Annonce
Annonce
Rejser

Her er de 10 mest fascinerende rejsebilleder fra Politikens læsere

Læsernes 10 bedste rejsefotos er kåret - fra Marokkos Atlasbjerge til et gadekøkken i Bangkok.

1 af 10. MAROKKO. »En tidlig morgen i Atlasbjergene. Vi skulle forlade de varme soveposer og ud i den kolde morgen for at bestige Toubkal, Nordafrikas højeste bjerg på 4.167 meter. I madteltet, som ses på billedet, var kokken allerede i gang med at tilberede vores primitive, men velsmagende morgenmad«. Ord og foto: Heidi Senderovitz

2 af 10. NEPAL. »Tre måneder efter jordskælvet ramte Nepal, var skaderne stadig store i Kathmandu. Hver gang efterskælv ramte byen, blev man mødt af forskrækkede blikke og grædende børn. Men trods både fysiske og psykiske skader var det nepalesiske samfund stadig imødekommende. Jeg blev mødt af de dejligste smil som hos denne ældre dame, der udstrålede det håb, der stadig er for Nepals fremtid«. Ord og foto: Kathrine Norsk

3 af 10. DANMARK. »Skiveren Strand ca. 30 km syd for Skagen på vesterhavssiden. En flot solskinsdag med usædvanligt stille vand, men pludselig sker der noget. Disen strømmer ind over stranden lidt længere nede, så jeg skynder mig derhen. Med ét er det ligesom at være i en helt anden verden. To mennesker er cyklet til stranden for at bade. Kvinden i en rød morgenkåbe står og venter på, at hendes mand skal komme op af vandet og frem af tågen. Længere nede ad stranden forsvinder og dukker mennesker op i tågen på mystisk vis«. Ord og foto: Lars Thomsen

4 af 10. GRØNLAND.»Jeg rejse alene til Ittoqqortoormiit i Østgrønland i oktober og blev mødt med åbne arme og nysgerrighed. Jeg kendte ingen, men fik gratis logi hos en af bygdebeboerne. Billedet viser en af mine sidste dage med endnu en farverig solnedgang, hvor isen for første gang var blevet tyk nok til, at befolkningen kunne gå på den. Hele byen kom, og familier skøjtede rundt. Ord og foto: Sara Brandt Kronborg

5 af 10. IRAN. »Isfahan er vel nok den smukkeste af alle Mellemøstens byer. Storslået islamisk arkitektur, som f.eks. broen med de 33 buer over Zayande ? Si-o-Se-Pol ? fra det tidlige 1600-tal. Der var et splitsekund til at fange nutiden (en lokal studerende) i møde med fortiden«. Ord og foto: Søren Høgelund

6 af 10. SPANIEN. »Min kone og jeg var i oktober på vores første besøg på De Kanariske Øer. Vi boede lige ud til Dunas de Maspalomas, et et ørkenagtigt område med sandklitter på sydspidsen af Gran Canaria. Hver dag gik jeg en tur gennem klitterne. Nogle morgener havde det blæst aftenen før, så alle spor efter mennesker var forsvundet, og kun nye spor efter firben, krabber, fugle, snoge, katte kunne ses i sandet. De dage tog jeg kameraet med og tog flere hundrede fotos af sandet og sporene. Jeg fik øje på min skygge ned ad en af klitterne og tog denne selfie af mine bare fødder og den lange skygge ned ad skrænten«. Ord og foto: Frede Dybkjær

7 af 10. MIKRONESIEN. »Billedet er taget på øen Yap syd for Japan langt ude i Stillehavet, på kanten af Marianergraven. Det er min kone, der dykker 10 meter over mig. Yap er et magisk sted med blot 11.000 indbyggere, og helt enestående dykning med sigtbarhed op til 70 meter, sikkerhed for at møde mantarokker, hajer og meget store mængder af fisk og nøgensnegle«. Ord og foto: Ole Dreyer

8 af 10. NORGE. »Jeg var på ferie til Norge i sommer med min bror. Målet var at se en masse smuk natur, sove i det fri og tage på en masse fantastiske hikingture. Dette billede er fra vores tur op til Preikestolen, som vi vandrede forbi og fandt denne utroligt smukke udsigt, helt fri for turister. På billedet ses min bror hoppe af glæde på en klippeafsats med den natursmukke Lysefjorden og de omkringliggende bjerge i baggrunden«. Ord og foto: Rasmus Bendixsen

9 af 10. THAILAND. »Billedet af den osende grill blev taget uden for templet Wat Pho i Bangkok, hvor en stribe madboder var placeret hen ad fortovet«. Ord og foto: Peder Bjerring

10 af 10. SHETLANDSØERNE. »På en cykeltur på Shetlandsøerne var højdepunktet naturreservatet Hermaness helt oppe på spidsen af den nordligste af øerne. Fuglefjeldet var imponerende med masser af liv. Søpapegøjen på billedet var nysgerrig og kom til sidst helt hen og spejlede sig i vidvinkelobjektivet«. Ord og foto: Lisbeth Landstrøm

Annonce

Mere end 850 Politiken-læsere indsendte et foto til konkurrencen. De 10 finalister er udpeget af Politikens fotochef, Thomas Borberg, rejseredaktør Tina Krongaard samt redaktionschef for rejsebøger på Politikens Forlag Thomas Linder Brox.

Søndag 24. januar klokken 14 kåres den endelige vinder af et gavekort på 10.000 kroner til Atlantis Rejser på Politikens scene på rejsemessen Ferie i Forum. Det er også her, du weekenden igennem kan hære en række Turen Går Til forfattere fortælle om, hvordan de arbejder med rejsebøgerne.

Se hele programmet for Politikens Scene her.

Sådan kommer du på rejsemesse:

Årets rejsemesse i Forum slår dørene op klokken 10 lørdag 23. januar og holder åbent til klokken 17. Søndag er der ligeledes åbent 10-17.

Sted: Forum, Julius Thomsens Plads 1, Frederiksberg.

Pris: Det koster 100 kroner for voksne og 50 for børn og studerende. Er du abonnent på Politiken, kan du få rabat på entrébilletten. Der findes også forskellige messetilbudspakker med bl.a. entrébilletter, kaffe og en valgfri ’Turen går til’-bog. Se mere på politikenbillet.dk

Messen lægger rum til mere end 70 udstillere med fokus på udlandsrejser, kulturelle og aktive oplevelser. Desuden er der en række gratis foredrag: Livsstilsekspert Christine Feldthaus underholder om de skøre og skønne ferieformer, hun undersøgte i programmet ’So fucking special’, og tidligere Rusland-korrespondent Per Dalgaard fortæller om Rusland efter Sovjetunionens fald.

Du kan også lave japansk papirkunst som origami og kalligrafi. Der er desuden en café, hvor der bl.a. kan købes asiatisk og amerikansk mad.

Se udstillerliste og læs programmet på:

www.ferieiforum.dk

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce