Annonce
Annonce
Rejser

Togtur: Sådan oplever du bedst Sri Lanka

Sri Lanka modtager gæster med åbne arme og ”rice and curry” trods en lang borgerkrig og en ødelæggende tsunami. Tag toget og få en uforglemmelig oplevelse på denne perle af en ø.

Gem til liste

Højtaleren skratter. Jeg stopper, lytter og forsøger at afkode, om ”Ella” dukker op i strømmen af sinhalesiske gloser. En fløjte skærer gennem muren af de ventende passagerers summen. Jeg drejer hovedet fra side til side, søgende efter skilte på togene.

“This train to Ella, or that train?”. Jeg peger skiftevis på de to tog på perronen, og kigger spørgende på en mand, der sidder på hug ved siden af to brune sække med skriften ”Ceylon tea”. Han smiler med hele ansigtet og vrikker med hovedet: ”Yes, yes”.

Fløjten lyder endnu engang, og toget til venstre sender en tyk, sort røg op af skorstenen. Enten kører toget op i bjergene mod Ella, eller også ender jeg tilbage i Colombo, hvor jeg begyndte.

Ælle bælle - Jeg vælger toget til venstre.

Buddha mangler en tand

Jeg kaster min rygsæk ind i toget og griber fat i døren lige i det toget giver et ryk og langsomt begynder at tøffe ud af stationen i Kandy. Jeg klemmer mig ned på det brune, slidte sæde af imiteret læder ved siden af en mor, bedstemor, to børn, en potteplante og en gennemsigtig plastikpose med ris og karry til turen. De to børn vipper med deres blomstrede klipklappere og kigger nysgerrigt på mig og mine noget større klipklappere.

LÆS OGSÅ: Her er Sri Lankas bedste strande

Ud af vinduet ser jeg Kandy og de nymalede grønne bænke på perronen forsvinde. Med Kandy forsvinder ”Temple of the tooth”, som eftersigende skulle indeholde en af Buddhas tænder. Bag mig forsvinder også søen og historien om det sidste srilankanske kongerige, der stolt holdt stand mod englænderne frem til 1815, men derefter frem til 1948 var en del af det britiske imperium.

Befolkningen er ved at få luft efter 25 år med en borgerkrig, der har kostet 80.000-100.000 mennesker livet. Sårene er ikke tydelige for det blotte turistøje, og som toget bumler op i højlandet, gennem teplantager og små hvidkalkede, idylliske togstationer, forsvinder også checkpoints og soldater og dermed de få ting, der minder mig om, hvad landet for nylig har været igennem. Sårene er der, og turistindustrien bløder stadig, men srilankanerne håber på, at deres natur, strande, mad og kultur med tiden kan puste liv i turismen igen.

Toget er vejen frem

En togbetjent i en kakibrun uniform og to distinktioner på kraven sætter sig ved siden af mig. En sort livrem med blankpoleret messingspænde kæmper for at holde hans kuglerunde mave på plads. Med øjnene måler han mig, og idet han taler, hopper det store, sorte overskæg op og ned:

”Where are you from?”

”Denmark”.

“Oh Denmark. Very nice. You like Sri Lanka?”.

Jeg smiler, nikker og forklarer ham, at jeg er på rundrejse. Jeg trækker kameraet frem af tasken og viser ham billederne fra markedet i Colombo, de store hvide, buddhistiske pagoder i Anuradhapura og resterne af de royale paladser i Polonnaruwa.

Han tager kameraet og bladrer frem og tilbage i mine billeder. Han undrer sig over alle mine togbilleder, og jeg forklarer ham, at jeg så vidt muligt forsøger at rejse med tog, fordi man ser mere. Og så har togets bumlen en dejlig afslappende effekt.

Han vrikker så kraftigt med hovedet, at jeg er bange for, det falder af: ”Yes, train very good and cheap - but old”. Han peger på det slidte, grå linoleum på gulvet:

”And where you go now?”

Jeg tager mit kort frem og peger på Adams Peak. Han lyser op i et smil og forklarer, at han hvert år tager på pilgrimsvandring til bjerget: ”Very nice and good karma”.

Da toget til sidst sænker farten, peger betjenten ud af vinduet. ”Hatton is your stop. Then you take bus to Adams Peak”.

Klokken er to om morgenen. Det er mørkt. Det er tåget. Det er koldt. Min krop og min hjerne debatterer. Kroppen vil hellere vende om og krybe i soveposen i mit guesthouse. Min hjerne peger op mod bjerget, mod Adams Peak og trumfer kroppen med argumentet om, at seks timers bustur gennem hårnålesving og sammen med en busfuld af køresyge srilankanere ikke skal være forgæves.

Jeg går forbi et kloster, hvor de orangeklædte munke gør klar til morgenens første bønner. På en sten sidder en munk med en kop dampende te. Han følger mig med øjnene mens jeg forsøger at finde den rette sti. Det er koldt men inden længe pibler sveden frem på panden. I det fjerne kan jeg så småt skimte silhuetten af bjerget og bag mig kan jeg høre flere turister snakke. Jeg er på rette vej.

Lyskeglen fra pandelampen rammer de vindblæste og forladte teboder langs stien. I pilgrimstiden fra december til maj trodser tusinder hver dag barfodet de 5.200 trin til toppen af bjerget. Det skulle efter sigende være et cirkus af en anden verden. Men i dag har vi bjerget for os selv. Efter to en halv times opstigning, står jeg nu her på Adams Peak. Kun en håndfuld turister og en herreløs hund har gidet stå op midt om natten for at se solopgangen.

Mens jeg venter på, at solen vågner, studerer jeg noget, der ligner et stort fodaftryk.

Den Buddhistiske legende siger, at Buddha skulle have sat sit hellige fodaftryk, da han var på vej mod paradis. Den kristne legende siger, at Adam satte sin fod her, da han blev smidt ud af Edens have. Den hinduistiske legende siger, at fodaftrykket på den 2.243 meter høje top tilhører Shiva, den hinduistiske gud. Det kommer an på øjnene, der ser på fodaftrykket.

Solen bryder frem bag de grønne toppe, driver tågen væk og spejler sig nu i søerne. Solopgangen får mig til at glemme alt om turen til bjergets fod i en propfyldt bus med halsbrækkende hårnålesving og følelsen af, at hjertet, havde sat sig permanent fast i halsen. Hvis jeg var buddhistisk munk, så ville jeg også slå mig ned her i det lille kloster på toppen, nyde roen, udsigten og sende bønner ud til alle dele af øen. Selv min krop er nu overbevist om, at turen var værd at stå op for. Men livet leves i toget blandt mennesker og ikke på en ensom bjergtop, så turen går nedad igen, tilbage til toget og virkeligheden.

Mere engelsk end England

Det giver et ryk. Jeg har lige akkurat fået mig presset ind ad døren i toget. Og så bevæger det røde lokomotiv og de fem brune vogne sig langsomt væk fra perronen. Stationen står, som englænderne forlod den, da Sri Lanka blev uafhængig. Hvidkalkede mure, røde, manuelle håndtag til sporskifterne og i døren står stationsforstanderen i sin hvide uniform og tilser, at alt går rigtigt til. Toget starter på endnu en klatretur. Op, op, op.

Jeg er tilbage i toget efter turen op på Adams Peak og gør et kort stop i den gamle engelske sommerresidens Nuwara Eliya. Her står golfbanen, gamle engelske bungalows og resterne af det, der engang var en væddeløbsbanen, tilbage og synes at være mere engelsk end England selv.

Englænderne forlod Sri Lanka i februar 1948 kort efter Indien opnåede selvstændighed. Kolonimagten efterlod sig mange fodaftryk i form af privatskoler og skoleuniformer, teplantager, bungalows, togskinner og hvor der er plads, svinger drenge og mænd cricketbattet og viser, hvordan de lokale crickethelte næste gang skal batte englænderne eller inderne ud af banen. Ikke mindst efterlod englænderne det engelske sprog, hvilket letter rejsen rundt på Sri Lanka.

Tamilere plukker din te

Jeg sidder i døråbningen med benene dinglende ud af toget. Toget kører gennem grønne teplantager, hvor små, mørke, tamilske kvinder klatrer rundt på bjergskråningerne som små myrer. De plukker dagligt 20-30 kilo teblade for hvad der svarer til 15 danske kroner.

Vi balancerer over nye og gamle broer og henover floder, hvor kvinder vasker tøj og mænd vander deres kvæg. Fra døren ser jeg ind i Sri Lankas baghave. Mødre, der koger ris til familien, bønder, der med okse pløjer rismarkerne og en munk i en orange dragt fejer pladsen foran de hvide, buddhistiske pagoder.

LÆS OGSÅ: Det skal du også opleve på Sri Lanka

Srilankanerne er hovedsageligt buddhister, men jo længere toget bumler ind i højlandet, desto flere små hindutempler dukker der op, som små paddehatte landskabet. Med deres rød- og hvidstribede mure og et væld af forskellige farverige guder på tagene, står de i stærk kontrast til de hvide, stilrene buddhistiske templer.

Langsomt bliver det køligere i døråbningen, og jeg finder en plads på et sæde. Overfor sidder en mor med sin søn og datter. Moderens sari og datterens bindhi (en lille gule plet i panden) minder mig om, at højlandet huser en stor tamilsk befolkningsgruppe, som englænderne hentede til Sri Lanka som billig arbejdskraft i teplantagerne. Geografi, historie og kaste adskiller dem fra tamilerne på den nordlige del af øen. Tamilerne i højlandet tilhører hovedsageligt en lavere kaste end de tamilere, der immigrerede fra Sydindien for 1.000 år siden.

”Vade, vade, vade”. En mand balancerer igennem toget med en stor kurv på hovedet. Han sætter den foran mig og tilbyder mig en snack lavet af linser og chili. En bid, og min mund er i flammer. Efter ham kommer popcornmanden, så ananasmanden og så peanutmanden. Til sidst sidder jeg med et bjerg af snacks i grønne plastikposer og kræmmerhuse, foldet af gamle, ternede regneark, der minder mig om, at 2+2 er 4 – også på Sri Lanka.

Den tamilske dame over for mig kigger på mine indkøb og sender mig et smil. Hendes tænder er blodrøde, som om hun har slået munden. Hun kigger væk og stopper et grønt, frisk fem centimer langt, hjerteformet betelblad ind i munden og derefter lidt rød betelnød. Tygger, tygger og tygger.

Hun læner sig ud af togvinduet og sender så en imponerende, rød ”betel-stråle” ud af togvinduet. Det forklarer pludselig de mange røde pletter på gulvene rundt om på togstationerne. Betelnøden og betelbladet skulle have en opkvikkende virkning, men jeg takker nej, da damen med de blodrøde tænder smilende tilbyder mig en smagsprøve.

Jeg kører på tredje klasse, men underholdningen, servicen og udsigten er første klasses.

Lugten af togbremser er den samme over alt, hvad enten man er New Yorks subway, i Middelfart eller i Ella i Sri Lankas højland.

Lugten forsvinder sammen med toget, og de nu halvtomme vogne kører videre op i højlandet. En fantastisk togtur slutter for mig her i Ella, en lille søvnig landsby omkranset af grønne toppe. Her sker ingenting - absolut intet - på den behagelige måde. De næste tre dage vandrer jeg gennem teplantager, finder vej til vandfald og templer og tester variationer af ris og karry.

Tsunamien slugte hans venner

”Matara, Matara, Matara”. Den spinkle buskonduktør giver plads, så jeg kan mase mig ind i bussen. Han råber endnu engang destinationen og klapper på siden af bussen som signal til chaufføren. Med sømmet i bund blæser vi ud af Ella og dalen i retning af Sri Lankas sydkyst.

Ti timer, tre busser og en bog senere står jeg på togstationen i Matara og når kun lige toget det sidste stykke til Hikkaduwa. Toget bumler langs kysten forbi strandene i Mirissa og det gamle fort i Galle. Duften af tang og hav blæser ind af vinduerne. Fiskere trækker deres både op på stranden og surfere fanger dagens sidste bølger. Og bag sønderrevne og forladte huse glider den orange sol langsomt ned.

”Tsunami”, siger en en ung mand i en rød Quicksilver t-shirt på sædet ved siden af mig. Han nikker i retningen af husene, der nu står som tydelige ar efter tsunamiens tæsk. 30.000-40.000 mennesker omkom på Sri Lanka 2. juledag 2004.

Han fortæller, at hans familie med bølgen i hælene nåede at flygte ind i junglen. De slap med skrækken, men flere af hans surfervenner blev slugt af bølgen. Han drejer lidt på det lille surfboard, som hænger om hans hals i en kæde. Det er fem år siden og nogle ar er helet, mens andre aldrig forsvinder.

Et paradis for surfere

Vi står begge af i Hikkaduwa og går langs togskinnerne ind mod byen. Den unge mand inviterer mig med hjem til sin lille ”rice and curry” restaurant. Vi passerer de bulede rester af et tog, hvori hundredvis af srilankanere druknede, da bølgen rev toget med ind i junglen, som var det et stykke legetøj. Han peger på to surfboards på taget af en autorikshaw og fortæller mens vi går, at byen stadig er populær blandt surfere og backpackere på grund af de gode bølger og strandene.

Mens han dækker op til ris og karry i sin lille ”Home Grown Restaurant” fortæller han hvordan vandet trak sig så langt ud, at man kunne se havbunden 100 meter ude. Med en serveringsbakke under armen viser han, hvordan hans bror og flere andre surfere tog deres surfboard under armen og gik i land på den blottede havbund. Det reddede dem. Kort efter åd bølgen andre af hans surfervenner, da den bankede ind på kysten og overraskede dem. ”Many surfers and local people died.”

Moderen kommer ud fra køkkenet og serverer en dampende ris og en gul karrysovs med kylling. Hun slår sig ned ved siden af os. I huset bag restauranten bor tre generationer under samme tag. Familien har boet her lige så længe moderen kan huske. De snakker om at flytte længere ind i landet, men deres restaurant lever af turisterne, der bor tæt på stranden, så hvad skal de gøre?

Jeg lytter til havets brusen, begraver endnu engang mine fingre i en gul ris og karry og tænker tilbage på 14 dages togtur rundt på denne lille perle af en ø.

Hvornår skal jeg tage af sted?

Sri Lanka har tropisk klima og har to perioder med regntid.

December til marts er den bedste tid at besøge vest og sydkysten samt højlandet. Det er i denne periode flest turister besøger landet.

April til september er den bedste tid at besøge de gamle kongebyer nordpå og østkysten.

Hvordan kommer jeg dertil?

Det er kun muligt at komme til Sri Lanka med fly og landet har pt. kun én international lufthavn et stykke uden for Colombo. På grund af borgerkrigen har man i mange år ikke kunne (kunnet) sejle via Indien.

Det danske rejsebureau Apollo har Sri Lanka på sit kommende vinterprogram. Læs mere på www.apollorejser.dk

Hvor kan jeg overnatte og spise?

Sri Lanka har både små familiebaserede guesthouses og restauranter, men også femstjernede hoteller.

Hvad koster det?

Flybilletten er dyr, men opholdet og transport på øen er billig. Flybilletten koster fra København eller Hamborg 5000-7000 kr. alt efter tidspunktet. Overnatning kan fås fra 25 kr. for det billigste til 1000 kr. for det dyreste.

Ris og karry på ”Home Grown Restaurant” i Hikkaduwa koster 15 kr. Buffeten på det femstjernede Galle Face Hotel i Colombo koster 75. kr.

Hvordan tager jeg toget?

Togbilletter købes på togstationen og flere stationer har et salgsvindue specielt for turister.

Du behøver ikke pladsbilletter til de fleste tog, men kan dog reservere sæder i nogle få eksprestog, som kører mellem de større byer. Du kan vælge mellem tre standarder på togene:

Første klasse: Fordelen ved første klasse er, at du er sikret et sæde. Du kan booke dem på togstationerne og gør det et par dage i forvejen. Ønsker du at sidde godt og få den bedste udsigt i toget fra Kandy til Badulla i højlandet, så skal du vælge 1.kl. ”observation car”. Udfordringen er, at du ikke kan booke billetter online og derfor først kan gøre det når du kommer til Sri Lanka, så book dem, så snart du kommer til en togstation.

Anden klasse: Her er sæderne lidt bedre end 3. klasse og her er færre mennesker

Tredje klasse: Det er her underholdningen er, men har du ikke lyst til at stå og sidde tæt, så vælg 2. klasse.

Et godt råd er, at holde sig til når du skal på toget. Køkultur er ikke eksisterende. Flere srilankanere optager sæder ved at række en arm ind af vinduet og lægge et tørklæde eller en hat på sædet, så det ser reserveret ud.

Hvad koster toget?

Toget er den billigste måde et rejse på.

Min syv timers togtur fra Kandy til Ella koster på anden klasse 12 kr. På første klasse med stort panoramavindue koster det 40 kr.

En førsteklassesbillet for en tre timers togtur mellem Colombo og Kandy koster 15 kr og tredje klasse koster fem kroner. På det normale tog på samme strækning koster anden klasse syv kroner og tredje klasse tre kroner

Hvor bliver jeg klogere på tog, tidsplaner og priser?

www.seat61.com

www.railway.gov.lk

TUREN GÅR TIL GODE REJSEMÅL I September

Istanbul

Istanbul

En by, to verdensdele, 9.000 års historie og 14 mio. indbyggere

Paris

Paris

Paris har efterhånden udtømt listen af superlativer, der med rimelighed...

London

London

Dekadente stormagasiner, mad-templer, teatre og gigantiske museer....

Dublin

Dublin

Dublin er cremet skum og fløjlsblød fyldighed i en Guinness, storslåede ...

Firenze

Firenze

Firenze, Firenze, Firenze. Hvem kan sige ”Firenze” uden at slå...

Edinburgh

I et hus fra Middelalderen sælger de billige kilte og whisky. Ude ved...

Berlin

Anarkistisk, fandenivoldsk og tilbagelænet. Men også svulstig og...

Amsterdam

Kanalhuse, Rembrandt, skæv tobak og multikulturel spændvidde. Amsterdam er...

New York

New York er smuk, kreativ, dekadent, dyt, båt, bimlende, bamlende, forrykt...

Göteborg

Fem Michelin-restauranter, verdens bedste samling af nordisk kunst,...

Prag

Højt skummende øl på værtshuse, der minder om gamle landevejskroer....

Budapest

Smukt udsmykkede termalbade med velgørende varmt vand, gamle kaffehuse med...

Hamburg

Hamburg er Europas næststørste havneby. Og havneområdet HafenCity er da...

Lissabon

Traurig kærlighedsmusik, skramlede sporvogne på stejle bakker og en af...

Barcelona

Lækre tapasbarer, eventyrlig arkitektur, sprudlende natteliv og et...

PolitikenPlus
  • Toilettaske Alsidig taske i G-1000 materiale til opbevaring af netop det du skal have med på din rejse.

    Pluspris 255 kr. Alm. pris 299 kr. Køb
  • Pengekat Alsidig lille taske i G-1000 HeavyDuty. Tasken har justerbar rem, hovedrum med lomme til telefon og sikkerhedslomme på bagsiden.

    Pluspris 238 kr. Alm. pris 279 kr. Køb
  • Rejsepung Rummelig rejsepung i G-1000 materiale med plads til pas og ufoldede boardingkort - perfekt til at medbringe på din rejse.

    Pluspris 399 kr. Alm. pris 469 kr. Køb
  • Rullekuffert Rullekuffert i slidstærke materialer og med snittesikkert wirenet og punktersikre lynlåse, der kan forhindre indbrud i kufferten.

    Pluspris 1.869 kr. Alm. pris 2.199 kr. Køb
  • Rem til kamera Håndlavet kamerarem i et stykke kraftigt læder. Remmen passer bedst til kameratypen kompakt, samt semi-SLR. Remmen er 12 mm. bred, 3,1 mm. tyk og er 92 cm. lang.

    Pluspris 249 kr. Alm. pris 295 kr. Køb