Jarawaerne har levet isoleret på Andamanerne i årtusinder, men vores civilisation truer deres livsstil.
Foto: Survival International

Jarawaerne har levet isoleret på Andamanerne i årtusinder, men vores civilisation truer deres livsstil.

Rejser

Kritik af menneskesafari: Turisters nysgerrighed kan være dødbringende for unikt stammefolk

Turister, der besøger Andamanerne i Det Indiske Ocean, vil gerne opleve det indfødte folk, jarawaerne.

Rejser

Hver morgen venter hundredvis af biler ved indgangen til jarawa-stammens reservat på øgruppen Andamanerne i Den Bengalske Havbugt i Det Indiske Ocean. Bilisterne skal på safari – menneskesafari. De kommer for at se og opleve jarawaerne, et folk, som lever på stenalderstadiet.

Jarawaerne lever af at jage vildsvin, skildpadder og varaner med bue og pil og fisker med spyd

Turisterne, som for størstedelens vedkommende er indere suppleret med internationale økoturister og rygsækrejsende, lokker jarawaerne frem ved at smide bananer, kiks og andre fødevarer ud ad bilvinduerne for at få de halvnøgne mænd og kvinder til at danse på den 70 kilometer lange Andaman Trunk Road, der skærer igennem reservatet to steder fra nord til syd.

Om morgenen venter ofte flere hundrede biler på at køre gennem jarawaernes reservat på Andaman Trunk Road.
Foto: Survival International

Om morgenen venter ofte flere hundrede biler på at køre gennem jarawaernes reservat på Andaman Trunk Road.

Flere gange har der været gjort forsøg på at lukke hovedvejen, som blev anlagt i 1970’erne, for turister. Så sent som i oktober i år åbnede myndighederne en alternativ sejlrute fra hovedbyen Port Blair i syd til Baratang i nord uden om jarawa-reservatet. Formålet var at stoppe menneskesafarierne, men bilkøerne er der fortsat hver morgen, og rejsearrangører reklamerer stadig med dem.

Menneskeretsorganisationen Survival International i London, som arbejder for at fremme indfødte stammefolks rettigheder, gjorde i 2012 opmærksom på overgrebene mod og udnyttelsen af jarawaerne, hvilket også blev omtalt i Politiken.

»Sørgeligt nok er Andaman Trunk Road stadig åben. Indiens højesteret beordrede vejen lukket i 2002, men regeringen har nægtet at følge afgørelsen. I ganske få uger var vejen lukket for turister i 2013 efter endnu en højesteretskendelse i januar 2013, men åbnede igen for turister i marts samme år«, oplyser Sophie Grig fra Survival International i en mail. Under lukningen i 2013 blev antallet af biler i jarawa-reservatet reduceret med to tredjedele.

Dødbringende kontakt

Survival International mener ikke, at det lokale politi gør nok for at beskytte jarawaerne. Politiet er korrupt og bestikkes af turarrangører. For år tilbage blev politifolk arresteret for at tvinge jarawa-kvinder til at danse, så turisterne kunne filme dem.

Kontakten med omverdenen er dødbringende både for jarawaernes kultur og liv. Deres immunsystem kan ikke modstå smitsomme sygdomme, eksempelvis mæslinger. I 1999 og 2006 var der udbrud af mæslinger i reservatet, som kostede dyrt.

Krybskytter, som trænger ind i reservatet, gør jarawaerne afhængige af alkohol og marihuana og udnytter også jarawa-kvinderne seksuelt, når kvinderne er påvirkede af enten alkohol eller narko. Krybskytterne rammer jarawaerne ekstra hårdt, fordi de jager de samme dyr som stammefolket.

Jarawaerne lever af at jage vildsvin, skildpadder og varaner med bue og pil og fisker med spyd. De er også samlere, og på menuen står frugt, rødder, rodknolde og honning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ifølge Sophie Grig er der 471 jarawaer, og det er faktisk flere end i 2012, da Politiken sidst skrev om dem. Dengang var tallet 403. Jarawaerne er et af flere indfødte folk, som lever på Andamanerne og naboøgruppen Nicobarerne. De er små, mørkhudede og krushårede negritoer – en betegnelse for asiatiske pygmæfolk – som ligner afrikanske buskmænd. De holder sammen i grupper på 40-50 stammemedlemmer og bor i chaddhas, som de kalder deres hytter.

Jarawaerne har levet i den tropiske regnskov på Andamanerne i 60.000 år og var sammen med tre andre stammer de eneste på øerne, indtil briterne og senere inderne ankom i midten af det 19. århundrede.

Turismens grimme ansigt

Mindst tre lokale rejseselskaber, som promoverer menneskesafarier, har Survival International identificeret. Alle hjemmehørende i Port Blair.

Det er forbudt at kontakte og filmen jarawaerne, men mange turister ignorerer forbuddet.
Foto: Survival International

Det er forbudt at kontakte og filmen jarawaerne, men mange turister ignorerer forbuddet.

Sophie Grig skriver i sin mail, at det drejer sig om Tropical Andamans, Experience Andamans Tours og Go2Andaman. Sidstnævnte skriver direkte på hjemmesiden, at man kan være heldig at få øje på jarawaer, som krydser Andaman Trunk Road, når man kører gennem Jarawa-reservatet. Go2Andaman gør dog opmærksom på, at det kan koste en bøde eller sågar fængselsstraf, hvis man kontakter jarawaerne, giver dem mad eller fotograferer dem.

Marco Polo er et af de danske rejsebureauer, som har Andamanerne på programmet. Marketingansvarlig Anders Stoustrup siger, at Marco Polo har haft Andamanerne på hjemmesiden i et års tid, men endnu ikke solgt rejser dertil. Anders Stoustrup, som er uddannet antropolog, fastslår, at Marco Polo aldrig ville arrangere menneskesafarier:

»Vore ture til Andamanerne er ren badeferie. Vi tager skarpt afstand fra menneskesafarier. Jeg synes, det er fint, at kulturer mødes, men det skal foregå under ordentlige forhold og på en måde, så modparten også får noget ud af det. Det skal være deres – i dette tilfælde jarawaernes – eget valg, om de vil mødes med andre kulturer. Hvis de ikke har lyst til at mødes, skal man lade dem være i fred. Det skal foregå på stammefolkenes præmisser«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lige så klar i mælet var Lars Gundersen fra Kipling Travel, som også arrangerer ture til Andamanerne, da Politiken spurgte ham for fem år siden. Hvis en gæst forespurgte, om hun kunne komme ud til jarawafolket, ville svaret være et nej:

»For mig svarer det til at arrangere sexrejser, hvilket vi heller aldrig kunne drømme om. Turismen stikker her sit grimme ansigt frem, og det er næsten skamfuldt at være vidne til. Jeg ved godt, at begrebet ’mennesketurisme’ eksisterer, men forstår det ikke. Jeg er bange for, at det ikke vil forsvinde foreløbig, medmindre der kommer mere folkeoplysning«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce