt står som en skarp kontrast til den dybblå himmel og danner geometriske mønstre, men da vi forsøger at gå ud på sletten, synker vores sko i. For under saltlaget ligger der vand, så vi beslutter os for at hyre en lokal guide, der står på parkeringspladsen. Han tilbyder at tage os ud på den dybe saltslette for 200 pesos.

»Tag solbriller og solhat på. Lyset er skarpt derude,« siger vores guide.

Salians Grande, som ligger omkring 90 kilometer fra Tilcara, er en mindre kendt  udgave af magiske Salar de Uyuni, som mange backpackere valfarter til Bolivia for at se.
Foto: Sole Bugge Møller

Salians Grande, som ligger omkring 90 kilometer fra Tilcara, er en mindre kendt udgave af magiske Salar de Uyuni, som mange backpackere valfarter til Bolivia for at se.

Cesare er fra den nærliggende landsby og forklarer, at saltlaget nogle steder er så tyndt, at man risikerer at ryge i baljen som tynd is på en vinterdag, hvis man ikke kender terrænet.

Vi hopper ind i hans bil og kører ud til midten af ørkenen, hvor saltet er så hvidt, at det selv bag solbrillerne skærer i øjnene.

Vi stiger ud midt i ingenting.

»Følg mig«, siger Cesare.

Vi træder i hans fodspor og når en sø så turkis, at det ligner mundskyl. På bunden har saltet dannet store krystaller, og skyerne spejler sig i overfladen. Cesare fortæller, at vinden blæser en stor del af saltet væk i løbet af vinteren, men sommeren bringer regn med sig og dermed mere salt.

Pludselig drøner en lastbil forbi; et bizart syn i det øde, monokrome landskab.

Ladet er fyldt med salt, der bliver udvundet industrielt her. Cesare fører os hen til en stribe af rektangler skåret ud af jorden, så klart, blåt vand står tilbage. Det tager et år, før rektanglet naturligt fyldes med salt, der derefter ’høstes’ og bliver til 250 kg køkkensalt – lige til at komme på æggemaden.

Lagkage fra jordens indre

Det var ikke Salinas Grandes, der i første omgang lokkede os til Jujuy, men derimod Cerro de los Siete Colores. På vores sidste dag kører vi til den lille landsby Purmamarca, og straks ser vi en farvestrålende klippe trone frem i baggrunden. Klippen er klædt i tydelige bånd i gule, orange og brune nuancer som en lagkageskive skåret ud af jordens indre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det minder os om, at i Jujuy kan man ikke forvente at spørge Google, Tripadvisor og rejsemagasiner til råds.

Purmamarcas støvede gader er charmerende i sig selv, men det er de syvfarvede klipper, vi er her for, og de viser sig at være sværere at finde end som så. Selv om den første klippe rejser sig bag landsbyen, kan vi ikke finde vandreruten, før vi tilfældigvis går om bag nogle huse og opdager en sti, der fører til et udkigspunkt.

Her åbner en dal sig med en broget farvepalet i sten. Vi giver os til at tælle farver: bordeaux, brun, orange, gul, grøn, rosa, hvid; de kommer fra forskellige jordlag fra forhistoriske søer og floder, der er blevet skubbet opad af de tektoniske plader over millioner af år. Kalk, bly, mangan, jern, svovl og kobberoxid er naturens maling, og det er som at bladre i en geologisk historiebog.

Under os opdager vi vandreruten, vi leder efter, og det minder os om, at i Jujuy kan man ikke forvente at spørge Google, Tripadvisor og rejsemagasiner til råds. Man er nødt til at slide lidt i det og finde sin indre opdagelsesrejsende frem. Eventyret er først lige begyndt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce