Annonce
Annonce
Rejser

Hvad skal du læse i sommerferien?

Nogle forfattere kan skildre verden så fængende, at det forstærker rejseoplevelsen. Her er en række bøger, der kan give ferien en ekstra dimension på 10 populære destinationer.

Gem til liste

Det er ikke ligegyldigt, hvilke bøger, man tager med, når man skal ud at rejse. Ved at supplere guidebøgerne med historier og fortællinger, der foregår i netop de byer og områder, du besøger, kan du få rejsemålet gjort levende, før du ankommer – og få lagt ekstra perspektiv på oplevelsen, mens du er der.

Nogle forfattere formår at skildre byerne på en måde, så fortællingerne medvirker til at forstærke ens oplevelse af – og på – stedet. Ens egne indtryk fordobles.

Der er noget særligt sansepirrende ved at læse en roman, der foregår i Istanbul, mens man er i byen, at blive smittet med indtryk af Grækenland og øhavet, før man tager af sted, eller at fornemme den provencalske ro, allerede mens man venter i motorvejskøens stegende varme.

Her har vi udvalgt 10 byer og lande – og de bøger, du bør overveje at pakke med i kufferten på vej dertil.

1. Istanbul


Skal man til Istanbul, bør man pakke den seneste modtager af nobelprisen Orhan Pamuk med i kufferten. Få har som Pamuk formået at indkapsle Istanbuls miks af Europa og orientalisme, oplysningtænkning og fundamentalisme, storhed og armod, munterhed og melankoli.

Gader og stræder – også Bosporus – levendegøres under Pamuks fremragende beskrivelser, hvor byen ofte fungerer som sindsbillede på hovedpersonernes tilstand.

I Den sorte bog følger vi hovedpersonen Galips søgen rundt i Istanbul efter sin forsvundne kone Rüya, og i Mit navn er rød præsenteres vi for en kreds af stridende, ambitiøse og misundelige miniaturemalere i Istanbul i slutningen af 1500-tallet. Begge romaner blander krimiplot med kærlighedsroman i historier, der sætter sig fast, til længe efter ferien er forbi.

Overvej også at læse Orhan Pamuks seneste bog, Istanbul, der er en erindringsbog, hvor forfatterens egen personlige historie kædes sammen med Istanbuls og det moderne Tyrkiets.

Få inspiration med vores guides til Tyrkiet



2. New York


Paul Auster er egentlig født og opvokset i New Jersey, men er blevet indbegrebet af New York og ikke mindst bydelen Brooklyn, hvor han bor med sin kone Siri Hustvedt – også hun forfatter.

New York er skueplads for de fleste af Austers romaner, fra den minimalistiske romantrilogi City of Glass (da. By af Glass) til den løsslupne og stærkt underholdende Brooklyn Follies (da. Brooklyn dårskab).

Den sidste er den mest oplagte ferielæsningsbog, og diners, antikvarboghandlere og Brooklyns fortættede leben løber gennem pennen, så det er svært ikke at forelske sig allerede før mødet med New York.

Det er heller ingen dum idé at få fat i et eksemplar af John Dos Passos klassiker Manhattan Transfer, der skildrer storbyen som en vrimmel af stemmer og lyde.

LÆS OGSÅ: Oplev New Yorks ukendte side


3. Berlin


Hører man til dem, der var vild med den tyske feel good-film Goodbye Lenin, er der gode chancer for, at man også vil kunne lide Thomas Brussigs Am kürzeren Ende der Sonnenallee, eller som den hedder i dansk oversættelse: I den korte ende af Sonnenallee.

Lyder det også som noget, man har set, er det, fordi romanen filmatiseredes under titlen Sonnenallee, og selvom historien på mange måder minder en del om Goodbye Lenin, fik Sonneallee aldrig det samme store publikum. Gik man glip af filmen, er der desto større grund til at læse bogen.

I den korte ende af Sonnenallee er også en post-DDR-fortælling, der handler om tilværelsen, som den former sig, når man er født på den forkerte side af Berlinmuren – i den korte ende af Sonnenallee. Bogen skildrer 1980’ernes østberlinske dagligdag, med alt hvad det indebærer af forbudte Rolling Stones-LP’er, paranoia over dem, man tror, er Stasi-agenter og om Michas forelskelse i Miriam – kvarterets åbenlyse skønhed. Uheldigvis er hun allerede kæreste med én fra den anden side af Muren.

Historien er interessant, hvis man vil fantasere lidt om, hvordan den forbandede mur, der delte Berlin i næsten 30 år, har været med til at påvirke byens indbyggere – også selvom Østberlin for længst er blevet meget mere cool end Rolling Stones.

Læs også Alexander Döblins gamle klassiker Berlin Alexanderplatz, der som titlen antyder, udspiller sig på og omkring Alexanderplatz, som på Döblins tid var symbolet på storbyen. Det er dette, der holdes i live gennem læsningen, også selvom nutidens Alexanderplatz – og efter Anden Verdenskrigs totale ødelæggelse – ser meget anderledes ud i dag.

LÆS OGSÅ: 10 alternative oplevelser langs Berlinmuren


4. Tokyo


Haruki Murakamis bøger har vundet mange læsere. Også i Danmark. Og med en blanding af hverdagsrealisme og stærkt surreelle stilgreb tegner han et nervøst, flimrende billede af en labyrintisk storby, hvor det kan være svært at finde sit ståsted.

Handlingen i Norwegian Wood udspiller sig som mange af Murakamis øvrige fortællinger i Tokyo. Vi kommer godt rundt i byens afkroge, når universitetsstudenten Toru Watanabe forsøger at få styr på sine følelser for Naoko og et galleri af andre unge kvinder, der slås med destruktive drifter.

Til trods for, at romanens tema er tungt, eksekveres det legende let og underholdende, og det er således intet under, at den er blevet en international bestseller.

LÆS OGSÅ: 10 bizarre ting, du bør vide om Japan



5. London


Hanif Kureishis En forstadsbuddha er blevet en moderne klassiker og er et fremragende og morsomt storbyportræt af London fra 1970’erne og frem.

Hovedpersonen Karim bor med sin britiske mor og sin indiske far i en sydøstlig forstad, hvor faderen – selvom han er muslim – holder buddhistiske meditationsseancer for at indynde sig hos den hvide middelklasse. Disse seancer bliver Karims mulighed for at komme væk fra forstadsmiljøet og ind til storbyen, hvor han prøver sig selv af i fashionable og dekadente miljøer og møder rigmandsfolk, forlorne venstrefløjsaktivister og punkstjerner in spe.

Forfatteren Maeve Binchys Skæbner undervejs er desuden en interessant novellesamling, hvis titler er opkaldt efter byens undergrundsstationer – og har man mod på lidt mere alvorstung sommerferielæsning, skal man ikke snyde sig selv for Virginia Woolfs Mrs. Dalloway.

Den danske udgave af En forstadsbuddhaer udsolgt fra forlaget, men kan findes på engelsk. Søg efter The Buddha of Suburbia.

LÆS OGSÅ: Opdag Londons hemmelige kvarterer



6. Paris


Blandt de mange forfattere, der har beskæftiget sig med og skrevet om Paris, er den gamle, amerikanske mester Henry Miller den, der på fineste vis har indkapslet den erotiske aura, som mange stadig forbinder byen med.

Paris er ikke længere løssluppen som på Millers tid, men flere af hans fortællinger kan virke som inspiration til at lade sig forføre. Læs eller genlæs for eksempel den lille, fortættede Stille dage i Clichy, der koncentrerer handlingen omkring to forfattervenners nedslidte lejlighed på Plache de Clichy og deres natlige udskejelser rundt om i byen.


LÆS OGSÅ: Guide: Paris' bedste restauranter lige nu


7. Sarajevo


Skal man prøve kræfter med en af de helt nye feriedestinationer, og går turen til Bosnien-Hercegovinas hovedstad, skal man anskaffe sig et eksemplar af Miljenko Jergovic’ Sarajevo Marlboro – som dog endnu kun findes i en engelsk oversættelse.

Sarajevo Marlboro beskriver livet under belejringen fra 1992-1995 – en belejring, hvor folk måtte leve i konstant frygt for snigskyttekugler på byens mest udsatte steder – men i erindringsglimt giver fortællingerne desuden et godt billede af tilværelsen i det tidligere Jugoslavien. Bogen er god at have ved hånden, når man vil forstå, hvorfor byen ser ud, som den gør i dag, og når man vil udmåle forskellen mellem Sarajevo anno 2007 og byen, som den var.

LÆS OGSÅ: Syv trippede ture i kommunismens fodspor


8. Venedig

Ingen har som Thomas Mann beskrevet den klaustrofiske kanalby.

Døden i Venedig handler om digteren Gustav Aschenbach, der under en rejse hertil fra hjembyen München kommer i sine følelsers vold og ender med at blive indfanget i en labyrint, der rummer dekadence og dødelig sygdom.

Venedig kan i mere end én forstand være en by, som det er svært at komme væk fra igen, og den korte fortællings vrimmel af markedssælgere, gondolierere og unge mennesker, hos hvem det kan være fristende at indynde sig, skaber et bagtæppe, der hænger ved på traveturene rundt i de snævre gader.

Hvor skal du shoppe og spise? Find inspiration med vores guide til Venedig



9. Spanien


Går turen til Spanien, kan man passende varme op med Hemingways fyrige klassiker Og solen går sin gang, hvor han udødeliggør Pamplona i Nanana-distriktet og den berømte San Fermin-festival, hvor dristige mænd lader sig jage rundt i gaderne af vilde tyre.

Er man interesseret i at få Spaniens dramatiske, nære fortid ind under huden, kan man gøre det med Arturo Bareas selvbiografiske trilogi Smedjen, Den blodige vej og Oprøret, der blandt andet beskriver Spanien under Franco, men som samtidig er en stilistisk opvisning i synsindtryk, lyde og dufte, der kalder Madrids gader frem under læsningen.

Den danske udgave af Og solen går sin gang er udsolgt fra forlaget, men kan findes på engelsk. Søg efter The Sun Also Rises.

LÆS OGSÅ: Oplev Spanien med 300 km/t


10. Grækenland og de græske øer


Den kontroversielle italienske, nu afdøde forfatter, Oriana Fallacis En mand er foruden en gribende kærlighedshistorie også en glimrende indgang til den græske historie omkring militærdiktaturet, der strakte sig fra 1967-1974. Ind imellem de barske skildringer er der imidlertid også fine bybilleder fra Athen og fra en række af de græske øer.

Skal man til de græske øer, findes der dog ingen bedre guide end Homers flere tusind år gamle skildringer af helten Odysseus og hans besværlige rejse rundt om i et ørige bestående af et galleri af mytologiske skikkelser med overnaturlige evner. Når man lige har fået vænnet sig til Odysseens verseform, er de drabelige historier svære at lade ligge.

LÆS OGSÅ: Oplev det hemmelige Kos


Hvad mener du?
Vi vil gerne have dine tips: Hvad er god ferielæsning? Skriv din mening i kommentarsektionen herunder.

Udforsk vores guides: Restauranter, seværdigheder, caféer og barer
Storby:Rom, Lissabon, Berlin, Århus, Toscana, Firenze, Se flere
Sol & strand:Gran Canaria,Costa Brava, Cypern, Mallorca, Algarve

TUREN GÅR TIL GODE REJSEMÅL I Juli

Berlin

Berlin

Anarkistisk, fandenivoldsk og tilbagelænet. Men også svulstig og...

Barcelona

Barcelona

Lækre tapasbarer, eventyrlig arkitektur, sprudlende natteliv og et...

Prag

Prag

Højt skummende øl på værtshuse, der minder om gamle landevejskroer....

Firenze

Firenze

Firenze, Firenze, Firenze. Hvem kan sige ”Firenze” uden at slå...

Lissabon

Lissabon

Traurig kærlighedsmusik, skramlede sporvogne på stejle bakker og en af...

Amsterdam

Kanalhuse, Rembrandt, skæv tobak og multikulturel spændvidde. Amsterdam er...

New York

New York er smuk, kreativ, dekadent, dyt, båt, bimlende, bamlende, forrykt...

Hamburg

Hamburg er Europas næststørste havneby. Og havneområdet HafenCity er da...

London

Dekadente stormagasiner, mad-templer, teatre og gigantiske museer....

Dublin

Dublin er cremet skum og fløjlsblød fyldighed i en Guinness, storslåede ...

Istanbul

En by, to verdensdele, 9.000 års historie og 14 mio. indbyggere

Göteborg

Fem Michelin-restauranter, verdens bedste samling af nordisk kunst,...

Paris

Paris har efterhånden udtømt listen af superlativer, der med rimelighed...

Edinburgh

I et hus fra Middelalderen sælger de billige kilte og whisky. Ude ved...

Budapest

Smukt udsmykkede termalbade med velgørende varmt vand, gamle kaffehuse med...

PolitikenPlus
  • Rullekuffert Rullekuffert i slidstærke materialer og med snittesikkert wirenet og punktersikre lynlåse, der kan forhindre indbrud i kufferten.

    Pluspris 1.869 kr. Alm. pris 2.199 kr. Køb
  • Pung Pung med plads til 5 kreditkort. Den er RFID sikret, som beskytter dig imod udefrakommende forsøg på at scanne dine personlige oplysninger, kreditkortoplysninger m.m. fra dine kort.

    Pluspris 195 kr. Alm. pris 229 kr. Køb
  • Siddeunderlag Siddeunderlag der består af peruviansk alpacauld på oversiden, Thinsulate som fyld og et vandafvisende materiale på undersiden. Fylder næsten ingenting og er perfekt til skovturen!

    Pluspris 255 kr. Alm. pris 300 kr. Køb
  • Toilettaske Alsidig taske i G-1000 materiale til opbevaring af netop det du skal have med på din rejse.

    Pluspris 255 kr. Alm. pris 299 kr. Køb
  • Taske Helly Hansens Duffel bag er ideel til din sommerrejse, til dit træningstøj, eller til brug som strandtaske.

    Pluspris 339 kr. Alm. pris 400 kr. Køb