Annonce
Annonce
Annonce
Rejser

Børnesygdomme og succes: Luftens kæmpe fylder fem år

Airbus A 380 har udbredt sig hos de store flyselskaber. De første år har dog ikke været uden problemer.

Verdens største passagerfly har nu kløvet luftrummet i fem år.

Airbus A380 fløj ud på sin første regulære ruteflyvning 25. oktober 2007, og nu er i alt 84 eksemplarer af det 72 meter lange fly i tjeneste hos flyselskaberne.

Singapore Airlines var først med kæmpeflyet, men den største samling hos et enkelt selskab findes hos Emirates. De har nu 25 fly og har afgivet ordre på yderligere 65.

LÆS OGSÅDanske Jacob styrer verdens største passagerfly

Det er et fly, der kalder på rekorder. Eksempelvis har Emirates installeret brusebad om bord, dog kun på 1. klasse, hvilket man næppe har set i noget andet rutefly.

Singapore Airlines gør ganske meget ud af komforten på fineste klasse. Her kan nemlig booke sig en suite med dobbeltseng. En returbillet fra Singapore til New York i de omgivelser koster ca. 90.000 kroner.

Air France har flest passagere
Det er op til de enkelte selskaber at beslutte, hvordan de vil dele flykabinen op. Ifølge avisen Sydney Morning Herald er det for tiden Air France, der klemmer flest passagerer ind i flyet, nemlig 538, mens Korean Air nøjes med 404.

Turengårtil.dk fløj for halvandet år siden med Airbus A 380 fra San Francisco til Paris på økonomiklasse, og her havde man absolut ikke oplevelsen af at sidde i verdens største passagerfly. Benpladsen var nemlig forholdsvis knapt tilmålt.

LÆS OGSÅVerdens største passagerfly har pladsproblemer

Indtil nu er der ingen flyselskaber, der har valgt at have økonomiklasse i hele flyet. Alle har en eller flere dyrere klasser, hvor de enkelte sæder fylder meget mere. Men det menes, at flyet ville kunne rumme 840 passagerer, hvis alle sæder var af den skrabede model.

For stort til Kastrup
De første år med Airbus A380 har ikke været uden tekniske problemer. Revner i skroget og eksploderende motorer er noget af det, Airbus har måttet kæmpe med.

LÆS OGSÅAirbus indrømmer fejl på jumbojet

Det har dog ikke frataget Airbus lysten til at pusle med en endnu større version af kæmpeflyet. En kommende version ventes at få et endnu længere skrog med plads til i alt 1.000 passagerer.

LÆS OGSÅVingefejl på superjumbo koster Airbus milliarder

Allerede det nuværende fly er så stort, at det ikke kan gå i rutedrift fra danske lufthavne. Det vil kræve ombygning af både terminaler og landings- og startbaner at håndtere flyet i normal trafik, og det er der ikke aktuelle planer om. Ved en nødsituation kan en Airbus A380 dog godt lande i for eksempelvis Københavns Lufthavn.

Del link