Naturoplevelse. Overraskende nok får man smukt og godt langrendsløb i Slovenien. Her er det fra Rogla.
Foto: Choja/istockphoto.com

Naturoplevelse. Overraskende nok får man smukt og godt langrendsløb i Slovenien. Her er det fra Rogla.

Sne og ski

Langrendseksperter afslører deres yndlingssteder

En håndfuld langrendsnørder tager dig med til verdens bedste steder at stå 'cross country'.

Sne og ski

Alpin-puritanerne kan bare komme med al deres ævl.

Om ottetaller i nyfalden pudder, pukkelpister og jomfruelige offpisteområder. Alt imens de sidder på deres flade i en opvarmet stolelift og bliver transporteret op, så de kan lade sig transportere ned igen. Uden rigtigt at røre en muskel.

For samtidigt får langrendsløberne de store zen-agtige naturoplevelser ude i det ensomme fjeld eller den dunkle tyste skov. Der, hvor det ikke betyder noget, om man har de nyeste goggles fra Oakley på eller har tømmermænd fra Jägermeister-armadaen aftenen før.

Vi har spurgt en gruppe af langrendsløbere, hvor man får det bedste langrendsløb i verden. Læs om deres personlige favoritter herunder.

1. 32 kilometer amerikansk langrends-himmel

Annonce

Foto: Privat

Navn: Lasse Mølgaard-Nielsen, elitechef i Københavns Skiklub
Sted: McCoy Park, Beaver Creek, Vail, Colorado, USA
»Fra 2010 til 2013 gik jeg på college i USA, hvor jeg havde et langrends-scholarship. Et af de steder, jeg stod på ski, var langrendsområdet på toppen af styrtløbspisten ’Birds of Prey' i Vail, der blev brugt til VM i 2015. Du tager liften op i 3.000 meters højde, hvor der venter 32 kilometer nypræparerede langrendsløjper. Normalt forventer man lette og flade løjper i et alpin område, men deroppe går det enten lodret op eller ned. I modsætning til eksempelvis Norge, er det præpareret sådan, at du kan stå både skøjte- og klassisk teknik. Bagefter tog vi styrtløbspisten ned. Det gik fint, det gik stærkt, men det kostede et par ski. De blev ret flossede i kanten af at bremse på den isede piste. Vail er virkelig et af de bedste steder, jeg har stået på langrend«.

2. Konkurrenceløjper, fjeldløjper og familieløjper

Foto: Privatfoto

Navn: Caroline Ryge Carlsen, langrendsinstruktør på Kvitåvatn Fjeldstue i Norge
Sted: Sjusjøen
»Sjusjøen ligger nord for Lillehammer. Der er et stort netværk af løjper på omkring 80 kilometer - konkurrenceløjper, fjeldløjper og mere milde løjper til familier. Alle typer. Netværket er så stort, at der er masser af muligheder. Jeg har kørt der meget, men der er stadig en del, jeg ikke har prøvet. Der er meget prestige i at køre og træne i området, så løjperne er virkelig godt præpareret«.

3. 80 kilometer fra polarcirklen, 12 kilometer fra den russiske grænse

Foto: Privat

Navn: Christian M. Borch, skihop- og langrendskommentator på Eurosport
Sted: Kuusamo, Finland
»Det er et af Finlands største skiområder og ligger 80 kilometer syd for polarcirklen og 12 kilometer fra den russiske grænse. Her starter skiworldcuppen hvert år, for der er snesikkert fra midten af oktober og langt ind i maj. Det specielle ved stedet er den unikke kombination af alpinski og langrend. Deroppe står solen så lavt, at det er mørkt det meste af vinteren, og derfor er der 10 til 15 kilometer lysløjper i modsætning til Sverige og Norge, hvor der som regel er en enkelt rundstrækning på nogle kilometer som et supplement til de eksisterende løjper. I Kuusamo er det lagt an på, at du skal kunne køre i mørke. Når du er færdig med at stå, kan du slutte en god langrendsdag af med at sætte dig i saunaen, som man jo gør på de kanter«.

Annonce

Annonce

4. Store vidder og fjelde

Foto: Privatfoto

Navn: Signe Schløer, rulleski- og langrendsinstruktør i Københavns Skiklub
Sted: Høvringen, Rondane Nationalpark, Norge
»Høvringen er et rent langrendsski-område. Det ligger i 900 meters højde, så man kommer nemt på højfjeldet. Man skal ikke løbe mere en to til tre kilometer, før man er ude i den mest fantastiske natur med store vidder og fjelde. Samtidig er der flere serveringssteder i fjeldet, så der er rig mulighed for at sætte sig ind og spise sin madpakke og få en vaffel og noget varmt at drikke. Der er både mulighed for at løbe i opkørte spor eller at gå uden for løjpen og op på fjeldtoppe. Høvringen kan være barsk i dårligt vejr, hvilket også kan være sjovt at opleve, og i godt vejr, er det bare helt fantastisk«.

5. Perfekt til dobbeltløberen

Foto: Privat

Navn: Peter Nabe, indehaver af Danmarks største specialbutik for langrend, Nordic Sport
Sted: Säfsen, Sverige
»Säfsen ligger kun syv timer fra København. Det er nemt at komme til og billigt at være der. Og det er et godt alternativ, hvis man ikke vil køre hele vejen til Norge, der jo ellers er uovertruffent til langrend. Säfsen har masser af forskellige spor i forskellige længder. Og de har et rigtigt godt lysanlæg, fem kuperede kilometer, og det er super for en typisk dobbeltløber som mig, der gerne vil køre alpint om dagen med børnene og langrend om aftenen. Jeg kan godt lide, at der er kupering på Säfsens løjper. Det betyder meget for mig. Lange, lige stykker, kan jeg jo køre på rulleski herhjemme«.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Sune Højrup Bencke eller Rejser, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden