SKUDEN. Det 100 år gamle motorskib ’Nya Skärgården’ kom efter 20 år på søen Vättern tilbage til den vestsvenske skærgård i 2015.
Foto: Poul Husted

SKUDEN. Det 100 år gamle motorskib ’Nya Skärgården’ kom efter 20 år på søen Vättern tilbage til den vestsvenske skærgård i 2015.

For fuld damp og musik i den vestsvenske skærgård

Et minikrydstogt med det gamle skib ’Nya Skärgården’ er en stor natur- og musikoplevelse.

Temarejser

’For Broöpning GIV SIGNAL’ står der på et skilt i Sotekanalen i den vestsvenske skærgård, mens den gamle skude ’Nya Skärgården’ med en fart af fem knob langsomt nærmer sig svingbroen, som fører over til Ramsvikslandet.

Kaptajn Tommy Wiklander tuder i hornet. Endelig dukker brovagten op.

Uendelig langsomt drejer broen ind til bredden, og vi kan sejle trygt igennem, mens brovagten kommer ud af sit lille hus og klapper og vinker til os.

Passagererne vinker tilbage og ånder lettet op, for selv om ’Nya Skärgården’ ikke er noget stort skib, ville det aldrig have kunnet klare den frie højde på 7,2 meter under broen.

Heldigvis møder vi udelukkende mindre sejlbåde, for den 4,8 kilometer lange Sotekanal er kun 15 meter bred.

Den blev sprængt og gravet fri i 1930’erne, fordi mange skibe forulykkede på den urolige Skagerrak-kyst. 50.000 fartøjer passerer årligt Sotekanalen.

Snart er ’Nya Skärgården’ ude i åbent farvand og begynder at gynge.

Heldigvis sker det næsten i takt til Pierre Erikssons Trio bestående af ham selv på harmonika, guitaristen Rolf Jardemark, Peter Milefors på trommer og harmonikaspilleren Lars Karlsson som gæstesolist, når de nede i messen demonstrerer, at de kan spille alt lige fra svenske troubadourer som Evert Taube over zydeco til Monica Zetterlunds jazzklassikere.

Bohusläns Onassis

Musik var der også, da vi gik om bord på ’Nya Skärgården’ i Göteborg søndag morgen klokken otte for at tage på et tredages krydstogt langs Bohuslän-kysten op til Strömstad ved grænsen til Norge.

Dick Andreasson stod på kajen med sin harmonika og sang nationalskjalden Lasse Dahlquists ’Välkommen til Göteborg’, hver gang en passagerer kom gående med sin rullekuffert.

Dick Andreasson er manden bag Kulturbåtarna og kaldes lokalt for ’Bohusläns Onassis’, fordi han er medejer af tre skibe, der sejler i den vestsvenske skærgård. Selv om Andreasson købte sin første båd som 12-årig, gik der mange år, før han blev rigtig skibsreder:

»Jeg gik på søfartsskole og drømte om at blive kaptajn, men var farveblind og kunne ikke se forskel på rødt og grønt. Derfor blev jeg buschauffør og kørte turistbus i 20 år. På den måde lærte jeg at arrangere rejser, og det kommer mig til gode nu«.

Rejseerfaringen har krydstogtpassagererne også gavn af, når Dick Andreasson over højttalerne beroliger dem med, at »vi sejler så tæt på land, at man kan vade i land«.

Det vil dog kræve mere end et par waders, og heldigvis lægger kaptajn Wiklander til kaj på turens første stop, byen Marstrand på de to øer Koön og Marstrandsön, så vi undgår våde fødder.

De riges tumleplads

Marstrand er de riges tumleplads om sommeren, og kongetro kan være heldige at spotte en festende prinsesse eller to. Vi andre kan ryste på hovedet over de dyre priser i tøj- og kunsthåndværkbutikkerne og i stedet nyde de smukke træhuse og brostensbelagte gyder.

Eller gå en tur op til Carlstens fæstning og godte os over, at den to gange er erobret af dansk-norske styrker heriblandt Tordenskiold, som der synges om i sangen ’Jeg vil sjunge om en helt’.

Det blå hav brydes af klippeøernes granitgrå og skovgrønne farver. Undervejs passerer vi en perlekæde af fiskerlejer, og bag fjeldet Veddeberget kan vi skimte byen Fjällbacka, der er kendt for sin røde granit.

Måske skyldes den røde granit alt det blod, som forfatteren Camilla Läckberg udgyder i sine krimier, der foregår i og omkring hendes fødeby.

Udsigt til de norske fjelde

I Fjällbacka tør vi ikke gå i land med Läckbergs høje mordrate. Derimod er ingen bange for at gå i land på øen Sydkoster, hvor vi modtages af guiden og biologen Stefan von Bothmer, som transporterer os rundt i elbusser. Nord- og Sydkoster og det omkringliggende hav udgør Kosterhavets nationalpark, som blev indviet i 2009 og er Sveriges første maritime nationalpark.

Kosterhavet er Sveriges mest artsrige med over 12.000 arter over og under havet, hvoraf 300 ikke findes andre steder i Sverige. Von Bothmer fortæller, at Kosterfjorden er 247 meter dyb, og at sågar spækhuggere svømmer herind på jagt efter makrel. Makrel og andre fisk har mennesket også jaget her siden stenalderen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Før i tiden levede befolkningen et trygt økologisk liv på to ben – fiskeri og landbrug. Hvis fiskeriet slog fejl, levede de af kartofler. Under misvæksten i Sverige i 1800-tallet, hvor hundredtusinder udvandrede til Amerika, nåede mange aldrig længere end til Koster, for her var masser af sild, som de kunne leve af. Indbyggertallet nåede op på 850. I dag er vi 350 og er gået fra fiskeri til turisme med 300.000 besøgende årligt«, oplyser Stefan von Bothmer.

Nationalparken fremstår smukkest fra Sydkosters højeste punkt, det 45 meter høje Valfjäll, hvorfra man ikke alene kan se Nordkosters højeste punkt, Kosterbonden på 58,8 meter, men i klart vejr også de norske fjelde. På hvalfjeldet føler man sig meget lille i forhold til naturen.

Kvindesejlads

Turens to overnatninger foregår på land. En nat tilbragte vi på det kæmpestore hotel TanumStrand(sådan skrives det), hvilket var en skuffelse. Restauranten mindede mest om en affodringsanstalt. Derfor indtog vi kun morgenmad i restauranten og spiste en pizza på værelset om aftenen.

Gullmarsstrand Hotel, som ligger nul meter fra havet i byen Fiskebäckskil på Skaftö, havde ikke alene lyse og venlige værelser, men også en helt fantastisk spa, Sinnenas Havsbad. Spaen tilbyder et utal af behandlinger fra japanske hanakasumi til hot stone massage, men man kan som os bare nøjes med at sidde i det udendørs opvarmede havbad, tage en dukkert i det rigtige hav og efterfølgende nyde våd og tør sauna.

LÆS OGSÅ

Restauranten er baseret på lokale produkter og står naturligvis i fiskens tegn. En muslingecarpaccio som forret og konfiteret rødfisk til hovedret understregede den maritime stemning og gjorde gæsten klar til næste dags sejlads.

Frokost indtages i messen om bord på ’Nya Skärgården’. Enkel, men velsmagende og mættende. Buffeten byder skiftevis på fiskefrikadeller, hakkebøffer, sild og laks suppleret af kartofler og salater efterfulgt af kaffe og kage.

Serveringen står Axel Nordquist og Linnea Myhrman for, men servetricetjansen er kun en lille del af 28-årige Linnea Myhrmans jobbeskrivelse.

»Jeg er uddannet dæksmand og har arbejdet som sømand i 10 år mest på sejl- og træskibe. Jeg stammer fra Värmland og har altid sejlet, fordi min mor har sejlbåd. Vi er seks besætningsmedlemmer på ’Nya Skärgården’, som jeg har sejlet med siden april. Ved siden af sømandsjobbet læser jeg til civiløkonom. Når jeg er færdiguddannet, vil jeg fortsat arbejde med turister og skibe. Nå, jeg må løbe. Kaptajnen kalder mig op på broen«, siger Linnea Myhrman og spurter af sted.

Tæt på skær og klipper

Louise og Lars-Gunnar Thor nyder både maden i messen og musikken. I det hele taget holder parret fra Mörkö 50 kilometer syd for Stockholm af musik og kan synge med på både de folkelige viser og jazzen, men ikke nok med det:

»Det tager lang tid at køre fra Stockholm til Göteborg. Derfor ankom vi til Göteborg dagen før afgang, så vi også kunne komme til koncert med Bruce Springsteen på Ullevi Stadion. Koncerten var en stor oplevelse«, fortæller Louise Thor og tilføjer:

»Jeg læste om krydstogtet en søndag i Dagens Nyheter, og da jeg aldrig har været på vestkysten, spurgte jeg Lars, om han ville med, og Lars sagde ja. Folk siger, at skærgården i øst er som en overbevokset skov, mens der er klipper i vest. Det kan der være noget om. Vi har nydt turen. Skibet har en passende størrelse. Et krydstogtskib må endelig ikke være større«, fastslår Louise Thor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så vil Thor-parret ud på dækket, for nu sejler kaptajn Tommy Wiklander igen tæt på skær og klipper ved Gullholmen. Gubber ser op fra arbejdet og vinker til os inde fra det lille fiskerleje, som minder om et farvestrålende dukkehuslandskab. Snart er Gullholmen kun en prik i horisonten, mens ’Nya Skärgården’ sejler videre nordpå.

Politiken var inviteret af VisitSweden.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Poul Husted eller Rejser, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce