Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

12-årig trofæjæger og et foto af en død giraf har ført til 73.000 kommentarer og dødstrusler

Hvorfor reagerer folk så voldsomt på de sociale medier, når pelsdyr må lade livet?

Temarejser

De grå kondisko er solidt plantet i den røde jord. På benene har hun armybukser, og den turkise T-shirt smyger sig tæt om den slanke krop. På munden et stort smil og på skulderen hviler en død girafs hoved.

Den 12-årige storvildtjæger fra Utah i USA poserer med giraffen, hun netop har skudt på en jagttur i Sydafrika. Billedet er et af flere med hende og hendes trofæer – blandt andet også en zebra og en impala – der er lagt på præteenagerens åbne facebook-side efter jagtturen i sidste måned.

Det er ikke gået ubemærket hen. Efter kort tid havde billederne genereret omkring 73.000 kommentarer ifølge avisen Washington Post, og mange var negative. Hun er en »morder«, »dyrehader« og en »syg lille heks«. Andre håber, hun selv bliver dræbt af et af de dyr, hun forsøger at slå ihjel. Mens andre kommentarer støtter den unge jæger.

Walther Palmer ved præcist, hvordan det føles at være jægeren, der pludselig bliver jaget. Sidste sommer skød den velhavende tandlæge fra Minnesota en løve ved navn Cecil med bue og pil i Zimbabwe. Det resulterede i en shitstorm af dimensioner med 700.000 reaktioner på Twitter, Facebook og YouTube.

Men hvorfor tænder storvildtsjagt så mange følelser i folk? Zoolog i Odense Zoo Nina Collatz Christensen peger på flere årsager. Hun har bemærket, at folk rangordner dyrs værdi, og løver og giraffer er højt oppe på listen.

»Alle, der bliver spurgt om, hvilke dyr man finder en i en zoologisk have, vil nævne løver og giraffer. Det er store dyr, som alle kender«.

Marius-sagen og den døde løveunge i Odense

Nina Collatz Christensen mener også, at opstandelsen kan forklares med en ’disneyficering’ af vilde dyr. Altså at man opfatter naturen som noget, man ser i en Disney-film, hvor dyrene taler og tillægges følelser.

De fleste husker Marius-sagen med giraffen, der blev aflivet og senere parteret foran publikum i København Zoo. Sidste år var det Odense Zoo, der anbragte røven i klaskehøjde, da det spredtes på de sociale medier, at den zoologiske have havde i sinde at dissekere en løveunge.

»Det gik så stærkt, og det var svært at styre«, siger Nina Collatz Christensen om bombardementet, der fandt sted på eksempelvis Facebook.

Men tonen har ændret sig, og der var meget brutale ytringer. Heldigvis var der ingen dødstrusler

»Jeg kunne kun blive med at forklare mig og holde fast i, hvorfor vi gjorde, som vi gjorde. Men tonen har ændret sig, og der var meget brutale ytringer. Heldigvis var der ingen dødstrusler, som der var mod København Zoo«.

Simpel opskrift på shitstorm

Det vækker noget nykolonialistisk hos folk at se en hvid europæer eller amerikaner hvile foden triumferende på det store vilde dyr, han eller hun har skudt. Det mener Bo Normander fra WWF Verdensnaturfonden, der er specialist i skov og biodiversitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Folk forholder sig meget følelsesmæssigt til store pattedyr som gorillaer, pandaer og katte og føler ikke, vi har ret til at behandle dyrene dårligt. Men jeg oplever også, at mange rationelt forstår, at der er problemer forbundet med, at vi ikke passer på naturen og de truede dyrearter«.

Også den tidligere spanske konge Juan Carlos landede i en mediestorm i 2012. På Google kan man finde et billede af den kongelige jæger poserende i fuld kakifarvet uniform med sit gevær i favnen foran en elefant, han har nedlagt på en jagt i Botswana. Da billedet kom frem, vakte det mildt sagt ikke jubel i befolkningen, der dels mente, det var et kluntet signal at sende at være på en kostbar jagtrejse i en tid, hvor Spanien var i økonomisk krise. Dels harmonerede billedet af ham med en død elefant, dårligt med hans titel som ærespræsident i WWF. Den titel blev taget fra ham efter billederne fra jagten, der i øvrigt var lovlig, kom frem i medierne.

Den svage mod den stærke

Den mest simple opskrift på at havne i en shitstorm er at lægge billeder med dyr, man har nakket, på de sociale medier. Det forklarer William Atak, direktør i konsulentvirksomheden Atak og shitstormsekspert.

»Det er som Davids kamp mod Goliat – den svage mod den stærke. For billederne rammer bredt: dyreelskerne ikke mindst, samt dem, der føler sig krænket, fordi sådan en jagtrejse er en ødselhed (den amerikanske tandlæge, der skød Cecil, betalte angiveligt 350.000 kroner for turen, red.). Det rammer også dem, der ikke nødvendigvis er store dyreelskere, men som er forargede over, at man skyder en truet dyreart«, lyder det fra William Atak.

»Det dyriske kommer op i folk, når de sidder i trygge omgivelser bag computeren. I gamle dage truede vi med at ringe til Ekstra Bladet, hvis vi følte os forurettede. I dag har vi fået våbnet i egen hånd«, siger William Atak.

Havde de, der skrev hadske beskeder, mødt pigen ansigt til ansigt, ville de formentlig ikke komme med samme udfald. Mange er desuden, siger William Atak, kede af deres hårde ord, hvis de efterfølgende bliver konfronteret med det, de har skrevet. Opmærksomheden kan også føre noget godt med sig, f.eks. at der kommer fornyet fokus på truede dyr, lyder det fra Bo Normander fra WWF Verdensnaturfonden. Men:

»Problemet er, hvis det ikke gavner sagen og bliver ukonstruktivt og mest handler om, at det er synd for elefanten, giraffen eller løven frem for at gøre en konkret indsats for at beskytte den vilde natur«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den 12-årige pige har sammen med sin far forsvaret sin interesse for jagt i avisartikler og nyhedsudsendelser.

»Jeg vil aldrig stoppe med at jagte, uanset hvad folk siger. For jeg er en jæger«, sagde hun for nylig til tv-programmet ’Good Morning America’. Spørgsmålet er, om hun fremover vil lægge billederne på Facebook.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Anne Louise Leth eller Rejser, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Kampen for at overleve på Middelhavet

    Jacob Ehrbahn tog en beslutning, inden han gik om bord på redningsskibet 'Sea-Watch 2'. Hvis han skulle vælge mellem at fotografere eller redde liv, så ville han gøre det sidste.

    Se hans optagelser af minutterne, da en gummibåd med 120 mennesker punkterer, og Middelhavet fyldes med flygtninge, der slås for deres liv.

    Læs hele reportagen eller se hele videoen.

Annonce