SYDØEN.  Lisbeth Nebelong i 2015 på den sydligste ø Suðuroy med udsigt til den mindste af de 18 øer, ubeboede Lítla Dímun.
Foto: Privatfoto

SYDØEN. Lisbeth Nebelong i 2015 på den sydligste ø Suðuroy med udsigt til den mindste af de 18 øer, ubeboede Lítla Dímun.

Rejseminder

Rejseminder: På Færøerne er man nødt til at have en plan A, B og C

Forfatteren Lisbeth Nebelong har boet på Færøerne i flere omgange.

Rejseminder

Den rejse til Færøerne, der har gjort størst indtryk på mig, var …

i 1988, da jeg ’faldt ned med flyet’ i den forstand, at vi landede 74 meter udenfor landingsbanen i tæt tåge og silende regn. Flyet endte i nogle skærver få meter fra klippesiden med et brækket næsehjul, og vi kom ud via slisken. Jeg fik kun et hul i jakken. Jeg har set havarikommissionens rapport, og den sidste replik fra cockpittet er: »Jeg tror ikke, vi klarer den«. Jeg har siden fløjet verden rundt, men hver gang jeg flyver til Færøerne, er jeg syg af skræk og tjekker vejr og vindretninger.

Jeg kan bedst lide at rejse …

med skib til Færøerne og bliver aldrig søsyg. Desværre er det ret besværligt at sejle derop, men hvis man har tiden til det, er det skønt. Og det er en flot tur. Jeg foretrækker at sejle ikke mindst på grund af den dramatiske flyvetur, og om sommeren er det skønt – man får sjælen med. Men det er ikke så rart at sejle i november med atlanterhavsstorme, selv om man ikke bliver søsyg. Det kan være lidt uhyggeligt.

Jeg vil aldrig rejse tilbage til ...

et land, der ikke er demokratisk, og hvor der ikke er ligestilling og ytringsfrihed. Som journalist har jeg været i DDR og Kina, men vil ikke tage til et diktatur på ferie. Jeg skelner mellem det at rejse som journalist og privatperson. Måske hænger det også sammen med Færøerne, fordi jeg som barn har oplevet kolonimagten.

På rejsen lever jeg …

meget mere spontant, end jeg gør herhjemme. På Færøerne er man nødt til at have en plan A, B og C, og det er det, jeg elsker ved færingerne. De er nødt til at være spontane, eksempelvis når de arrangerer musikfestival, og teltet blæser væk, og de udenlandske musikere ikke kan lande. Så stiller Teitur (Teitur Lassen, færøsk sanger og sangskriver, red.) op, selv om han egentlig var på vej til København. Det gør, at jeg selv bliver mere kreativ.

Jeg kan bestille øl på …

færøsk – det hedder bjór eller bare øl – men også på islandsk, norsk, svensk, engelsk, tysk, fransk, italiensk, spansk, græsk, kinesisk og japansk. Det sidste fordi jeg i 1983 vandt en essaykonkurrence, hvor prisen var en 17-dages tur til Japan med alt betalt.

Mit mest mindeværdige feriemåltid på Færøerne …

fik jeg i 2009 i byen Viðareiði på den nordligste ø Viðoy. Vi kom kørende og holdt ind ved et kedeligt, blåt hus med navnet ’Matstovan’, hvor kogekonen Elisabeth Lassen fasansteger søfugle. De simrer hele dagen i en vildtsauce og serveres med nyopgravede kartofler. Til dessert var der rabarbertrifli. Senere lærte jeg, at søfuglene skal nydes med hvidvin og ikke rødvin, fordi de lever af og smager af fisk.

Min bedste oplevelse på Færøerne …

Naturen er nummer et, men musikken kommer ind som nummer to. Alt er gennemsyret af musik med festivaler og hjemmekoncerter. I 2005 fulgte jeg cellisterne fra Føroya Symfoniorkestur på turne, som spillede Mozarts ’Requiem’ i Fríðrikskirkjan i bygden Toftir, fordi den færøske hovedperson i min roman er cellist. Det var en kæmpeoplevelse.

Det dummeste jeg har gjort på en rejse ...

var som rejseleder i 2010 for 32 medlemmer af Publicistklubben, og hvor vi skulle til Sømandsdagen i Klaksvik. Vejret var elendigt, regnen silede ned, men jeg insisterede på, at vi skulle se en selvdød grindehval blive parteret.

De fleste sivede tilbage til bussen, men jeg blev stående sammen med to andre og fik selvfølgelig halsbetændelse.

Det irriterer mig mest på rejsen …

når man ikke kan lande med flyet, og det er sket mange gange for mig på Færøerne. Man cirkler rundt et stykke tid og flyver så tilbage til udgangspunktet.

Det mest mindeværdige hotel, jeg har boet på …

er Hotel Hafnia i Tórshavn og netop efter en dramatisk flyvetur med orkan. Dengang var hotellet ejet af to brødre, og for at muntre os op sang en af dem samt receptionisten Everly Brothers’ ’All I Have To Do Is Dream’ a cappella. De sange alle versene – det siger noget om ånden på hotellet. Jeg bor næsten altid på hjørneværelse nummer 415.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg rejser altid tilbage til ...

Mykines, som er den vestligste ø, men kan godt frygte, at den bliver overrendt af turister på grund af de mange lunder. Ikke mindst efter at National Geographic Travelers læsere kårede Færøerne til verdens bedste rejsemål sidste år.

Mit bedste tip til Færøerne …

en tur med postbåden ’Ritan’ til småøerne Fugloy og Svínoy. Det er ikke alene en smuk tur, men den er også billig og tager kun to en halv time.

Min næste rejse ...

går til Sicilien sammen med min veninde Cecilie Marie Meyer, der har skrevet guidebøger til netop Sicilien, Sardinien og Syditalien. Vi har begge to noget med øer, fordi beboerne er lidt anarkistiske.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Poul Husted eller Rejser, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce