Stjernevæld. I nogle byer er lysforureningen så massiv, at nattehimlen stort set er uden stjerner. På Møn er en række lokale gået sammen om at bevare nattemørket. Er vejret klart, kan man se et væld af stjerner, galakser og andre astronomiske fænomener. Foto: Thomas Ix
Foto: Thomas Ix

Stjernevæld. I nogle byer er lysforureningen så massiv, at nattehimlen stort set er uden stjerner. På Møn er en række lokale gået sammen om at bevare nattemørket. Er vejret klart, kan man se et væld af stjerner, galakser og andre astronomiske fænomener. Foto: Thomas Ix

Møn satser på stjernerne

Lokale kræfter på Møn fik en lys idé om at bevare mørket og bruge det som turistattraktion. Nu er de ved at få certificeret Møn som såkaldt dark sky park – et område, der skal give stjernerne de bedste betingelser for at blive set.

Ferie i Danmark

Mælkevejen er som en sløret sky af små lysende prikker. Stjerner og planeter funkler i en overvældende forening, og et stjerneskud piler over det sorte himmelrum.

Synet af vores himmelrum er faktisk få i Danmark forundt. For ser man på et kort over lysforurening i Danmark, vil man se, at den mange steder – især omkring de større byer – er kraftig. Kunstigt lys udvisker stjernerne og Mælkevejen, og op til 85 procent af danskerne har slet ikke mulighed for at se Mælkevejen derfra, hvor de bor.

Men sådan er det ikke på Møn. Her er der mange steder så mørkt, at det giver nogle af de bedste betingelser i Danmark for at se stjerner.

Det har fået en række lokale til at gå sammen om at få Møn certificeret som dark sky park hos nonprofitorganisationen International Dark-Sky Association, der arbejder på at bevare nattemørket. På den måde vil Møn sikre stjerneinteresserede gode forhold og bekæmpe lysforurening, forklarer Ole Eskling. Han er chef for Møns Klint Resort og en af initiativtagerne til projektet.

Det er her, vi står en mandag i april, og hvor han viser nogle af de tiltag, der har været nødvendige for at blive taget i betragtning til at blive dark sky park.

»Se, de lamper her har vi fået udskiftet«, siger Ole Eskling og peger på en halvmåneformet lampe.

De lyskilder, der nu er skrottet, dirigerede lyset opad og udsendte en masse spildlys. De nye lamper sender lyset ned i jorden frem for i alle retninger. Ligesom styrken er tilpasset, så den ikke er for kraftig, men stærk nok, til at man kan se frem for sig.

»Vi har skiftet omkring 60 lamper i forbindelse med certificeringen. Nogle af lamperne blev udskiftet for kun et par år siden og før projektet. Det er jo åndssvagt, at vi købte nogle, der lyste i alle retninger, men da tænkte vi ikke over det«, siger Ole Eskling.

Han og de andre lokale turistoperatører fra dark sky-projektet, griner i dag lidt over, at de nu tænker i lyskilder og sparepærer, mørke og lys.

Måneskinsturen er klar

Netop justering af lyskilder er et af de centrale elementer i certificeringen af de overnatningssteder på Møn, der vil deltage i det frivillige projekt. For at blive certificeret kræver det, dels at overnatningsstedernes udendørsbelysning ikke generer oplevelsen af nattemørket. Ligesom der kræves information til gæsterne om, hvor de finder mørke steder, og at de får stjernekort til rådighed under deres ophold. Certificeringen af overnatningsstederne går fra 1 til 5 stjerner.

Det endelige mål er som nævnt den internationale certificering som dark sky park. For at det kan ske, skal Møn dokumentere, at det har sat gang i en række aktiviteter og certificeringer. Det er altså det arbejde, der er i gang nu.

Planen er ikke at rulle det helt store marketingapparat ud, men via brochurer, hjemmesider og gennem tilfredse turister udbrede pointen med, at man kan få en fantastisk astronomisk oplevelse på Møn. Gæster kan allerede booke dark sky-overnatninger på certificerede overnatningssteder. For eksempel kan man bo på B&B-stedet Tiendegården og købe pakken ’Måneskinstur’ Ud over overnatning på slægtsgården får man liggestole til rådighed med soveposer og en stjernebog. Så kan man ellers lede efter Mælkevejen, Slangebæren, Berenikes Lokker og andre stjerneformationer og galakser.

Og hvis vejret er klart, er det en fantastisk oplevelse at kigge op i mørket, fortæller Tom Axelsen, amatørastronom og en af hovedkræfterne i projektet. For nylig befandt han sig en nat ved Liselund Slot for at lave målinger af kvaliteten af nattemørket. De målinger skal med som dokumentation i ansøgningen.

»Da jeg sad der i nattemørket, hørte jeg natuglen kalde, og pludselig sejlede et stjerneskud over himlen«, fortæller Tom Axelsen, »og i efteråret står Mælkevejen meget tydeligt og ligner en tordensky«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Værne om nattemørket

Ideen til dark sky er også spiret ud af et hovedbrud. Det er ikke nogen hemmelighed, at turisterne har svigtet de danske kystområder, herunder Møn. Derfor mente nogle af de lokale turistoperatører, at der var behov for at tænke i nye baner – også for at tiltrække besøgende til området uden for højsæsonen. Det var blandt andet netværket af B&B-overnatningssteder, der satte sig sammen for at forsøge at løse den udfordring. Ligesom Tom Axelsen var de store fortalere for, at de lokale på Møn gjorde en aktiv indsats for at værne om deres nattemørke. På den måde blev der officielt startet en arbejdsgruppe for et års tid siden, der skulle arbejde videre med tanken om at bruge mørket på Møn til noget positivt.

Året før var den sydsjællandske ø, hvis store attraktion er klinten, blevet udpeget af Videncenter for Kystturisme (CKT) som et af 20 feriesteder i Danmark, der skulle have et kvalitetsløft og hjælpes til at vende en negativ udvikling, hvor turisterne fravælger Danmark. Med udgangspunkt i analyser og kvalitetstjek hjalp CKT Møn med en udviklingsplan – heri blev udpeget en række uudnyttede potentialer, bl.a. dark sky-ideen. I dag støtter Vordingborg Kommune projektet økonomisk.

»Da vi startede, var der nogle, der sagde, at man ikke kan bruge mørket positivt, men det har vi vendt på hovedet«, siger Ole Eskling, der i årtier har taget turister med på nattevandring på Møn. Her mærker han, at mange ikke tør bevæge sig rundt i mørket.

»Men når jeg beder dem slukke deres lommelygter og bruge deres nattesyn, bliver de begejstrede, når de lige har vænnet sig til mørket. Der sker noget helt fortryllende ved at bruge sine andre sanser«.

Ole Eskling tilføjer, at læring om himmelrummet kan pakkes eventyrligt ind i sagn, myter og legender. Det giver dark sky-projektet mulighed for at gøre børn og voksne klogere på universet.

Fra Møns Klint Resort er vi kørt til Nordfeld Gods, der ligger på øens nordlige side ud mod vandet. Her bor Jens Haubroe, der ejer og driver godset og det tilhørende landbrug. Han udlejer et hus til feriegæster og blev for nylig certificeret med dark sky. Vi står og kigger på, hvor skiltet skal hænge. Han fortæller, at han primært valgte at blive certificeret for at vise sin støtte til projektet.

»Jeg tjener ikke en klink på dark sky. Det er ren interesse«.

De lokale er ambassadører

Jens Haubroe er et eksempel på, at gruppen bag dark sky arbejder hårdt på at få opbakning blandt de lokale. For ud over det fælles projekt i at værne om mørket kan de lokale spare penge på el ved at bruge fornuftig belysning. Lokalbefolkningen er blevet involveret via møder i forsamlingshuse, og der er blevet arrangeret filmforestillinger, der skal gøre dem klogere på emnet samt solnedgangsture for at se stjerner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og den mørke idé er så småt ved at brede sig. Møn Is sælger for eksempel sort is, ligesom et lokalt bryggeri snart er klar med en dark sky-øl.

»For at gøre det her til en succes skal lokalbefolkningen være ambassadører. Det er ved at lykkes. For et halvt år siden anede mange ikke, hvad de skulle svare, hvis man sagde dark sky. Det er de ved at få fat i«, fortæller Ole Eskling.

Går alt vel, får Møn sin dark sky park-certificering inden udgangen af 2016.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce