Harmoni. Klapvogn i rismarker er ikke ideelt. En slynge eller bæresele er en del mere handy – herfra kan ungen følge med i alt og tage sig en lur, når det hele bliver lidt for overvældende.
Foto: Camille Aulkær Andersen

Harmoni. Klapvogn i rismarker er ikke ideelt. En slynge eller bæresele er en del mere handy – herfra kan ungen følge med i alt og tage sig en lur, når det hele bliver lidt for overvældende.

Nyheder

Babys første rejse: Sådan får I alle en god tur

Det er blevet populært for nybagte forældre at tage barnet med på en længere rejse. For familien Thing-Andersen blev det til to måneder på Bali.

Nyheder

En fugl skræpper uden for vinduet, og på ydersiden af myggenettet summer en enlig myg. Gennem væggen lyder det: »Ba-ba-ga-ga-prrr ...«.

Willy på 8 måneder er vågnet, klokken er 5.59 her på Bali, og udenfor varmer solen langsomt verden op. Hen mod middagstid vil vi nå de 30 grader.

Mens temperaturen hjemme i Danmark denne januardag rammer minus 23.

LÆS OGSÅ Allerede mens jeg ventede mig, besluttede min mand, Jonas, og jeg os for at tage to måneders barsel sammen, når vores kommende barn var omkring et halvt år gammelt. Og straks efter fødslen begyndte vi på de konkrete forberedelser til rejsen – to måneder på Bali.

Asien er let med børn
I årevis har det været tilladt at tage barselsdagpengene med til udlandet – så længe man blot lover, at man ikke tager arbejde, mens man er væk. Og det har åbnet døren for at tilbringe en del af barselsperioden ude i verden.

I rejsebranchen oplever man tydeligt, at barsel for mange i dag hænger sammen med at rejse:

»Der er desværre ingen danske undersøgelser, der mig bekendt understøtter, at flere og flere tager på barsel i udlandet. Noget andet er, at jeg vurderer, at der rent faktisk er en sådan tendens«, siger Lars Thykier, administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.



En rundspørge blandt rejsekonsulenter hos rejsebureauet Kilroy bekræfter tendensen, siger Rikke Laursen, der er training manager for Kilroy Denmark A/S.

»Især Asien er populært, fordi det er let med børn – store som små – samt relativt billigt«.

Lykkebringende baby
Asien er da også netop vores første tanke. Vores kriterier for at rejse er, at der skal være varmt, så vi slipper for barnevogn og flyverdragt i sne og sjap, der skal være malariafrit, og der skal være moderne hospitaler inden for få timers rejsetid. Derudover må det gerne være billigt, så vi har råd til at være væk i to måneder. Valget falder derfor på Bali, hvor Jonas har rejst før, og derfor er rimelig bekendt med kultur og faciliteter.



På Bali er hele vores familie klar til dagens eventyr kl. 7. Heldigvis står balineserne også tidligt op, og på stranden på den anden side af huset, vi har lejet, er der allerede et par nysgerrige unger, der løber rundt efter en hund, mens en ansat fra det nærliggende resort holder sandet rent ved hjælp af to køer og en gammeldags plov.

Vi udnytter tiden, før det bliver rigtig varmt, til at gå langs stranden til fiskemarkedet et par kilometer væk. Willy snupper en lur i klapvognen på vejen.

På markedet kigger vi nærmere på fiskene, mens de lokale kigger på os. Lyst hår, blå øjne og seks blanke tænder skiller sig ud her. Et par kvinder spørger straks: »Hvor gammelt er barnet? Er det en dreng eller en pige? Hvor meget vejer han?«.

»Oh, little Willy, big boy, big boy«, hviner de, og et par af de yngre vil gerne holde ham. Tilsyneladende bringer det lykke at holde en kornfed baby, hvis man selv er gravid eller prøver at blive det, så vi overlader barnet til kvinderne, og han finder sig pænt i at gå på omgang.

Hjælp til rejsen
Journalist og forfatter Martine Bentsen, der sammen med Politikenjournalist Dorte Hansen har skrevet bogen ’Rejs med børn’, ser en klar tendens:

»Tidligere tog folk typisk på én rejse om året, f.eks. sommerferie, men i dag er der mange, der rejser flere gange årlig, både med børnene, men også med en veninde, hvor manden så bliver hjemme med børnene. Taler vi specifikt om barselsperioden, mener jeg helt afgjort, at der er flere end tidligere, der rejser ud med børn. Bl.a. fordi det er muligt at udskyde noget af barslen, til barnet er lidt ældre«.



Og Katrine Pedersen, grundlægger af og skribent på hjemmesiden www.rejsmedborn.dk, tilføjer:

»Et af de mest søgte ord på hjemmesiden er netop barsel i relation til rejse«.

Familiefred

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tilbage i huset på Bali er temperaturerne blevet så høje, at det er tid til at køle ned med en tur i poolen. Willy, der tidligere har hadet vand, er i de halvanden måned, vi har været her, blevet vænnet til at bade – og nu pjasker han livligt vand i hovedet på sine forældre og skriger i vilden sky, når han skal op.

Vi voksne nyder ungens fryd og glæder os over, at vi har mulighed for at tilbringe så stor en del af vores barsel sammen alle tre. Det giver os ro til at lære vores barn og nye familiesammensætning at kende, at finde ind i rollerne som far, mor og baby.

Rejsen betyder også en blid overgang mellem mors og fars barsel – efter to måneder sammen er vi begge lige gode til at tage os af Willy, og han er lige tryg ved os. Men rejsen bekræfter os også i, at vores før så aktive rejseliv slet ikke behøver at stoppe nu, hvor vi er blevet forældre. Willy er bare glad, når der sker noget, og vi drømmer allerede nu om alle de lande og steder i verden, vi skal vise ham, mens han vokser op.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce