TRAGEDIE. Choeung Ek, den mest berømte af Cambodjas over 300 såkaldte killing fields, er et voldsomt og følelsesladet besøg.
Foto: Emilie Taulø-Jacobsen

TRAGEDIE. Choeung Ek, den mest berømte af Cambodjas over 300 såkaldte killing fields, er et voldsomt og følelsesladet besøg.

Temarejser

Cambodjas blodige fortid går lige i hjertet

Et besøg i Choeung Ek, Phnom Penhs killing fields, er et gribende indblik i de rædsler, den cambodjanske befolkning gennemlevede under De Røde Khmerer.

Temarejser

»Killing tree against which executioners beat children«.

Selv om det høje træ med sine tunge, løvfyldte grene ser uskyldigt ud, taler skiltet foran træet sit tydelige sprog. Indlejret i den rå bark har retsmedicinere fundet rester af hjernemasse, blod og knoglerester fra et utal af cambodjanske børn, der fik hovederne knust mod træet af De Røde Khmerer.

LÆS OGSÅ Tårerne presser sig på, en bitter smag samler sig i munden, og retfærdighedsfølelsen får hjertet til at banke hurtigere. Hvordan i alverden kunne helt små børn blive anset som en trussel? Måske ud fra samme logik, der fik De Røde Khmerer til at benytte sig af børnesoldater. Børnene af de regeringsfjendtlige stemmer udgjorde en trussel. ’For at fjerne græsset, må man fjerne rødderne’, som et af khmerernes mange slagord lød. Spirituel stemning Der var ellers ikke noget, der tydede på, at der var en så følelsesladet oplevelse i vente, da jeg i selskab med min kæreste en lille time tidligere efter en bumlet køretur i tuk-tuk 13 km ud af Cambodjas hovedstad, Phnom Penh, ankom til en grøn oase af græsklædte bakker, en blikstille sø og store løvtræer omkring en majestætisk kegleformet bygning.

En sælsom næsten spirituel stemning lå over parken, der var fyldt med mennesker, som i modsætning til andre ved turistattraktioner bevægede sig i roligt tempo ud og ind mellem hinanden tilsyneladende uden at ænse de andres tilstedeværelse.



Umiddelbart skulle man tro, at vi var ankommet til et religiøst meditationscenter af en slags, men parken er Choeung Ek, den mest berømte af Cambodjas over 300 killing fields, hvor mere end 20.000 mænd, kvinder og børn brutalt blev henrettet i årene 1975-1979 under De Røde Khmerer.

Khmererne, der ville skabe et kommunistisk idealsamfund med udgangspunkt i en klasseløs bondestat, tilkæmpede sig magten i landet ved Vietnamkrigens afslutning i 1975 og blev siddende indtil 1979, hvor vietnamesiske styrker slog dem tilbage.

Drømmen om at skabe et kommunistisk, selvforsynende land endte med at koste i nærheden af 2,5 millioner livet ud af en samlet befolkning på 8 millioner.

Hundredtusinder døde som følge af sult og udmattelse i arbejdslejre, mens op imod 1,7 millioner menes at være blevet henrettet, fordi de enten blev anset for at tilhøre den intellektuelle klasse, være CIA- eller KGB-agenter eller på anden vis modarbejde Demokratisk Kampuchea, som den nye stat blev kaldt.

For som Pol Pot, broder nummer 1 og leder af De Røde Khmerer, skal have udtalt, så hellere tage livet af en uskyldig end skåne en fjende.

Stemmer fra graven
Selv om det ved første øjekast ikke er til at se, at Choeung Ek har været hjemsted for voldsomme massakrer, afslører et nærmere eftersyn spor efter de brutale henrettelser.

Terrænet er ikke bakket fra naturens side, men er blevet det, efterhånden som de mange massegrave er sunket sammen, og mellem træernes blottede rødder stritter farvede tøjrester frem som en konstant påmindelse om de mange mennesker, der måtte lade livet her.

For at besøgende skal få mest mulig ud af besøget og forstå, hvordan det kunne gå så vidt, stiller forskningsinstituttet Documentation Center of Cambodia, som har været med til at skabe mindeparken, en audioguide til rådighed, der trin for trin fremmaner et billede af den oprindelige killing field på den indre nethinde.

Annonce



Ved de første stop får vi hele beskrivelsen af de dømtes ankomst til henrettelsespladsen, som mange fejlagtigt troede blot var indgangen til et nyt fængsel.

Den blide stemme i hovedtelefonerne, der tilhører professor Ros Kosal fra dokumentationscentret, leder os hen til lastbilernes stoppested og derefter til detentionen, der i dag kun er markeret med et skilt.

Fortællingen om, hvordan mænd, kvinder og børn her har ventet på, at det blev deres tur til at komme ud til bødlerne på den anden side, får os for første gang til at se den fredelige mindepark i et andet lys.

Hvilke tanker er der mon gået igennem hovederne på folk, mens de til lyden af deres medfangers rædselsskrig – kun delvis forsøgt dækket af skrattende propagandistiske sange fra sporadisk opstillede højttalere – har indset, hvad der i virkeligheden ventede på den anden side af døren?

129 massegrave
Fangevogterne og bødlerne er heller ikke blevet glemt, og deres dagligdag får vi indblik i ved skiltene, der markerer henholdsvis kontoret, hvor de udførlige lister over dømte og henrettede blev opbevaret, og skuret til de kemikalier, der blev spredt ud over ligene for at skjule lugten – samt fuldføre jobbet, når macheterne, økserne eller spaderne ikke havde ordnet sagerne.

Patroner var dyre, så bødlerne måtte være kreative og bruge, hvad de havde til rådighed. Her kunne selv de savtakkede blade fra sukkerpalmerne, der stadig skyder op over hele parken, snildt bruges.

Klumpen sidder allerede et godt stykke oppe i halsen, inden vi overhovedet er nået til massegravene, der selvfølgelig også må komme, og den ene kuldegysning efter den anden går gennem kroppen trods de 35 graders varme.

»You are standing at a grave where 450 bodies were found«.



Vi er nået til den første og største massegrav. I alt 129 af slagsen er indtil videre blevet fundet spredt ud over et areal på 2,4 hektar, men det er langtfra alle, der er blevet udgravet.

Flere af de største massegrave er blevet indhegnet og overdækket af halvtag, men de fleste ligger urørte hen, og professor Kosal lader det være op til os selv at gå rundt og læse om de forskellige markerede gravsteder.

The Killing Tree
Én grav bliver han dog nødt til at gå i dybden med; graven, hvor mere end 100 kvinder og børn ligger. Graven ved siden af det fordømte træ, der bærer utallige mord på sin samvittighed, men som vokser videre uden at ane, hvad det har forårsaget af smerte.

Synet af træet, der kaldes The Killing Tree, er ikke det eneste, der får oplevelsen til fremstå levende grænsende til det ubærlige. De mange faktuelle oplysninger om forskellige for længst nedrevne bygninger og indholdet af massegravene bliver krydret med personlige beretninger fra helt almindelige cambodjanere, der som størstedelen af befolkningen over 35 år har haft de 4 år med De Røde Khmerer tæt inde på livet.

Annonce

Annonce



Som den tidligere fangevogter og bøddel Him Huys fortælling, fra han som 17-årig under tvang bliver rekrutteret til De Røde Khmerer, til han et par år senere er med til at transportere fanger fra Tuol Sleng-fængslet i Phnom Penh til Choeung Ek, hvor han står for at afkrydse de dømte før henrettelsen.

Eller kvinden, der mistede sit spædbarn på grund af sult og manglende medicin; manden, der gennemlevede voldsom psykisk og fysisk tortur og blev tvunget til at banke et barn ihjel; drengen, der blev adskilt fra sin familie, sendt i en børnearbejdslejr og siden i fængsel for at have stjålet mad til sin gravide, sultende søster; og kvinden, der blev voldtaget af 12 forskellige vagter og efterfølgende udstødt af sin landsby.

Fremtiden kalder

Stemmerne summer i baghovedet, da vi nær turens afslutning ankommer til selve mindesmærket, en buddhistisk stupa (en hellig bygning beregnet til buddhistiske relikvier, red.) bygget i 1988 af den cambodjanske regering til minde om alle dem, der mistede livet i Choeung Ek.

Stupaen indeholder nogle af de tusindvis af knogler og kranier, som eksperter har gravet op og undersøgt, og cambodjanerne valfarter hvert år 20. maj på landets Day of Remembrance til denne og lignende stupaer over hele landet for at meditere, finde fred og komme videre.

For trods de uhyrligheder, der har fundet sted i landet, vil befolkningen ikke hænge sig i fortiden. Spørger man tuk-tuk-chaufføren, universitetsprofessoren, markedskonen eller hvem som helst på gaden bærer de alle på en personlig beretning relateret til perioden.

LÆS OGSÅ

Måske måtte deres forældre lade livet, måske var deres brødre en del af De Røde Khmerer, eller måske oplevede de selv at blive hjernevasket med kommunistisk propaganda i arbejdslejrenes skoler.

Men sket er sket, og cambodjanerne vil hellere skue fremad og arbejde målrettet for at styrke landets økonomi og hoppe med på den velstandsbølge, deres naboer i Thailand og Vietnam rider på.

Det betyder ikke, at fortiden er glemt, for den må ikke glemmes, understreger professor Ros Kosal, mens vi bevæger os hen mod udgangen for at aflevere audioguiderne til en ny gruppe turister.

Folkemordene i Cambodja er langtfra et enkeltstående tilfælde. Flere er gået forud, og flere vil formentlig finde sted i fremtiden. Håbet er dog, at oplysning, som den besøgende får i Choeung Ek, kan være med til bremse en udvikling på afveje, skåne uskyldige liv og undgå at skabe store, svært helbredelige ar i den efterladte befolknings sjæl.

Choeung Ek Mindepark er åbent alle dage året rundt fra 8-17. Hyr en taxa eller tuk-tuk fra Phnom Penh eller bestil en organiseret tur med guide på hotellet eller hos en af byens mange turistbureauer.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden