DASE. Pause til job og daginstitutioner kan give fantastiske fælles familie-oplevelser.
Foto: Marie Wickmann Elkjær

DASE. Pause til job og daginstitutioner kan give fantastiske fælles familie-oplevelser.

Drømmerejser

Familien Wickmann trak stikket ud og tog børnene med ud i verden

Fem måneders familierejse i Panama, Costa Rica og Argentina gav selvsikre børn og kreative voksne.

Drømmerejser

»I må være familien Wickmann fra Danmark«, siger en ung pige på velklingende engelsk, mens vi venter i køen ved Panamas indenrigslufthavn.

Hun introducerer sin onkel, señor Alvarado, som er Kuna-indianer og ejer Yandup Island Lodge, hvor vi skal bo de næste fire dage.

Vi er netop ankommet til Panama, som er første stop på vores fem måneder lange rejse.

En rejse, som skal bringe os langt væk fra en hektisk hverdag og tættere på hinanden som familie. Vi har nøje udvalgt Panama, Costa Rica og Argentina, fordi det er lande med politisk stabilitet, smuk natur og et overkommeligt prisniveau.

LÆS OGSÅ

Sammen med señor Alvarado og hans niece stiger vi kort efter om bord på en 12-personers flyvemaskine og flyver ind over den vidtstrakte jungle på vej mod Kuna Yala, Kuna-indianernes egen provins.

Fra luften øjner vi snart tropekyst med lange hvide sandstrande og et hav af palmebevoksede småøer. Vandet er krystalblåt, og på enkelte af øerne ser vi små grupper af palmehytter.

Vi bliver selv indlogeret i en af de selvsamme hytter, som er bygget på pæle over vandet, efter flyveturen. Sofia på 5 år og Kamille på 2 år indtager straks hver sin hængekøje, og vi voksne læner os tilbage i lænestolene på hyttens trædæk.

Vi er i gang, og det føles godt. Panamanerne er varme og venlige, og vores piger tager nysgerrigt imod de mange anderledes indtryk.

De næste dage tilbringer vi med snorkling i det klare vand og skønne middage i lodgens åbne restaurant. Hver morgen kommer lokale fiskere ind med nattens fangst af skaldyr, som er hentet op i kanoen med de bare næver.

Kuna-kvinderne arbejder utrætteligt i deres farvestrålende dragter, og unge mænd fra Alvarado-familien guider os rutineret rundt i området. Vi fascineres af, hvor hurtigt pigerne lægger hverdagen bag sig og kaster sig ud i de nye oplevelser.

Især livet under havets overflade har fanget Sofias interesse:

»Mor, mor, der var en ørnerokke, og jeg så en blæksprutte, men far så den ikke«, sprutter hun en dag med snorklen halvt ude af munden, mens hun plasker rundt i bølgerne.

Vi er på udflugt til en nærliggende strand, hvor koralrevet starter bare en halv meter fra kysten. Her får hun sin første rigtige erfaring med snorkling, og det er svært at afgøre, om hun selv eller faren er mest stolt over de nye færdigheder.

Mantraet for rejsen har været mere nærhed med børnene, og allerede nu begynder vi at forstå, hvad det indebærer. Vi følger deres udvikling minut for minut, og det er skønt at se deres små sejre.

Skolebænk til hele familien
Vi har begge rejst i Mellemamerika før, men aldrig rigtig fået styr på det spanske. Derfor har vi planlagt en måneds sprogophold i bjergbyen Boquete, tæt på Costa Ricas grænse.

Efter fem forrygende dage hos señor Alvarado og hans familie pakker vi derfor rygsækkene og rejser fra Kuna Yala i øst til Boquete i vest. Vi bliver modtaget med hjertelige smil og kindkys af sprogskolens leder, Lorena Pitti, som har tilrettelagt et fireugers program for os alle.

»I voksne skal undervises om eftermiddagen på små hold med to-tre elever, men pigerne får deres egen privatlærer«, forklarer hun.

Sofia og Kamille er både begejstrede og betænkelige over at skulle starte i skole i et fremmed land. For læreren taler ikke dansk, og de taler ikke engelsk. Og selv om de pædagogiske værktøjer er i top, beklager Sofia sig over den manglende logik i undervisningen:

»Når læreren peger på en rød tomat og siger rojo, så forstår jeg altså ikke, om rojo betyder rød eller tomat«, siger hun.

Trods sprogbarrieren falder vi hurtigt til i miljøet omkring skolen, og pigerne vækker jubel, når de kommer stormende gennem de skyggefulde søjlegange med skoletaskerne bumpende på ryggen.

»Guadalupe, Guadalupe«, råber Kamille hver morgen og kaster sig om halsen på skolens webmedarbejder, som altid har en kiks parat til begge piger.

Hengivenheden er gensidig, og Guadalupe tilbyder at passe børnene, mens vi voksne gør et forsøg på at bestige den nærliggende vulkan. Forsøget drukner desværre i vand, for vi har været så uheldige at ramme den mest regnfulde måned, nogen i byen kan huske.

Det generer dog ikke Sofia og Kamille, der plasker utrætteligt rundt i de mange vandpytter og nyder følelsen af fyldte gummistøvler.

Boquete giver os oplevelsen af at have rigtig god tid sammen. Vi bager pandekager til morgenmad, går på marked om eftermiddagen og læser masser af historier, mens regnen siler ned udenfor. Men da de medbragte bøger slipper op, udfordrer børnene os.

De vil have flere historier, og vi må tage fantasien til hjælp. I starten er det svært at finde på, men vi kommer hurtigt efter det, og historiefortællingen bliver et populært indslag til de mange timer, vi tilbringer på farten.

Rejsen rundt i Mellemamerika foregår i bus og taxa. Infrastrukturen i Panama er god, og busserne er fine. Men i Costa Rica er transport en anden historie. Vejene er hullede, busserne er dårlige, og vi slår os sammen med andre rejsende om komfortable minibusser, der bringer os nogenlunde sikkert fra sted til sted.

Netop sikkerhed er et emne, vi må forholde os til igen og igen. Barnesæder og sikkerhedsseler er et særsyn på disse kanter, og redningsveste findes ikke i børnestørrelser. Vi må lægge de skandinaviske sikkerhedsnormer på hylden og glæde os over, at chaufførerne generelt kører forsvarligt – og at havvandet altid er klart og varmt.

Tid giver nyt perspektiv
Efter regntiden i Boquete tilbringer vi en måneds tid i det østlige Costa Rica, som har sit eget mikroklima. Når regnen hærger i de centrale egne, skinner solen med stor sikkerhed på disse kanter. Det nyder vi godt af, mens vi daser ved svømmepølen, kigger på dovendyr, tukaner og bodyboarder i de familievenlige bølger.

Der bliver også tid til at iagttage enorme havskildpadder lægge æg på stranden i ly af natten – og til at følge deres nyudklækkede unger, når de myldrer tilbage fra stranden til vandet. Pigerne er helt opslugt af de bløde havdyr i sandet, men respekterer, at de sårbare unger ikke må samles op eller forstyrres i deres rejse.

Læren om dyrenes adfærd bliver en vigtig del af pigernes dannelse undervejs, og vi får alle dyb respekt for naturens fantastiske indretning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi har nu tilbagelagt halvdelen af rejsen, og børnene har endnu ikke trukket i nødbremsen. Den ældste taler indimellem om sine veninder, men oplevelserne med familien ser ud til at veje op på savnet.

Blandingen af udfordringer og eventyr gør pigerne gradvist stærkere, og vi voksne har efterhånden rystet de værste bekymringer af os. Med en sund ballast af rejserutiner og eventyrlyst stiger vi således om bord om på den sydgående flyver med retning mod Buenos Aires.

En skærende kontrast

Argentina er Sydamerikas næststørste land og strækker sig over næsten 4.000 kilometer fra nord til syd. Planen er at udforske landet i bil, og vi har været heldige at låne en firehjulstrækker af et lokalt ægtepar med familie i Danmark.

Vi har fastlagt en rute, der strækker sig sydpå fra Buenos Aires til det nordlige Patagonien, hvorfra vi vil sætte kurs mod Andesbjergene og slutte cirklen i Buenos Aires. Alt i alt bliver det en tur omkring 10.000 kilometer, som skal klares på ti uger.

GUIDE Tango og bøffer - Se vpres guide til Buenos Aires

Et af de første steder, vi besøger, er den Unesco-beskyttede halvø, Península Valdés, på Atlanterhavskysten. Her ser vi søløvekolonier regeret af enorme hanner med manker, som var de virkelig løver. Og vi oplever sæsonens sidste rethvaler øve sig i svømningens kunst, før de drager ud på åbent vand.

På den mindre halvø, Punta Tombo, tilbringer vi en hel dag i selskab med knap en million pingviner, der suser fortravlede omkring og henter fisk og skræpper op. Vores piger vralter fnisende rundt i hælene på de små, søde skabninger, der indimellem krydser turisternes sti.

Oplevelserne i Argentina sætter vores egen danske dagligdag i perspektiv. Dyrene er vildere, afstandene er større, tingene går langsommere – og familien er det absolutte samlingspunkt. Lige meget hvor vi kommer frem, ser vi storfamilier på picnic og fyldte legepladser med børn i alle aldre.

Forældre og bedsteforældre tager sig god tid til at være sammen med deres børn, og det er tilsyneladende kun landets økonomi, der lider under den manglende arbejdsintensitet.

Siden krisen i 2001 har Argentina været et forholdsvis billigt land at rejse i, og det er altid muligt at finde veludstyrede cabañas til omkring 3-500 kr. pr. nat. Men til jul beslutter vi at slå os løs og booker plads på en luksusranch, der ligger godt gemt af vejen i de støvede bjerge, nær grænsen til Chile.

Ranchen hedder Ranquilco og ligger så afsides, at det tager os en hel dag at komme dertil. Undervejs skifter underlaget fra asfalt til grus og sidenhen til hårdtstampet sand, hvor hjulsporene kun kan skimtes svagt.

Da vi når frem til mødestedet, står heste og pakmuldyr klar til at bringe os det sidste stykke vej ned i dalen, hvor vi skal bo. Vi bliver indlogeret i et smukt, trelænget hus, der ligger skyggefuldt og helt isoleret ved kanten af Rió Trocoman.

Kort efter står Ranquilcos ejer, Ashley Carrithers, i døren. Hans ansigt er præget af sol og vind, og hans Stetson-hat er skubbet godt ned over de blå øjne. Han smiler varmt, da han trykker vores hænder, og ønsker os velkommen »til det bedste sted i verden«.

»I vil opleve, at dette er som at rejse tilbage til en tid, der aldrig rigtig har eksisteret. Vi har ingen veje, ingen telefoner, ingen renovationsordninger og ingen elektricitet. Maden laver I på ildstedet, og når I skal i bad, skal I først tænde op i kedlen«, forklarer han.

Så trækker han et nyslagtet gedekid og fem store kartofler op af rygsækken. Det er vores aftensmad, og vi kan godt gå i gang med at tænde bålet. Heldigvis har vi også medbragt en kuffert med supplerende ingredienser, så der skal nok blive mad til hele ugen.

På Ranquilco tilbringer vi juledagene uden køleskab, komfur eller elektrisk lys. Husholdningen bliver et projekt i sig selv, og dagene går i et roligt tempo med optænding, kagebagning og madlavning. Når mørket falder på, blafrer stearinlysene på hyttens væg, og vi voksne tilbringer timer med snak under stjernerne. Her kan vi næsten ikke mærke civilisationen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tiden på Ranquilco står i skærende kontrast til vores liv derhjemme. Alt foregår i pagt med naturen og ved fælles hjælp. Den tilstand føles fantastisk privilegeret, når man er vant til det modsatte. Samtidig er det bekræftende at se, hvor gode børnene er blevet til at lege med det forhåndenværende.

Sten i forskellige størrelser bliver til far, mor og børn. Pinde bliver til huse. Kviste og tørrede blade bliver til pynt, og sådan går der mange timer med opslugt leg.

Pigerne er også blevet garvede ryttere, og Sofia styrer med største naturlighed de stærke Criolla-heste, der bringer os på opdagelse rundt i området. Den sidste nat på Ranquilco tilbringer vi under åben himmel et stykke oppe ad floden.

Mens bålet varmer i mørket, og vi lytter til børnenes tunge vejrtrækning, priser vi os lykkelige for, at vi turde tage springet. Regntiden har generet os i Mellemamerika, og et enkelt tyveri undervejs har kostet os en masse bøvl. Men rejsen som helhed er lykkedes over al forventning.

Vi voksne har gearet ned fra femte til første gear og fulgt vores børns udvikling dag for dag. Vi har delt et hav af oplevelser, og pigerne er både blevet stærkere og mere selvsikre af erfaringerne.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce