Annonce
Annonce
Rejser

Her får du mest for dine feriepenge

Priserne er faldet i byer som Rio de Janeiro, Mexico City og Cape Town, men hold øje med pundet på grund af EU-afstemningen.

Storbyer: Dyrest og billigst

Valutakurserne er værd at holde øje med inden ferien. Nedenstående stigninger og fald indeholder ændringer både på grund af valutakurs og inflation.

Cape Town: -20,5 pct.

Rio de Janeiro: -16,8 pct.

Bangkok: -7,7 pct.

Stockholm: -1 pct.

New York: +1,6 pct.

London: +4,3 pct.

Tokyo: +5,3 pct.<blank>

Kilde: Danske Bank

Pengeråd til rejsen

Pas på pinkoden: Har man opbevaret sin pinkode sammen med kortet, kan man blive afkrævet en ret stor selvrisiko af banken, hvis kortet bliver stjålet og misbrugt.

Hævegebyret: Lad være med at hæve mange små beløb. Det koster let 30 kroner i gebyr per gang.

Betal lokalt: Det er billigst at betale med lokal valuta, når du betaler med kreditkort. Vælger man at betale i kroner, bliver der lagt et omregningsgebyr oveni.

Pas på kontanterne: Bliver kontanter stjålet, er der ingen erstatning fra rejseforsikringen. Bliver der hævet mystiske beløb på éns kort, vil banken derimod typisk refundere beløbet.

Hav flere kort: Med flere betalings- <QL>og kreditkort på rejsen er man bedre stillet, hvis man er nødt til at spærre et kort på grund af misbrug eller tyveri.

Skal du til Rio de Janeiro i år, er der penge at spare i forhold til en rejse for et år siden. Det samme gælder for eksempel et ophold i Cape Town eller Mexico City.

Det skyldes, at alle tre landes valutaer er faldet i forhold til kronen.

Det kan derfor betale sig at holde øje med valutakurserne både inden valg af feriemål og under selve ferien, råder cheføkonom i Danske Bank Las Olsen.

LÆS OGSÅTag på safari til fods i den afrikanske bush

Har man tænkt sig at tage til de olympiske lege i august i Brasiliens næststørste by, Rio, er der penge at spare i forhold til sidste år, da en brasiliansk real kostede 2,32 kroner.

Nu er prisen faldet til 1,69 kroner, så det er blevet 26,9 procent billigere at købe brasilianske penge.

Det betyder dog ikke, at det er blevet 26,9 procent billigere for danske turister i Brasilien.

Svækkelsen af realen har nemlig fået mange priser til at stige, og eksempelvis koster en iPhone nogenlunde det samme som alle andre steder i verden.

Prisniveau steget

Prisniveauet i Brasilien er steget med 10,1 procent mere end i Danmark i løbet af det seneste år. Derfor er det reelt kun blevet 16,8 procent billigere at være dansk turist i Brasilien.

Og så får priserne nok et gevaldigt hak opad ved OL.

LÆS OGSÅCopacabana vs. Ipanema: Hvilken strand er bedst?

»Når det er gået så galt for Brasilien, skyldes det, at landet har en stor produktion af råvarer, og prisen på dem er faldet på verdensmarkedet. Det rammer Brasiliens økonomi og altså også valutamarkedet. Faldet har også afsløret, at der er svære vilkår for erhvervslivet. Hvis jeg skulle til OL, ville jeg nok vente med at købe min valuta«, siger Las Olsen.

Han tilføjer, at hvis eksempelvis hoteller opgiver værelsesprisen i dollars, skal man spørge om prisen i reals.

Som det plejer i Europa

Ifølge cheføkonomen er det generelt gået tilbage for mange lande, som handler med råvarer.

Sydafrika er blevet 20,5 procent billigere, og Mexico følger trop med 17,9 procent.

I Sydkorea og Thailand er det også blevet 6-7 procent billigere på grund af krisen i Kina.

LÆS OGSÅSpiritualitet og erotik: Oplev ukendte sider af Thailands populære ferieø

Når det ikke er blevet væsentligt billigere i Kina selv (2,7 procent), skyldes det, at »Kina har en form for fastkurspolitik, hvor de forsøger at stabilisere kursen for yuanen, så den kan ikke falde frit«, siger Las Olsen.

I eurolandene er der dog ikke så meget at hente, så udsving i valutakurserne i klassiske rejsemål som Barcelona, Berlin, Paris og Rom betyder ikke noget.

»Kronen er låst fast af Nationalbanken i forhold til euroen, så her er der ingen udsving. Selvfølgelig kan priserne svinge i de enkelte lande, men inflationen er stort set den samme i eurolandene, så det er, som det plejer«, siger cheføkonomen.

Hold øje med pundet

Når det gælder en tur til London, er Las Olsen forsigtig:

»Resultatet af Storbritanniens afstemning om medlemskab af EU er pivåbent. Man må forvente, at pundet bliver svækket i tilfælde af et nej og styrket, hvis resultatet bliver et ja. Måske bliver effekten slet ikke så stor uanset udfaldet, fordi det også er negativt for euroen og Europa, hvis det bliver et nej«.

LÆS OGSÅNy attraktion: London genopliver krigens beskyttelsesrum

Ifølge Bloomberg News nåede pundet sit laveste niveau i fem år i januar, men det skyldes ikke alene usikkerheden om EU-afstemningen, men også uroen på det kinesiske marked.

I løbet af det seneste år er pundet blevet 4,3 procent billigere.

New York er stadig markant dyrere, hvis man sammenligner med for to år siden, så danske USA-farere må fortsat belave sig på at punge ud over there. Det er endog blevet et lille nøk dyrere – 1,6 procent – i forhold til for et år siden.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Poul Husted eller Rejser, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler

Fra Hitler til Dylan: Nutiden rocker ved Nürnbergs fortid

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce