Annonce
Annonce
Rejser

Kinesisk megaby frister madglade rejsende

Michelin-kreationer eller stegte nudler fra et gadekøkken? Turengårtil.dk viser vej til fem forskellige madoplevelser i Shanghai.

MADBY. Shanghai byder på både luksus-middage i stilfulde omgivelser og familievenlig mad tæt på den kinesiske folkesjæl. - Foto: Kristoffer Flakstad

MADBY. Shanghai byder på både luksus-middage i stilfulde omgivelser og familievenlig mad tæt på den kinesiske folkesjæl. - Foto: Kristoffer Flakstad

Gem til liste

Den kinesiske megaby Shanghai har et fantastisk udbud af spisesteder.

Den ene aften kan du snuppe et hurtigt måltid med en øl til for 30 kroner og den næste en gang luksusmad udtænkt af internationale stjernekokke, der har fundet vej til byen med flere millionærer end nogen anden metropol i Østen.

LÆS OGSÅ5 fede og skæve shoppingsteder i Shanghai

De seneste år har tendensen i byen været, at flere og flere små, lokale spisesteder er forsvundet. Hele gader med mange små køkkener og boder er simpelthen blevet jævnet med jorden, fordi der bygges flere nye metrostationer og skyskrabere.

Internationale kæder fra Pizza Hut og Starbucks til japanske Ajisen Ramen vinder frem i de nye byggerier. Parallelt med den udvikling åbner der også feinschmecker-steder, hvor et internationalt fusionskøkken mikset med det lokale er i højsædet.

Restauranter med et rendyrket Middelhavskøkken ses efterhånden også flere steder i gadebilledet.

Husk dine spisepinde
Derfor kan du spørge dig selv om Shanghai overhovedet har et lokalt køkken?

Byen har været en sammensat masse af nationaliteter siden midten af 1800-tallet, og storbyen breder sig samtidig lige der, hvor nord og syd smelter sammen.

Beliggende tæt på både havet og store floder, er der en særlig glæde for fisk og skaldyr i Shanghai-regionen, men alle køkkener fra Riget i Midten er rigt repræsenteret i byen.

LÆS OGSÅ5 fantastiske skyskrabere i Shanghai

Der findes flere lommer i Shanghai, hvor spisesteder med fusionskøkkener ligger tæt. Det gælder blandt andet Xintiandi, Taikang Lu og det nye gå-ud-kvarter i de gamle dokker syd for The Bund - Cool Docks.

Man skal være indstillet på, at det primært er turister, fastboende udlændinge og velhavende Shanghai-borgere, der spiser her.

Hvis man vil tættere på de kinesiske mad-traditioner, skal man vælge helt andre typer spisesteder, som for eksempel en hotpot-restaurant eller et simpelt gadekøkken med nudelsuppe, småretter og ris på menuen. Sidstnævnte findes overalt, og på trods af de ofte interimistiske lokaler, er kvaliteten for det meste god.

GUIDEDet skal du opleve i Shanghai

Kun de færreste steder har kniv og gaffel, så tag eventuelt et lynkursus i brug af spisepinde, hvis det er første tur til Østen.

Priserne ligger langt under de danske. En familie på fire kan sagtens spise og drikke for 100 kr.

Sidst men ikke mindst er det værd at understrege, at kineserne generelt har god køkkenhygiejne. Meget mad bliver kogt, dampet eller lynstegt, og råvarer tilberedes friske.

Her er nogle af Shanghais bedste madsteder.

LÆS OGSÅTag med til Kinas hemmelige Venedig

T8 – Mørklagt luksus

HYPET.  Schweiziske Walter Zahners eksklusive spisested T8 er blevet en institution i Shanghai. Foto: Kristoffer Flakstad

»Jeg spiser her hver gang, jeg er i Shanghai«, fortæller den amerikanske forretningsmand George i baren til turengårtil.dk's udsendte.

»Det er byens bedste og mest coole restaurant. Jeg ville ønske det her sted lå hjemme i San Fransisco«.

Schweiziske Walter Zahners eksklusive spisested er blevet en institution i Shanghai. T8 har til huse i en af de gamle, istandsatte shikumen-bygninger dybt inde i forlystelseskvarteret Xintiandi. Skyskraberne troner rundt om og rykker tættere og tættere på, men gyderne og de gamle, lave bygninger er blevet fredet af myndighederne. Det var nemlig i et af husene her, at Kinas kommunistparti blev stiftet.

T8 syner ikke af meget udefra, bortset fra europæisk forkærlighed for patina – noget kineserne nok aldrig helt kommer til at værdsætte.

Traditionelle kinesiske restauranter er ofte badet i lys, men på T8 er belysningen dæmpet, væggene er sorte, og lyden fra et klukkende springvand blander sig med de dæmpede stemmer rundt om i halvmørket.

Begynd middagen med en cocktail i den fremragende bar, og sæt herefter tænderne i pikante råvarer som hummer, krabbe og wagyu-oksekød. Menuen udskiftes ofte, så der er altid nye kulinariske eksperimenter at afprøve.

Walter Zahner har sørget for, at gæsterne kan følge med i tilberedningen. Kun en glasvæg skiller køkkenet fra gæsternes borde.

T8, No. 8 Xintiandi North Part, Lan1 181, Taicang Lu. t8-shanghai.com

LÆS OGSÅInsiderguide: Weekend i en af Asiens fedeste storbyer

And i hemmelig mega-restaurant

Peking-and er en af nationalspiserne i Kina. Den stammer fra hovedstaden Beijing, men laves og spises også efter alle kunstens regler flere steder i Shanghai.

Især én restaurant er en oplevelse, og fremhæves af flere lokale som det bedste ande-sted i byen. Nemlig Duck King lige midt i shoppingfolkets paradis Xujiahui.

Man skal vide, at der ligger en restaurant i den noget trætte hotelbygning West Asia Hotel. For der skiltes ikke med sprødstegte ænder og friskbagte rispandekager nede på gaden, og man har næsten fornemmelsen af at ankomme til en amerikansk speak easy fra 1920’ernes spiritusforbud.

ANDEMAD.  Værsgo, så er der kinesisk signatur-spise. Foto: Kristoffer Flakstad

Gå ind i den noget dunkle lobby, og tag elevatoren op til 2. sal. Pludselig befinder du dig i en klassisk, kinesisk mega-restaurant med store, runde borde, røde og gyldne farver og et virvar af gæster, tjenere og kokke, der skærer helstegte ænder ud lige foran de spisende.

Peking-and kan være en fed omgang, så sørg for at bestille nogle grøntsager ved siden af de obligatoriske pandekager, løgstrimler og hoisin-sauce. Spisen er børnevenlig, og det lille show, når kokken kommer og skærer anden ud, er underholdende for alle.

Duck King, Tranyaoqiao Lu, 20 (West Asia Hotel, 2. sal), duck-king.com

LÆS OGSÅHer kan du spise michelinmad for en 50er

Bæredygtig mad i dokkerne

Økologi og dyrevelfærd er ikke et emne af høj prioritet i Kina. Men det enorme rykind af folk fra hele den vestlige verden har efterhånden givet større efterspørgsel på netop de to fænomener.

I Shanghais helt nye restaurant- og forlystelseskvarter The Cool Docks syd for The Bund finder man restauranten Mingtang, der serverer retter fra primært det sydlige Kina.

Alle grøntsager er økologiske, og fjerkræet er fritgående. Maden tilberedes efter kantonesiske opskrifter, der generelt kræver mindre energi på grund af lynstegning. En del af råvarerne produceres samtidig tæt på Shanghai, hvilket giver kortere eksporttid. Dermed udløser restauranten mindre CO2.

Turengårtil.dk's udsendte nød blandt andet stegt gåsebryst med blommesauce. Ved nabobordet indtog et velhavende kinesisk par hummer på en tilsyneladende sprød salat og lynstegte nudler. På Mingtang kan de deres kram, og som på T8 – og flere andre kvalitetsrestauranter – er her åbent køkken, hvor alle kan følge med.

I sommerhalvåret er det populært at spise ude på terrassen, mens man betragter det summende liv i dokkerne.

Mingtang organic dining, The Cool Docks Unit 102, 479 Zhong Shan Nan Lu. mingtang.com

LÆS OGSÅUkendt kinesisk megaby satser på turismen

Hotpot – Kinas sunde svar på 80’er fondue

Fade med tynde, rå strimler af okse og lam, store bundter koriander, svampe, spinat og nudler står klar. Nu bringer tjeneren en dampende gryde med kogende bouillon ind og sænker den ned i fordybningen med gasvarme inde på midten af bordet.

Der udfolder sig herefter et socialt spil mellem alle – kød og grønt dumpes ned i den boblende gryde og få sekunder senere fiskes de varme, tilberedte stykker op igen sammen med lidt nudler og velsmagende suppe.

Hotpot-tradtionen, der næsten kan minde lidt om fondue – stammer fra Mongoliet, men er udbredt i det meste af Kina. Det er næsten kun fantasien og køkkenets udvalg, der sætter grænser for, hvad man kan koge.

Nogle vælger at få en tvedelt gryde ind med en jævnt krydret suppe og en, der er brændende stærk af chili. Sidstnævnte giver styrke på en råkold vinterdag, men bør nok overvejes under Shanghais dampende varme højsommer. Der får man rigelig med sved på panden i forvejen.

Hotpot-tradtionen er en af de ældste i Kina og samler både familier, venner på fælles udflugt og mænd på herretur, hvor øl-indtaget nemt overstiger mængden af suppe fra gryden. Der er ofte en varm og lettere hektisk stemning på hotpot-stederne, og de er godt egnede til børnefamilier.

Den populære Sanrenxing på Zhaojiabang Lu (en del af en lille kæde) fordeler sig på to etager. Den blev for nogle år siden udnævnt til en af Shanghais 100 bedste restauranter af magasinet Time Out og er et perfekt sted at afprøve den traditionsrige, sociale spise.

Sanrenxing, Zhaojiabang Lu 879 (tæt på Wanping Nanlu), sh-sanrenxing.com

GUIDELæs vores guide til det magiske Kina

Japansk råhygge i fransk kolonivilla

Shanghais gamle franske kvarter har i flere år været platformen for eksperimenter og nye, skæve initiativer.

Gamle villaer, palæejendomme, tilgroede haver og alleer med træer skaber en helt særlig ramme. Mens andre dele af byen præges af skyskrabere, hotel-køkkener og kæderestauranter, er der her flere individuelle spisesteder med sans for den gode smag.

Halvt gemt inde i en stor have ligger den japanske restaurant Shari i en villa fra 1917. En fransk fabrikant opførte stedet, men måtte forlade det, da japanerne gik ind i Kina under Anden Verdenskrig. Efter krigen og borgerkrigen konfiskerede kommunistpartiet villaen, som i dag ejes af den kinesiske stat.

JAPANSK.  Halvt gemt inde i en stor have ligger den japanske restaurant Shari i en villa fra 1917. Foto: Kristoffer Flakstad

Restaurantchef Koji Nakagawa kom til Shanghai fra Tokyo for et lille år siden, og selvom han er taknemlig for at kunne leje villaen, er han ked af, at han ikke må ændre på bygningen.

»Jeg vil rigtig gerne bygge til og rive nogle vægge ned, men det må jeg ikke, for huset er fredet«, smiler han.

For os andre må det snarere betragtes som et held, at det endnu er muligt at opleve suset fra en længst svunden tid i Kina.

Koji Nakagawa og hans hold har japanske klassikere fra tempura-stegte grøntsager til soba-nudler og wugyu-bøffer på menuen. Husets sushi er yderst delikat og skal absolut prøves. Priserne er rimelige og serveringen god på Shari.

I weekender sommeren over tændes der op for en stor grill i den atmosfærefyldte have, og duften af japansk barbecue breder sig. Mange gæster bliver siddende hele aftenen udenfor, hvor det også er muligt at nyde en af husets lækre cocktails.

Shari, Yongjia Lu 630. shari-shanghai.cn

LÆS OGSÅFå det bedste af både østen og vesten

Turengårtil.dk var inviteret til Shanghai af SAS

TUREN GÅR TIL GODE REJSEMÅL I Juli

Prag

Prag

Højt skummende øl på værtshuse, der minder om gamle landevejskroer....

Istanbul

Istanbul

En by, to verdensdele, 9.000 års historie og 14 mio. indbyggere

Paris

Paris

Paris har efterhånden udtømt listen af superlativer, der med rimelighed...

Hamburg

Hamburg

Hamburg er Europas næststørste havneby. Og havneområdet HafenCity er da...

Amsterdam

Amsterdam

Kanalhuse, Rembrandt, skæv tobak og multikulturel spændvidde. Amsterdam er...

Firenze

Firenze, Firenze, Firenze. Hvem kan sige ”Firenze” uden at slå...

London

Dekadente stormagasiner, mad-templer, teatre og gigantiske museer....

New York

New York er smuk, kreativ, dekadent, dyt, båt, bimlende, bamlende, forrykt...

Edinburgh

I et hus fra Middelalderen sælger de billige kilte og whisky. Ude ved...

Budapest

Smukt udsmykkede termalbade med velgørende varmt vand, gamle kaffehuse med...

Lissabon

Traurig kærlighedsmusik, skramlede sporvogne på stejle bakker og en af...

Berlin

Anarkistisk, fandenivoldsk og tilbagelænet. Men også svulstig og...

Dublin

Dublin er cremet skum og fløjlsblød fyldighed i en Guinness, storslåede ...

Barcelona

Lækre tapasbarer, eventyrlig arkitektur, sprudlende natteliv og et...

Göteborg

Fem Michelin-restauranter, verdens bedste samling af nordisk kunst,...

PolitikenPlus
  • Rullekuffert Rullekuffert i slidstærke materialer og med snittesikkert wirenet og punktersikre lynlåse, der kan forhindre indbrud i kufferten.

    Pluspris 1.869 kr. Alm. pris 2.199 kr. Køb
  • Pung Pung med plads til 5 kreditkort. Den er RFID sikret, som beskytter dig imod udefrakommende forsøg på at scanne dine personlige oplysninger, kreditkortoplysninger m.m. fra dine kort.

    Pluspris 195 kr. Alm. pris 229 kr. Køb
  • Solskygge Beskyt dig mod solens farlige stråler med denne smarte og funktionelle solskygge. Solskyggen er vendbar og er produceret i materiale så den kan vaskes i maskine.

    Pluspris 99 kr. Alm. pris 149 kr. Køb
  • Siddeunderlag Siddeunderlag der består af peruviansk alpacauld på oversiden, Thinsulate som fyld og et vandafvisende materiale på undersiden. Fylder næsten ingenting og er perfekt til skovturen!

    Pluspris 255 kr. Alm. pris 300 kr. Køb
  • Toilettaske Alsidig taske i G-1000 materiale til opbevaring af netop det du skal have med på din rejse.

    Pluspris 255 kr. Alm. pris 299 kr. Køb