Fossiljagt. På Svalbard kan man tage på fossiljagt på en gletsjer og finde sten med mønstre fra blomster, grene og andre planter.
Foto: Michael Rothenborg

Fossiljagt. På Svalbard kan man tage på fossiljagt på en gletsjer og finde sten med mønstre fra blomster, grene og andre planter.

Norge

Gemte havøgler og truende isbjørne: Tag på fossiljagt højt mod nord

Kombiner søgning efter forsteninger med gåtur på en gletsjer på den norske øgruppe Svalbard.

Norge

På vejen op til fjeldtågen har det uldne undertøj virket for varmt, og vi har haft den uventede oplevelse at småsvede midt mellem Nordkap og Nordpolen.

Men nu er det, som om nogen har åbnet døren til et gigantisk køleskab, og da tågen letter, kan vi se, hvad det er, der tvinger temperaturen så brat ned.

LÆS OGSÅ

Vi er ved kanten af gletsjeren, der ligger 200-300 meter oppe i fjeldet syd for Longyearbyen, Svalbards suverænt største bosættelse med godt 2.000 indbyggere.

Dermed er vi også fremme ved vores bestemmelsessted, for det er netop ved gletsjerkanten, der ligger flest fossiler. Når isen trækker sig frem og tilbage, vender den jorden godt og grundigt og blotlægger sten med mønstre fra blomster, grene og andre planter, der voksede her på Svalbard for mellem 20 og 60 millioner år siden.

På det tidspunkt var der markant varmere på kloden – og dermed grobund for andet end de meget beskedne vækster, der kan leve i Svalbards månelandskab i dag.

Vores guider er de to danskere, der ejer Green Dog Svalbard: Martin Munck fra Rødovre og Karina Bernlow fra Viborg. De mødte hinanden i Østgrønland, hvor Martin havde været i Sirius-patruljen i tre år, hvorfor det faldt naturligt at arrangere hundeslædeture.

Efter 12 år flyttede parret til Svalbard, fordi her er langt bedre vilkår for deres to børnehavebørn, og med både restauranter, biograf og andre kulturoplevelser er her »generelt mere civiliseret«, som Karina siger.

Lang, men hyggelig mørketid
Mørketiden er godt nok meget længere end på Grønland – hele fire måneder om året – men den tackles bedre heroppe, synes Karina og Martin. Man hygger sig, griller og holder ikke op med at »gå på fjeldet«, som nordmændene siger.

»Man pakker sig bare endnu bedre ind, så man er gearet til temperaturer på 20-30 minusgrader – plus ret heftig chillfaktor på grund af blæsten«, fortæller Karina.

Er der et folkefærd, der lever op til ordsproget om, at der ikke er dårligt vejr, men kun dårlig påklædning, så er det nordmændene.

Gletsjervandring på fossilturen
Martin og Karina tilbyder stadig slædeture – om vinteren i sne, om sommeren på hjul, men de supplerer med fossilture, fordi Svalbard er et meget let sted at finde spor fra fortiden. Og fordi turisterne kan få en gletsjervandring med i købet.



Turene er korte – blot tre timer – og kræver ikke meget mere, end at man har vandtætte støvler eller kan springe over de små elve, man møder på vejen op ad fjeldet.



Der er nemlig »gevinst hver gang«, som Karina siger, da vi er nået frem til gletsjeren. Og det virker, som om det er rigtigt: Den 11-årige norske dreng Steen har dårligt nok fået hammeren i hånden, før han har levet op til sit navn og fundet et fint blomsterfossil. Verdens nordligste thaimad


Martin og Karina er blot to af rigtig mange udlændinge, der er blevet tiltrukket af Svalbards Ved Verdens Ende-stemning og mulighederne for at tjene ret gode penge på de turister, der finder herop.

Næsten 40 nationaliteter bor her, den mest udbredte efter nordmænd er russere, der stadig har koncession på minedrift i Barentsburg. Indtil 1925 var Svalbard nærmest frit tilgængelig for alle, der satte et par afmærkninger i jorden som tegn på, at herfra og dertil gik deres jordstykke, og mange blev drevet herop af kulfeber.

Men med Spitsbergen-traktaten fik nordmændene retten til langt det meste. Og ifølge historiebøgerne og de lokale var der selv under den kolde krig fredelig sameksistens heroppe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Russerne ses relativt sjældent i Longyearbyen, hvor det mere er thaikvinder, der falder i øjnene. Svalbard er et udpræget mandesamfund, hvor der er stort kvindeunderskud, og mange finder derfor koner udefra.

Et par af konerne har netop åbnet verdens nordligste thairestaurant, Taste of Thai, hvor maden godt kan hensætte en til Thailand – eller i hvert fald København – hvis man lukker øjnene og smager igennem.

En af Norges største vinkældre
Længere væk fra centrum finder man ’Huset’ – med en svensk forpagter – som er en af Norges bedst anmeldte restauranter med en af de største vinkældre. Der er dog også plads til folk med et mere beskedent budget: Når Huset har lørdag eftermiddag-bøf med pommes fritter ad libitum, har man nogle gange mere end 10 procent af byens befolkning heroppe.

Inde i pejsestuen i den finere del af Huset hænger et isbjørneskind, og Huset er meget passende også noget af det længste, man kan gå uden våben. De berømte advarselsskilte med isbjørne, som turisterne er så glade for at fotografere, er alvorligt ment.

I 1995 blev en pige dræbt på et af byfjeldene, og i 2011 var det en britisk dreng, der blev offer, da hans skole camperede ved Von Postbreen længere nordøstpå.



På vores fossiltur har Martin har da også et gevær på ryggen, men det bliver deromme, og han har i øvrigt rigeligt at gøre med at vurdere fossilerne i de mange sten, som norske Steen ivrigt viser ham.



»Ja, det er også et blad – og ret godt bevaret. Du er godt nok hurtig«, siger Martin anerkendende. Også rester af havøgler

Svalbard er ikke kun et eldorado for fossiler af blomster og træer. Det rummer også usædvanlig mange rester af havøgler. Men det kræver lidt mere end en let gåtur fra Longyearbyen: Her må man med Spitsbergen Travel i speedbåd og overlevelsesdragt og så vandre ret stejlt op på Janusfjellet, hvor den verdenskendte norske palæontolog Jørn Hurum i flere år har ledet omfattende udgravninger – i sommer fandt han for eksempel et unikt svaneøglehoved. Vi er færdige med vores ’udgravninger’ på det lille fjeld bag Longyearbyen. Det handlede bare om at gå med bøjet ryg, tjekke sten og vende dem om en gang imellem. Og der har ganske rigtigt været gevinst for alle, også for gruppens ældste, en ret hårdfør schweizisk dame på 70, der efter eget udsagn næsten er kommet sig over sin brækkede ryg.

LÆS OGSÅ Karina har vaniljekranse og andre småkager med, og vi bliver glade for, at slædehunden Merkur har haft to termokander på ryggen – heroppe smager Nescafé tættere på ordentlig kaffe end normalt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På nedturen er tågen lettet så meget, at vi rent faktisk kan se både Restaurant Huset, selve Longyearbyen og fjorden bag den. Rullegardinet af lavtliggende skyer, der dækker for fjeldtoppene, er her dog stadig. Men det gør ikke noget – tværtimod: Det er typisk for Svalbard og bidrager ekstra til den drømmeagtige, overjordiske stemning heroppe.

Politiken var inviteret af Innovasjon Norge.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce