Surf. La Zurriola er surfernes og de unges strand. I baggrunden ses Kristus-figuren.
Foto: Javier Larrea

Surf. La Zurriola er surfernes og de unges strand. I baggrunden ses Kristus-figuren.

Storby og kultur

Nordspansk by er Europas svar på Rio

San Sebastián er i år europæisk kulturhovedstad sammen med polske Wroclaw.

Storby og kultur

Den høje, grålige figur kan ses fra store dele af byen, men det er først her på nærmeste hold, at dens enorme dimensioner for alvor afslører sig. 30 meter høj er figuren af den skæggede Kristus, der iført en kjoleagtig sag løfter sin højre hånd, mens han skuer ned på den store strand, store dele af byen og de høje grønklædte bjerge i baggrunden.

Figuren er anbragt på et højt fundament og troner tilmed på toppen af det 120 meter høje bjerg Monte Urgull. Så der er ikke noget at sige til, at Kristus-figuren kan ses viden om og har opnået status som den nordøstspanske by San Sebastiáns ubetingede vartegn. Ligesom den enorme Kristus-figur i den brasilianske metropol Rio de Janeiro.

Men vi er altså i Spanien, og det spøjse ved San Sebastián er, at byen ud over Kristus-figuren har en række andre ligheder med Rio.

En af dem er bjerget Monte Igeldo, der minder meget om udsigtspunktet Sukkertoppen i Rio. Turen op til toppen går med en kabelbane, der kan henlede tankerne på den bjergbane, som i Rio fører op ad Corcovado-bjerget, hvor den brasilianske Kristus-figur troner på toppen.

Hvor Sukkertoppen har et forrygende udsyn over Rio, gælder det samme for Monte Igeldo i San Sebastián. Her åbenbarer hele panoramaudsigten sig og viser blandt andet, hvordan byen ligesom Rio ligger i en beskyttet bugt. Midt i bugten ligger den lille ø Isla Santa Clara og fungerer som en bølgebryder for vandet fra Det Cantabriske Hav.

Udsigten fra Monte Igeldo er endnu bedre end den tilsvarende fra Monte Urgull, og tillader programmet kun et enkelt udsigtspunkt, skal man vælge førstnævnte. Synet omfatter flere bystrande samt næsten hele byen, og derudover kan man betragte Kristus-figuren på dens top. Husk i øvrigt at besøge Monte Igeldo om eftermiddagen; her har man solen i ryggen, og man får dermed det flotteste syn og de bedste fotos.

Rios måske mest berømte lokalitet er superstranden Copacabana, der ligger helt inde i bycentrum. En tilsvarende finder man i San Sebastián: La Concha.

Annonce

Lækre bystrande

Den perfekt svungne strand lokker med sit gyldenbrune sand, og når solen bager ned på varme sommerdage, er La Concha særdeles velbesøgt. Strandens størrelse varierer en del i forbindelse med tidevandet, men især ved ebbe er den særdeles stor.

Denne forsommerdag blæser der en kølig vind ind fra Biscayen, så solbadere er der ikke mange af. Til gengæld tager mange en spadseretur langs stranden, ligesom hundeluftere og deres firbenede venner er godt repræsenteret.

Jeg falder i snak med en af hundelufterne, Juan. Han bor i Bilbao, Baskerlandets største by, men tager så ofte som muligt til San Sebastián, hvor han bor hos familie og venner. »Jeg synes, at San Sebastián er Baskerlandets mest attraktive større by, når det handler om stemning og atmosfære. Jeg nyder at gå langs stranden, og jeg drømmer om at flytte hertil på et tidspunkt«, fortæller Juan.

Langs La Concha løber en dejlig promenade, der minder en del om den tilsvarende langs Copacabana i Rio. I San Sebastián kaldes den for paseoen, og her er det en yndet adspredelse at slentre på de hvide og sorte fliser langs det hvidmalede og fint ornamenterede smedejernsrækværk.

Annonce

Annonce

Annonce

Ligesom Rio har flere bystrande med Copacabana og Ipanema som de mest kendte, råder San Sebastián også over flere af slagsen helt inde i centrum af byen. Tre for at være nøjagtig. Den ene, Ondarreta, ligger i forlængelse af La Concha, mens den anden, La Zurriola, er at finde på den modsatte side af den gamle bydel.

La Zurriola er i høj grad de unges og surfernes strand. Her hænger byens ungdom ud, og de står i grupper og taler og griner, mens vandet og solen nydes i sommerhalvåret. Den anden gruppe, surferne, tæller både unge og midaldrende. La Zurriola ligger ikke beskyttet på samme måde som de to andre bystrande, og derfor er der helt anderledes store bølger her, hvilket er guf for surferne.

De boltrer sig i bølgerne, og som forbipasserende kan man sagtens få en rum tid til at gå med at beundre de rutineredes færdigheder eller at trække på smilebåndet ad begyndernes mangel på samme. La Zurriola ligger ud til den nyere bydel Gros, og her ser man størstedelen af året surfere komme gående iklædt våddragter og med deres surfboards under armen.

Sydlandsk stemning

Det vil være en tilsnigelse at sige, at den gamle bydel i San Sebastián minder meget om den tilsvarende i Rio. Og dog. For der er en række lighedspunkter såsom de smalle gader, farverige huse, mange restauranter samt den sydlandske stemning.

Gå endelig en tur på gågaden Calle Mayor, hvor den smukke Santa Maria-kirke ligger effektfuldt for enden. Slå et slag forbi den stille Plaza de la Constitución, hvor pladsens cafeer indbyder til en kop kaffe, og spadser rundt i bydelens snævre gader med de høje slanke huse, hvoraf hovedparten er særdeles velholdte.

Politiken var inviteret af Baskerlandets Turistkontor samt Den Spanske Stats Turistkontor.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Rejser, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce