Stjernehimmel. Møns Klint Resort har fået en pris for at tilbyde sine gæster en original og anderledes oplevelse med afsæt i nattemørket.
Foto: Thomas Ix

Stjernehimmel. Møns Klint Resort har fået en pris for at tilbyde sine gæster en original og anderledes oplevelse med afsæt i nattemørket.

Møns Klint belønnes for mørke

Campingpris fra tyske Adac er turistbranchens svar på en oscar, mener ekspert.

Ferie i Danmark

Sidste weekend modtog Møns Klint Resort en pris ved Camping Awards 2016, som Tysklands største campingorganisation, Adac, står bag. Det var i kategorien ’aktiv fritid’, at Møns Klint Resort vandt for sit ’dark sky’-koncept.

Møns Klint Resort er nemlig en del af et stort, lokalt funderet samarbejde på Møn og Nyord, der går ud på at bevare nattemørket. På Møn finder man nogle af de bedste betingelser i landet for at se stjerner, og ’dark sky’-initiativet skal sikre stjerneinteresserede gode forhold og bekæmpe lysforurening. Og nu er campingpladsen altså blevet hædret for sin indsats.

»Vi er stolte over at have vundet denne pris, men vi er lige så stolte over, at vores ’Dark Sky Møn/Nyord’-projekt med Vordingborg Kommune i spidsen har opnået så meget på så kort tid og med så få midler«, siger Ole Eskling, der er chef for Møns Klint Resort og en af initiativtagerne til projektet.

Campingprisen er anerkendt inden for turistbranchen, siger Anne-Vibeke Isaksen, ansvarshavende chefredaktør for Dansk Camping Union (DCU). Hun sammenligner den med filmbranchens oscar.

»Møns Klint Camping kan bruge denne pris til at fortsætte den innovative stil, hvor det ikke altid handler om, at dyre investeringer er vejen frem. Dark sky-konceptet er ikke bare en original idé, men også et vink til os alle om, at vi har godt af at sætte farten ned og fordybe os. Det gør man helt exceptionelt godt i naturen og måske endnu mere, når det er mørkt og al lysforurening er væk. Kombinationen af ’dark sky’ og camping går simpelthen hånd i hånd, og her viser Møns Klint Resort vejen frem for andre campingpladser«, siger Anne-Vibeke Isaksen.

Naturligt nattemørke

Det er en længere proces for Møn og Nyord at blive certificeret som ’dark sky’-park. Bag konceptet, der ikke er så kendt i Danmark, står den amerikanske ngo International Dark-Sky Association (IDA), der arbejder for at bevare nattemørket og bekæmpe lysforurening.

Får Møn certificeringen hos IDA, er det en blåstempling af områdets indsats for at bevare nattemørket samt et bevis på, at området har en exceptionel placering med naturligt nattemørke.

Synet af vores himmelrum er få forundt i Danmark, for mange steder – især omkring de større byer – er lysforureningen kraftig. Kunstigt lys udvisker stjernerne, og op til 85 procent af danskerne har ikke mulighed for at se Mælkevejen derfra, hvor de bor.

Fire andre danske campingpladser kan kalde sig Best Camping 2016, nemlig Feddet Camping, Hvidbjerg Strand Camping, Bøjdens Strand Camping og Jambo Feriepark.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Anne Louise Leth eller Rejser, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce