Annonce
Annonce
Rejser

Hoteltjek: Perfekt beliggenhed og jævn komfort i Sydney

Drop morgenmaden på Cambridge Hotel i den hippe bydel Surry Hills.

Annonce

Om hotellet

Cambridge Hotel, 212 Riley Street, Surry Hills, NSW 2010, Sydney, Australien

cambridgehotel.com.au

Fremragende beliggenhed

Stort, lyst værelse med udsigt

God service døgnet rundt.

Slidt og uæstetisk hotel

Lille, lunken swimmingpool

Dyrt wi-fi

Der er hyggeligere i de små gader omkring Cambridge Hotel i Sydneys hippe bydel Surry Hills, end der er på hotellets ellers rummelige værelser. Det ligger tilpas tilbagetrukket fra byens fortravlede og turistede mylder, men i gåafstand fra Operahuset, shoppingområder og øvrige attraktioner og klos op ad det farverige homoliv og med den stemningsfulde gourmetgade Crown Street lige om hjørnet.

Beliggenhed: Cambridge Hotel i Surry Hills ligger 10 minutters gang fra den nærmeste metrostation, ’Museum’, med hurtige og hyppige forbindelser til alle dele af byen. Det er 30-40 minutters kørsel mellem lufthavnen og hotellet, hvilket i taxa koster ca. 250 kroner afhængig af trafik, mens hotellet tilbyder shuttlebus til 75 kroner per person.

Indretning og pris: Værelset ’Deluxe balcony room’, som Politiken tjekker ind på, virker stort og byder via to panoramavinduer på en imponerende udsigt over byens skyline samt kig til Operahusets top her fra 10. etage. Værelset er udstyret med en kæmpemæssig fladskærm og egen store altan – dog uden stole og bord, hvilket ville være oplagt, når man tager udsigten og altanens rummelighed i betragtning.

LÆS OGSÅAlt ånder klasse på hotel i Argentinas hovedstad

Ved nærmere eftersyn lader detaljerne dog en hel del tilbage at ønske. Værelsets grå gulvtæppe virker en smule ulækkert og er udstyret med store skjolder, mens en udefinerbar sødlig lugt præger rummet. Badeværelset med karbad er rent og pænt, ligesom den store seng er komfortabel med puder i forskellige størrelser og hårdhedsgrader.

Overordnet virker hotellet slidt og stilmæssigt forvirret og ikke særlig gennemført. De skrigorange søjler ved indgangspartiet, kæmpe plastiklamper og forskelligfarvede glasvægge gør ikke noget godt for æstetikken. Ligeledes undrer man sig over, hvem der mon har udvalgt værelsets postkasserøde lædersofa.

Afhængig af sæson og ugedage koster et ’Deluxe balcony room’ ifølge hotellets hjemmeside fra 690 kroner per nat, mens det billigste standardværelse står i mindst 540 kroner per nat.

Faciliteter og service: Personalet i den døgnåbne reception er imødekommende og hjælpsomt, ligesom rengøringen på værelset er upåklagelig. Det samme er wi-fi-forbindelsen, i hvert fald hvis man vælger hotellets hurtigste og dyreste, som til gengæld koster godt 40 kroner i døgnet. Knap så imponerende er den lille, indendørs swimmingpool med lunkent vand.

Morgenmaden serveres i den tilstødende Baccomatto Osteria, der om aftenen fungerer som selvstændig restaurant og er noget mere hyggelig end resten af hotellet, der er en anelse stemningsløs. ’Continental Breakfast’, hvilket her dækker over en basal morgenmadsbuffet med yoghurt, cornflakes, mysli, toastbrød, lidt pålæg og små croissanter samt te og nescafé, koster 75 kroner, mens man for 10 kroner ekstra kan få æg, bacon og espresso. Udmærket og mættende, men ingen gourmetoplevelse.

LÆS OGSÅHoteltjek: Her skal du bo, hvis du elsker vin, øl og glade dage

Værelset indeholder desuden en veludstyret minibar til rimelige priser, mens der er mulighed for roomservice fra restauranten i underetagen.

Om det er dårlige erfaringer fra det festlige natteliv om hjørnet, der er årsag til hotellets lejrskoleagtige regler for adfærd efter mørkets frembrud, er uvist. Men i hvert fald er det forbudt at holde fest på værelserne samt at have gæster på besøg efter klokken 22.

Konklusion: Cambridge Hotel er med sin centrale, men tilbagetrukne beliggenhed et godt valg, ikke mindst hvis man planlægger at bruge flere vågne timer i de små, hyggelige gader omkring end på hotellets store, men knap så hyggelige værelser. Hotellets morgenmad kan man godt droppe til fordel for områdets mange lokale cafeer.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Rejser, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler

Champagne, sexlegetøj og sjov på hipt newyorker-hotel

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce