Skodbøde. Thailands myndigheder vil have renere strande. Nu koster det en bøde, hvis man smider cigaretten fra sig.
Foto: David Longstreath/AP

Skodbøde. Thailands myndigheder vil have renere strande. Nu koster det en bøde, hvis man smider cigaretten fra sig.

Rejser

Snart kan det koste 19.000 kroner at skodde smøgen på stranden i Thailand

Fra 1. november bliver det forbudt at smide cigaret-skodder fra sig på 20 udvalgte strande i Thailand.

Rejser

Med et enkelt knips sender du dit cigaretskod til side og ned i sandet på Patong-stranden på Phuket i Thailand. Og med den skødesløshed er du nu i risikozonen for at få en bøde på hele 100.000 thailandske baht (cirka 19.000 kroner).

For fra 1. november bliver det forbudt at ryge på 20 udvalgte strande i Thailand. Heriblandt Patong. Det skriver en række forskellige nyhedsmedier. Rygeforbuddet vil fungere i en prøveperiode, hvorefter det muligvis vil blive indført på alle landets strande. Ifølge nyhedsbureauet dpa blev der alene i september samlet 138.000 skod op på netop Patong.

Rejseselskabet TUI regner med at sende 20.000 danskere til Thailand i højsæsonen i år fra november 2017 til og med marts 2018.

Pressechef Nikolai Johnsen siger til Politiken, at selskabet vil finde ud af, hvordan de nye regler skal kommunikeres videre.

»Jeg vil tage en snak med vores destinationsfolk for at finde ud af, hvad det vil være hensigtsmæssigt at melde ud, og hvad der giver mening. Vi skal have snakket med de lokale myndigheder, så vi er sikre på, at det er 100 procent korrekt, hvad vi fortæller vores gæster. For det er vigtigt, at de kender reglerne, men generelt gælder det dog, at man selv har et ansvar for at orientere sig om love og regler på feriemålet«, siger Nikolai Johnsen.

Foruden Patong gælder forbuddet også strande på Ko Samui og Pattaya såvel som Hua Hin, hvor borgmester Nopporn Wuttikul ifølge Bangkok Post støtter initiativet. I Hua Hin vil myndighederne sørge for særlige rygeområder med skraldespande til skodder.

Også Spies afventer

Et andet selskab, der snart sender mange danske gæster til Thailand, er Spies. Produktchef Carlos Cebrian fortæller, at selv om Spies godt kender til den nye røgfrie situation, så venter selskabet med at informere deres kunder.

»Vores holdning er, at vi normalt ikke skriver noget om lokale love eller regler på vores hjemmeside, for der findes helt enkelt så mange lokale og nationale forbud og regler«.

Ligesom TUI afventer Spies derfor situationen, men vil under alle omstændigheder fortælle om de nye tiltag i transferbusserne, når gæsterne ankommer i Thailand.

»Vi har det første charterfly 4. december, så vi har lidt tid endnu til at få et overblik over, hvordan rygeforbuddet rent faktisk vil fungere«, siger Carlos Cebrian.

Rygeforbuddet er det seneste i en række fra de thailandske myndigheder. For snart to år siden blev Phukets strande ryddet for ulovlige/uofficielle strandbarer, restauranter, strandstoleudlejere, massøser og boder med turistsouvenirs. Til stor forvirring og frustration for danske rejsende, der pludselig ikke kunne finde parasoller eller strandstole. Desuden blev det i april i år offentliggjort, at det fra 2018 skal være slut med gademad på Bangkoks fortove, strøg og i smøger.

Nikolai Johnsen fortæller i øvrigt, at rejsende i Thailand skal være klar over, at det er ulovligt at anvende alle former for e-cigaretter samt at tage e-cigaretter ind i landet.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce