Annonce
Annonce
Rejser

Her er Thailands fedeste strandhytter

Der findes stadig mange uberøre perler med de skønneste strande i Thailand. Se ekspertens bud på 12 fantastiske strandhytter i tre forskellige prisklasser her.

Michael Fjording har rejst Thailand tyndt og kender derfor landet indgående. - Foto: Marianne Fjording

Michael Fjording har rejst Thailand tyndt og kender derfor landet indgående. - Foto: Marianne Fjording

Gem til liste

Drømmer du om at ligge på en strand med kridhvidt sand og krystalklart hav, mens solen bager ned over dig og dine kære, og de eneste lyde, du kan høre, er bølgernes brusen og fuglenes kvidren?

Så skal du nok ikke tage til Pattaya eller Phuket. Til gengæld findes der stadig masser af skønne områder i Thailand, hvor du kan få stranden næsten helt for dig selv.

Vi har bedt Thailand-ekspert Michael Fjording om at komme med sine bedste bud på de endnu uberørte perler i Thailand. Både de mere primitive, hvor du bor i en hytte på stranden uden aircondition og i nogle tilfælde varmt vand; de lidt mere civiliserede resorts og den absolutte luksus.

For Michael Fjording selv er luksus ensbetydende med fred og ro. Mange charterselskaber har fundet vej til de skønne thailandske øer, og derfor er visse områder efterhånden så turistprægede, at de ikke er noget for ham. Men hvad der er luksus for den ene, behøver ikke nødvendigvis være det for den anden, forklarer han.

LÆS OGSÅSådan prutter du om prisen i Thailand

"Luksus for mig er at have en skøn strand helt for mig selv. Men det er også at kunne gå direkte fra hytten og ud i havet og snorkle rundt blandt korallerne. Det skal helst være en vestvendt strand, så jeg kan sidde på terrassen i min hytte og se solnedgangen, mens jeg nyder en frisklavet banana-smoothie, som jeg måske lige hælder et skvæt af den lokale whiskey i. Det er meget mere mig end et fem-stjernet hotel," siger han og tilføjer:

"Men det er måske ikke luksus for andre. Nogen vil gerne have aircondition, nogle vil ikke have det for øde, fordi de gerne vil kunne tage ind og shoppe eller spise på restauranter i en by. Sådan er vi jo forskellige."

Ingen kamp om pladsen på stranden

Derfor har vi fået Michael Fjording til at anbefale tre typer ressorter i de fire områder i Thailand, som han mener, er de bedste, hvis man er til sol, strand og badeferie, men ikke ønsker at skulle kæmpe om at finde plads til sit håndklæde på stranden.

De fire områder er øerne omkring Phuket (ikke selve Phuket), Ko Lanta og dens naboøer, Ko Samui og naboøerne, samt Koh Chang og dens naboø Ko Kood.

Michael Fjordings helt egen favorit er Golden Buddha Resort på Ko Phra Thong cirka 2 1/2 time i bil fra Phuket og derefter 1 1/2 time i såkaldt 'long-tail' båd. Resortet minder mest af alt om en lille landsby med 20 helt forskellige og personlige huse. Dette skyldes, at hvert enkelt hus er ejet af enten thaiere eller udlændinge, som - da de købte jordlodden i midten af 1980'erne - skrev under på, at de ville leje deres hytter ud, når de ikke selv benyttede dem.

"Golden Buddha er et sted som ingen andre. Det er simpelthen uden for kategori med hensyn til beliggenhed og atmosfære. Her føles det, som om man er 1.000 kilometer væk fra turistområderne. Vi var der tre uger, før tsunamien ramte. Og den hytte, vi boede i, forsvandt simpelthen. Hele ressortet var nærmest jævnet med jorden. Alligevel brugte ejerne to år på at hjælpe til inde på fastlandet, inden de genopbyggede Golden Buddha. Det viser noget om de her menneskers engagement og kærlighed til Thailand."

At mange danskere også har kastet deres kærlighed på Thailand, undrer ikke Michael Fjording:

"Thailand har det hele. Du kan finde alt i Thailand inden for kort afstand. Her er fantastiske strande med krystalblåt hav, hvor du kan snorkle og dykke ved nogle af de smukkeste koralrev i verden. Du kan trekke i junglen, og maden er fantastisk god. Her er noget for alle og enhver."

Spørgsmålet er så bare, hvilken paradisstrand du skal vælge at bo ved?

Vi har bedt Thailand-ekspert Michael Fjording komme med sit bud på tre overnatningsmuligheder (1: en simpel strandhytte, 2: et boutique-ressort, samt 3: et luksus-ressort) i fire skønne områder i Thailand.

Ko Chang og Ko Kood

1. Siam Beach Resort, Ao Bang Bao, Ko Kood

Ressortet ligger på Ko Koods flotteste strand, en lagune med lavt krystalklart vand og fint hvidt sand. Her ligger 14 hytter få meter fra vandet og dermed med panorama-havudsigt mod vest og solnedgangen. Stranden er spækket med kokospalmer, så hold øje med, hvor du lægger dit håndklæde. Hver dag klokken 18 tændes der op i det åbne ildsted, og så er der en alt-godt-fra-havet-barbecue med frisk fisk og skalddyr til en yderst rimelig pris.

Siam Beach Resort har ikke sin egen hjemmeside, men du kan se priser og flere billeder på www.kokood.com

2. Nirvana Resort, Koh Chang

Nirvana er et lille sted med kun otte hytter, der ligger smukt i junglelignende omgivelser. Hytterne er bygget i en stil, der er et miks af thailandsk gulv af gammelt tømmer og håndlavede tagsten og balinesisk indretning. Hver hytte er en speciel oplevelse, da ikke to af dem er ens - men alle er i høj standard. Nirvana kan desuden prale af hele to pools, én med saltvand, hvorfra man kan kigge ud på havet, og én med ferskvand, der er omgivet af jungle og med et vandfald, der løber ned ad klipperne.

Læs mere på www.koh-chang.com

LÆS OGSÅGuide: Thailands hemmelige paradis-strande

3. Soneva Kiri by Six Senses, Ko Kood

Det nyåbnede Soneva Kiri ligger for sig selv i sin egen lille bugt på nordsiden af den lige så afsidesliggende ø, Ko Kood. Stranden er en rigtig bountystrand med store palmer, og hytterne er holdt i naturmaterialer. Gæster bliver mødt af en repræsentant for hotellet i lufthavnen i Bangkok og fulgt ud til hotellets eget fly. Efter en times flyvning lander de på Soneva Kiris egen landingsbane, som ligger på en lille ø ud for kysten. Herefter fragter en lille båd gæsterne ind til ressortet.

Læs mere på www.sixsenes.com/Soneva-Kiri

Ko Lanta og dens naboøer

1. Thapwarin Resort, Ko Ngai

Øen Ko Ngai, der også staves Ko Hai, ligger en halv time med båd syd for Ko Lanta. Øen er dækket af jungle og har en lang østvendt strand med kun fem resorts og intet andet. Ingen veje, biler eller butikker. Thapwarin er det eneste ressort med hytter direkte på stranden og ligger i den ene ende af den flere kilometer lange strand, så kun få gæster kommer ned i denne ende af stranden. De 12 hytter er bygget i lækker stil i naturmaterialer, og der er kælet for detaljerne, blandt andet med open-air bad og toilet.

Læs mere på www.thapwarin.com

2. Relax Bay Resort, Ko Lanta

Relax Bay Resort ligger i sin egen bugt omgivet af højdedrag hele vejen rundt. Det er en helt unik beliggenhed, nærmest som en tidslomme væk fra alt andet, som man har helt for sig selv. For at komme dertil skal man køre ad en bugtet vej gennem junglebevoksningen. Ressortet har sin egen private strand, og hytterne er bygget i traditionelt thailandsk design med naturmaterialer. Ressortet har også en fin pool, hvis man - mod forventning - skulle blive træt af havet.

Læs mere på www.relaxbay.com

3. Seven Seas, Koh Kradan

Koh Kradan er en ø, der ligger cirka to timers sejlads med longtail-båd syd for Ko Lanta. Alternativt skal du flyve til Trang på fastlandet. Herfra går der speedbåde ud til Koh Kradan, hvilket kun tager en halv time. Omgivelserne på øen er helt fantastiske med den skønneste strand, krystalklart vand og et farve- og dyrerigt koralrev. Ressortet er kun godt et år gammelt, og det er holdt i en fin stil med naturmaterialer. Her er ingen pool, men hvem behøver også det, når verdens største pool ligger lige uden for din hytte.

Læs mere på www.sevenseasresorts.com

Phukets naboøer og omegn

1. Relax Beach Resort, Phi Phi

Phi Phi består af to øer, der med rette er berømt for sin skønne natur med de næste lodrette basaltklipper, fine strande med klart vand og koralrev. Den ene ø, Phi Phi Leh, er en ubeboet nationalpark; den anden, Phi Phi Don, er på vestsiden rimelig turistet. Men på østsiden ligger en lille perle, ressortet Relax Beach. Hytterne ligger i tre rækker mellem stranden og junglen, og næsten ingen mennesker kommer herover, så det virker næsten, som om man befinder sig på en øde ø. Det tager en lille time at gå over øens udsigtspunkt og gennem junglebevoksningen til hovedstranden med de mange butikker og restauranter. Alternativt kan du sejle derom med longtail-båd på cirka en halv time.

Læs mere på www.phiphirelaxbeach.com

2. Khao Lak Paradise, Khao Lak

Selvom Khao Lak Paradise ligger på fastlandet ikke langt fra Khao Laks centrum (5 min. i bil eller 15-20 minutters gang), så ligger det stadig i meget rolige og grønne omgivelser. De små bungalows ligger med strand til den ene side og jungle til den anden. Selvom Khao Lak blev helt ødelagt under tsunamien i 2004, så er byen helt genopbygget. Det eneste tegn på tsunamien er det berømte flådefartøj, som stadig står et stykke inde i landet til minde om katatrofen. Ressortet er holdt i en flot naturlig stil med hytter af bambus med palmeblade på taget.

Læs mere på www.khaolakparadise.com

LÆS OGSÅHer er krisen din ven: 10 billige ferielande i 2010

3. The Racha, Ko Racha

Ko Racha er en rigtig bountyø en halv time med båd fra Phuket. Øen har noget af det klareste vand og ikke mindst det mest hvide sand i Thailand - så fint som mel. Man bliver næsten helt blændet, når man går på stranden langs kokospalmerne, så husk solbriller. The Racha er bygget i en moderne stil, men de store hvide flader på bygningerne falder smukt ind i omgivelserne - især det kridhvide sand. Strande vender mod vest, hvilket giver nogle af de smukkeste solnedgange, mens du sidder og nyder en sundowner på terrassen.

Læs mere på www.theracha.com

Ko Samui og dens naboøer

1. New Heaven Hut, Ko Tao

New Heaven Hut ligger på en af de smukkeste strandgrunde på Ko Tao. En stor halvø rejser sig 100 meter over havet på den 200 meter lange strand, og de kun 12 hytter ligger spredt ud over skrænten - de øverste med panoramaudsigt over havet til alle sider. Ressortet ligger ret isoleret, nærmeste butikker er flere kilometer væk ad en ujævn jordvej. Ejerne af New Heaven går meget op i at bevare den fine natur, blandt andet med nogle af verdens smukkeste koralrev lige ud for halvøen, så de har ikke planer om at bygge flere hytter, selvom her er plads nok.

Læs mere på www.newheavenkohtao.com

2. The Library, Ko Samui

The Library er en ren oase lige midt på Ko Samuis hovedstrand. Ressortet har sit eget strandstykke, hvor liggestolene står i helt lige rækker. Her hersker fred og ro, på trods af hektisk aktivitet på strandstykkerne både til den ene og den anden side. Når du kommer ind på The Library, er det som at komme ind i en anden verden, hvilket den ultramoderne og ekstremt minimalistiske stil også hjælper med til. Som en sjov detalje er poolen på ressortet beklædt med røde kakler, hvilket får vandet til at ligne jordbærchampagne eller rød saftevand.

Læs mere på www.thelibrary.co.th

Glitterstrande og dykning i verdensklasse - se hele vores guide til Ko Samui her

3. Rasanada, Ko Phangan

Rasanada åbnede først sidste år og er derfor endnu ikke ret besøgt. Ressortet, der er bygget i den traditionelle thailandske stil - dog tilsat ekstra luksus - ligger direkte på en flot strand på den øde nordøstlige del af Ko Phangan, en ø, der ellers er berømt verden over for sine vilde Full Moon-fester. Du kan vælge mellem en suite eller en villa, alle med egen pool, og kun 10 meter fra vandkanten.

Læs mere på www.rasananda.com

Ekspertens tips til rejsen rundt i Thailand


Mange danskere rejser hvert år til Thailand - men langt de fleste køber en færdig pakke hjemmefra, og det er der slet ingen grund til, mener Thailand-ekspert Michael Fjording.

"Thailand er et af de nemmeste lande at rejse rundt i. Det er meget velorganiseret, og hvis du har lavet en aftale med en chauffør, så skal han nok komme. Han forsøger ikke at snyde dig eller lave noget bøvl. Det kommer til at koste det, I har aftalt. Det samme gælder for longtail-bådene."

Den nemmeste måde at komme til Thailands skønne øer er enten at flyve til Bangkok og så indenrigs derfra til Ko Samui eller Trat (for øerne i Thailand-bugten), eller alternativt at flyve direkte til Phuket med et af charterselskaberne (man kan ofte få lov blot at købe en flybillet gennem dem) og så sejle derfra til øerne på Thailands vestkyst.

Find de billigste flybilletter til Bangkok her

Vælger du at flyve direkte til Bangkok, så bør du ikke snyde dig selv for et par dage i denne skønne storby.

Se vores helt nye guide til Bangkok her

Thailand har et meget veludviklet transportsystem af både busser, tog og både/færger, så det er nemt – og billigt – at komme rundt. Det koster ikke mere end 200-300 kroner at køre flere timer i taxi, så ofte er det ikke værd at vente på bussen. I de fleste mindre lufthavne holder minibusserne som regel klar til at køre dig til færgen eller direkte til hotellet. Ankommer du med færge til en ø, gør det samme sig gældende.

Book gerne hjemmefra

Hvis man rejser uden for højsæsonen, som er fra midt december og frem til og med februar, behøver man ikke booke hjemmefra, men i højsæsonen er det nødvendigt.

"Man gider jo ikke sejle helt ud til en ø, og så er der ikke nogle ledige hytter på nogle af ressorterne, det vil være for surt. I højsæsonen kan der nemt være helt udsolgt, og de gode hytter – dem, der ligger helt ud til stranden – ryger selvfølgelig først," forklarer Michael Fjording, der derfor anbefaler, at man booker en hytte hjemmefra.

Nogle ressorter vil kræve, at man betaler et depositum på forhånd, og det skal man ikke være nervøs for, mener Michael Fjording. Han har aldrig selv været ude for at have reserveret noget over nettet, og at hytten så ikke var der til ham, når han kom frem.

Priserne på de enkelte ressorter afhænger meget af sæsonen og det antal dage, man booker. En simpel hytte kan koste fra ca. 150-300 kroner (per hytte, ikke per person) per nat, mens man skal regne med at betale fra lige under 1.000 kroner og opefter per nat for et luksusressort. Boutique-ressorterne ligger prismæssigt et sted imellem de to.

Børn er velkomne

Der er ingen problemer i at rejse med børn i Thailand – heller ikke helt små børn. Thailænderne elsker børn, så ofte får du mere opmærksomhed og hjælp, hvis du rejser rundt med små børn.

Det bedste tidspunkt at rejse til Thailand er umiddelbart mellem december og februar, som er den kolde (og dermed mere behagelige for os nordboere) tid. Det er også om vinteren, det regner mindst.

Dette gælder dog ikke for øerne Ko Samui, Ko Phangan og Ko Tao, der har den tørre periode mellem maj og august.

Du kan finde mange flere oplysninger om at rejse rundt i Thailand i Michael Fjording bog Strandhytter i Thailand, som kan købes på www.strandhytter.dk.


Udforsk vores guides: Restauranter, seværdigheder og caféer
Storby:New York, Buenos Aires, Beijing, San Francisco, Hanoi
Sol & strand:Tenerife,Mallorca, Malta, Sharm el-Sheikh, Cuba

TUREN GÅR TIL GODE REJSEMÅL I Oktober

Göteborg

Göteborg

Fem Michelin-restauranter, verdens bedste samling af nordisk kunst,...

Madrid

Madrid

Brede boulevarder, små tapasbarer, monumentale museer og et enormt...

London

London

Dekadente stormagasiner, mad-templer, teatre og gigantiske museer....

Berlin

Berlin

Anarkistisk, fandenivoldsk og tilbagelænet. Men også svulstig og...

Istanbul

Istanbul

En by, to verdensdele, 9.000 års historie og 14 mio. indbyggere

New York

New York er smuk, kreativ, dekadent, dyt, båt, bimlende, bamlende, forrykt...

Hamburg

Hamburg er Europas næststørste havneby. Og havneområdet HafenCity er da...

Edinburgh

I et hus fra Middelalderen sælger de billige kilte og whisky. Ude ved...

Paris

Paris har efterhånden udtømt listen af superlativer, der med rimelighed...

Lissabon

Traurig kærlighedsmusik, skramlede sporvogne på stejle bakker og en af...

Budapest

Smukt udsmykkede termalbade med velgørende varmt vand, gamle kaffehuse med...

Firenze

Firenze, Firenze, Firenze. Hvem kan sige ”Firenze” uden at slå...

Dubai

Futuristiske og vanvittige Dubai pirrer, forundrer, forarger og sitrer i...

PolitikenPlus
  • Drikkeflaske Rethink water. I forbindelse med COP15 blev det belyst, i hvor høj grad plastikflasker og købevand skader miljøet, Og Retap opstod som en erkendelse af, at der var behov for at tænke i alternativer.

    Pluspris 79 kr. Alm. pris 99 kr. Køb
  • Rygsæk Funktionel rygsæk fra Eastpak i retro look, og med mange praktiske detaljer.

    Pluspris 465 kr. Alm. pris 549 kr. Køb
  • Termoflaske Du ved allerede nu at plastik er dårlig for miljøet og for dig selv ! Men det er ikke den eneste årsag til at drikke af en S´Well flaske:

    Pluspris 219 kr. Alm. pris 279 kr. Køb
  • Pengekat Alsidig lille taske i G-1000 HeavyDuty. Tasken har justerbar rem, hovedrum med lomme til telefon og sikkerhedslomme på bagsiden.

    Pluspris 238 kr. Alm. pris 279 kr. Køb
  • Kabinetrolley Find din vilde side frem. Denne kuffert dækker hele spektret fra det sjove til det funktionelle, og er i mål, som er godkendt til at medbringe ombord på fly.

    Pluspris 765 kr. Alm. pris 899 kr. Køb