Viking. På Sagnlandet Lejre kan man prøve at være viking, med alt hvad det indebærer af bueskydning, madlavning over bål og mjød.
Foto: Maise Njor

Viking. På Sagnlandet Lejre kan man prøve at være viking, med alt hvad det indebærer af bueskydning, madlavning over bål og mjød.

Ferie i Danmark

Maise Njor trak i uld og blev viking for en uge

Læs hvordan det gik, da journalisten brugte en sommerferieuge i Sagnlandet Lejre.

Ferie i Danmark

»Vær hilset på selveste Månens dag!« råber Jutta, som ved første møde ærligt talt ser lidt tosset ud.

Man kan ligesom se, at hendes vikingetøj er noget, der bliver brugt ofte, og kysen gør det heller ikke bedre. Men som ugen skrider frem, skal det vise sig, at hun er en ganske fantastisk leder af vores vikingeuge, og hendes fortællinger omkring bålet er så levende og billedmættede, at både børn og voksne glemmer, at tv’et først bliver opfundet om ca. 1.000 år.

I det hele taget tager det forbløffende kort tid at rejse tilbage i tiden, og efter et par dage tror vi to voksne kvinder og fem børn faktisk selv på, at vi er vikinger.

LÆS OGSÅ

Inden da er der gået tid med at hilse på de andre, der har valgt at være vikinger i fem dage. Vi er blevet klædt i Lejres vikingetøj, har hørt bloddryppende historier om de nordiske guder og har lært, at madlavning tager ret lang tid, når smørret skal kærnes med et piskeris af træ, ilden skal tændes uden tændstikker, og suppen skal koges over bål.

Første dag føler man sig lidt skør, når portene åbnes, og dagpublikummet kommer ind og glor på os, som vi sidder i bomuldssærk og uldkjole og hygger os med at fremstille bronzeperler. På dag 3 er det os, der glor på disse fremtidsmennesker: De ser jo totalt idiotiske ud i deres neonjakker og gummisko.

Den sidste olie
Ravnefolket, som er dem, der hjælper os med at lave mad og lære at skyde med bue og pil og snitte knive og alt muligt andet, går meget op i, at oplevelsen er så autentisk som muligt. Så hvis man absolut skal drikke kaffe i løbet af dagen, bliver den røde termokande gemt godt væk, og kaffen skænkes i skæve lerkrus. Maden indtages på trætallerkner, og vandet hentes i spande.

Ravnefolket viser sig at være en skøn samling folk, der sådan set bare er født lidt for sent. Altså ret mange hundrede år. Og derfor kan de f.eks. karte uld og spinde, snitte de fineste knive i træ eller smede spyd i den lille smedje. Og for at det skal være så historisk korrekt som muligt, må vi ikke i dagtimerne, når der er besøgende, i vores vikingeoutfit gå hen og hilse på dem, der har valgt at være jernalderfolk eller 1800-talsbønder i en uge.



Men om aftenen, når Ravnefolket og de besøgende er gået hjem, går vi på besøg. Tilbage ved bålet taler vi bekymret om de stakkels jernalderfolk. Det kan godt være, at de har ild og uld, men de bor ikke så fint som os i vores smukke træhytter – og så var mjøden ikke opfundet i deres tid. Stakler.

Vi byder dem på en dram, og det er hyggeligt at sidde omkring bålet og dele historier. De historier, som i en anden tid ville være delt på Facebook, er nu helt nærværende og fortalt af en mund på et rigtigt menneske.

Og så sidder vi ellers med brystet i varmen fra ilden og ryggen mod det kølige mørke, hvor man kan høre hvin fra hytterne, når det er lykkedes et af de store børn at skræmme de små med en eller anden gyselig historie.

Udhvilet uden vækkeur
Men tidsforskellen på 1.000 år giver jetlag. Her var man lige en moderne kvinde med konstant adgang til mobil, nettet og Politikens nyheder, og så bliver man så træt af vikingelivets trængsler, at man må sove klokken 21.03, når den sidste olie er brændt i lampen. Fantastisk – og børnene er vilde med, at vi ligger i mørket og fortæller historier, som måske ellers aldrig var blevet fortalt.


For dagligdagen er travl, og når børnene er puttet, stormer man rundt og rydder op og gør klar til næste dag. Her hjælper alle hinanden, for ellers kan dagen ikke fungere.

»Den indstilling skal vi have med os tilbage til fremtiden«, siger jeg, og børnene ser skræmte ud.

Om morgenen tror man, at man er blevet forkølet, for man har det sært. Det viser sig, at man bare er det, der kaldes udhvilet ... En helt weird ny fornemmelse. Der er ikke noget vækkeur, der er ikke mail, der stresser, der er ikke biplyde og båtlyde og blitzlys. Der er får, der bræger, og man vågner, når kroppen er klar. Golftrælle og lerovne


Alle går ind i rollen. I en grad, så det føles naturligt at foreslå, at vi stormer den nærliggende golfbane og tager et par af de fine herrer i ternede bukser som trælle. Jeg er dog ret alene med mit forslag. Men det ville være dejligt med et par golftrælle, for vi skal have røget ørred til middag, og det kræver desværre, at vi allerede efter frokost skal bygge en lerovn.

For 1.000 år siden ville man nok blive lidt upopulær i landsbyen, hvis man var så fin på den, at man bare ikke magtede at stikke hænderne ned i koldt mudder med sten i, men i dag er det o.k., og nogle andre overtager. For maden skal jo laves. Så kan man lige slentre over og slentre.

For det er det, man gør, når man står to damer over for hinanden og basker trælodder imod hinanden i en rytmisk bevægelse, mens ulden på lodderne efterhånden bliver slynget til et bælte. Det er hypnotisk og så afslappende, at der pludselig er gået to timer.

Cool gammelmandstis
»Vi skal farve garn«, siger Frida Alvid, og vi førstegenerationsvikinger er på bar bund, men får at vide, at revl og krat som regel bliver grønt, så vi skal bare gå ud og samle blade. Gul fås af bestemte planter, og blå – den er svær. For, siger Frida, den smukkeste blå får man, hvis man koger garnet i tis.

Men ikke bare en hvilken som helst sjatpissers sjat – tisset skal helst være fra en ældre herre, som har været fuld dagen før. Vi skuler over mod Leif den Lykkelige, men han gik tidligt fra bålet i går og ligner ikke typen, der under nogen omstændigheder har tænkt sig at bidrage til projektet, så vi dropper den blå farve.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Dog kigger jeg ned på mine dueblå sutter, som jeg så glad har gået rundt i i flere dage. Jeg har vandret i gammelmandsdruktis uden at vide det. Det er jo som at være på bodega flere dage i træk. Tilbage til fremtiden – i nutiden – betaler damer flere hundrede kroner for arganolie, som er presset af en nød, der har passeret gennem en ged.

Men at gå i futter af uld klippet af et får, kartet af en dame, farvet af en anden, som har fundet en fuld gammel dranker og hugget hans tis – det er cool! Plyndring med redningsvest


Nå. Men vi skal jo til det. Fjerne kyster skal erobres, og vi skal ud og plyndre og voldtage – i vikingeskib på Roskilde Fjord. Derfor føles det lidt tamt, at der ikke er så meget vind, og at redningsvest er påbudt.

Efter tre dage i Lejre føles det nærmest utrygt at skulle ud af indelukket.



Det huer ikke en viking at skulle køre i bil hen for at sejle, og da vi er nødt til at stoppe på en tankstation, bliver vi forlegne, da et af børnene går hen til tankpasseren og siger: »Vær hilset på selveste Odins dag!«. Han ser på os i vores uld og sære sko og ser ud, som om han tænker, at hans tankstation er blevet invaderet af tosser. Vi ved, at det er omvendt: Han har invaderet vores jagtmarker. Hvilket vi gør ham opmærksom på.

»Så er der bueskydning«, råber en mand med sært skæg, da vi er tilbage i trygge omgivelser.

Sukkertrang og Thors vrede

Vi piler derhen, og det viser sig, at børnene er meget bedre til det end de voksne. Det er sjovt, indtil det går op for os, at det ikke er for sjov: Hvis ikke du kan ramme kaninen på målskiven, er der kun kål i suppen i aften. Vi strammer os an, og alle jubler ved et pletskud. Maden i Lejre er helt fantastisk, men efter et par dage sætter sukkertrangen ind, og selvom Leif den Lykkelige eksalteret råber »Vi har hoooonniiiiing«, føles det ikke helt som nok. »Og ææææbler!« råber han igen begejstret.

Men ved Loke, det er ikke nok, vi må have sukker. Så min ældste datter og jeg stikker af over til museumscafeen og køber to Ben and Jerry-is. Mmmm. Fantastisk. Vi må ikke være her, for vi er jo i vikingetøj, og vi skuler for at se, om Jutta eller Frida eller Den Lykkelige ser os, men der er fri bane. Tror vi. For uden at en vind rører sig, flyver parasollen over vores hoveder pludselig af og roterer gennem luften. Man skal passe på Thors vrede ...

Anmeldelser af vikingeugen

Cornelia, 9 år: »Jeg kunne godt lide at hente vand i træspande. Det var rigtig sjovt. Turisterne kiggede på en og snakkede om en, som om man var en statue. Det var også sjovt at stå på loftet og finde det gamle tøj, man skulle klædes ud i. Og jeg kunne også godt lide at lave smykker. Jeg kunne ikke lide, at det var en gammeldags hytte, hvor der ikke var lys om aftenen, hvis man ikke tændte olielampen. Nogle af børnene fortalte spøgelseshistorier – det var uhyggeligt og sjovt«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Betty-Marie, 13 år: »Det bedste var, at man kunne gå rundt med sine venner hele dagen i bare tæer, og at vi bare skulle være sammen. Og lege med kattekillingerne. Det var også dejligt, at man ikke skulle tænke over, hvad man skulle have på, for vi fik jo udleveret tøj. Og så var det sjovt, når Lejre lukkede for gæster om aftenen, og vi vikinger var der helt alene«.

Asta-Maja, 16 år: »Det var sjovt og inspirerende at leve som viking og rart at stresse af uden mobil og Facebook – og maden var megafråderen!«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce