Carina Randeris rejser sig fra bordet og sætter i løb. Hendes tre kammerater følger efter. Strømpefødderne dundrer mod gymnastiksalens gulv, og de lyder som en flok vilde dyr, der kommer buldrende.

Om lidt skal holdet af efterskoleelever præsentere deres projekt. I første omgang for nogle af deres kammerater. I sidste ende for et panel af dommere, der blandt andre består af medlemmer af skolens bestyrelse.

Men Bjarke, der skal præsentere gruppens projekt, er forsvundet, og der er kun ti minutter tilbage, før de skal møde op i foredragssalen.

Økologi, affald og varme
Tidligere på dagen samlede eleverne sig omkring det projekt, som de begyndte på dagen forinden.

Det er deres første opgave i forbindelse med det projektlederforløb, som eleverne i 10. klasse skal gennemføre i løbet af deres år på Ryslinge Efterskole.

I løbet af året skal eleverne have tre projektuger samt et par projektdage ud over deres almindelige fag som matematik, dansk og engelsk.

Efter en introduktion til opgaven fik hver gruppe tildelt emner som økologi, affald og varme. Elevernes opgave er at udvikle et projekt, som vil kunne gøre Ryslinge til en grønnere efterskole.

Herefter skal de igennem tre faser: den kreative, den innovative og den entreprenante.

I første omgang skal eleverne udarbejde en idé, der kan blive et projekt på deres egen skole. Men senere på året, når eleverne er blevet fortrolige med arbejdsformen, skal de udvikle projekter i samarbejde med eksterne virksomheder.

Noter.  Nogle ideer når aldrig længere end en sammenkrøllet post -it i papirkurven. Foto: Marius Nyheim
Meget at nå
I den store idrætshal er der opstillet arbejdsborde, hvor de cirka 130 elever i grupper har spredt deres arbejdsredskaber: bærbare computere, farverige post-it og plancher med skitser.

Gruppernes diskussioner, stolenes skraben og de uroliges fnisen fylder hallen med støj.

Carinas gruppe har travlt. Fem minutter inden de sluttede deres første arbejdsdag, besluttede de nemlig at skifte emne. Nu arbejder de med, hvordan man kan indføre mere økologi på efterskolen.

LÆS OGSÅ Orblind ung: »Efterskolen har været som et springbræt«

Derfor er de pludselig lidt bagud denne tirsdag, og der er meget, de skal nå, inden klokken bliver 12.

»Jeg tror, vi når det. Det går godt, bedre end i går«, siger Dea Nim Holm, som er med i gruppen.

»Vi har brug for hjælp«
De fem har samlet sig omkring et bord. De skal færdiggøre en brochure samt en tale om deres idé.

Alle kigger de op mod planchen, hvor de har formuleret opgavens målsætning. Der bliver stille. Carina fumler med en papirkugle, Dea kigger på sine fingernegle.

»Jeg tror, vi har brug for hjælp«, siger Carina, idet en lærer går forbi.

Læreren fortæller ikke, hvad de skal gøre, men stiller kritiske og opklarende spørgsmål til holdets projekt, og efter en times tid er de næsten ved vejs ende.

Projektlederuddannelsen blev iværksat i 2009, hvor Ryslinge Efterskole blev grundlagt. Ud over linjefag som teater, science, adventure og sport besluttede ledelsen, at eleverne også skulle lære at lave projekter.

Gennem kurser, projektdage og -uger skal eleverne lære at føre deres ideer ud i livet. Den viden, de har tilegnet sig i folkeskolen, skal de bruge til at udarbejde projekter, der kan bruges i virkeligheden.

Projektskole.  Ud over en uddannelse i at udvikle og lede projekter byder Ryslinge Efterskole også på liniefag som teater, science, adventure og sport. Foto: Marius Nyheim
»Jeg går altså ikke så meget op i økologi«
Bjarke har siddet lidt for sig selv, mens han skrev et udkast til talen i en notesbog. Nu er han tilbage.

Hans kammerater skubber stolene tættere ind til bordet og ifører sig deres mest koncentrerede miner, mens de lytter til hans præsentation af projektet. Bjarke læser højt. Da han er færdig, indvender han:

»Jeg går altså ikke så meget op i økologi«.

Carina lytter. Nikker lidt. Og siger så:

»Jaah ... Det kan godt være, du ikke synes, økologi er så spændende, men nu skal du bare lege, at du virkelig kæmper for det«.

Gruppen griner lidt, før de taler videre.

LÆS OGSÅ Efterskoler kan hjælpe udsatte unge

»Jeg synes, det er rigtig godt, at du nævner et eksempel fra München«, siger Emil.

»Men det er nok vigtigt, at du ikke bare læser det op. Du skal huske at bruge din Bjarke-charme, når du taler«, supplerer Carina, og gruppen smågriner igen.

Ideer om natten
Når Carina Randeris har valgt Ryslinge Efterskole, er det blandt andet på grund af projektlederforløbene.

Hun håber på, at hun vil lære at blive bedre til at samle mennesker om et fælles projekt, bedre til at holde karismatiske taler og ikke mindst til at gøre sine drømme og ideer til virkelighed.

»Jeg drømmer helt klart om at lave noget inden for mode, design eller beklædning. Jeg er helt vild med at skabe ting, at kreere ting med mine hænder«, siger Carina.

Meget af sin fritid bruger hun på at købe genbrugstøj, som hun kan sy om efter sit eget design. Ofte får hun rosende kommentarer for de ting, hun har fundet på. Derfor vil hun gerne arbejde videre med det talent.

»Jeg gad sindssygt godt starte mit eget, hvor jeg kan være med til at ændre modeindustrien med mit firma. Men jeg ved ikke, om jeg skal være designer eller noget andet. Jeg ved bare, at jeg gerne vil kreere noget og samtidig være med til at ændre de normer, der er nu. Jeg ved ikke, om jeg vil lave et firma, men jeg har store forventninger til mig selv. Det må så bære eller briste«.

Hun synes, det er urimeligt, at unge mennesker skal føle, de er for små, for tykke eller bare forkerte, fordi modebranchen har skabt et skønhedsideal, som de færreste kan leve op til. Derfor drømmer hun om at være med til at ændre det ideal.

Måske vil hun blive designer, så hun kan skabe nye kreationer og samtidig bruge modeller, der ser ud, som de fleste mennesker: helt forskellige. Måske vil hun være noget andet, det er hun ikke sikker på.

Til gengæld er hun sikker på, at hun skal arbejde med mode, for det er dét, der optager hende i en sådan grad, at hun har svært ved at falde i søvn.

»Jeg er begyndt at skrive alle mine ideer ned. Om aftenen får jeg rigtig mange ideer, så jeg slet ikke kan sove, fordi jeg bliver så ivrig«, siger hun.
Skriblerier.  Carina Randeris skriver de sidste noter til gruppens tale. Gruppens talsperson, Bjarke, er stadig væk, og Carina forbereder sig på selv at holde oplægget for forsamlingen af kammerater og lærere. Foto: Marius Nyheim
»Pleeeease, vil du ikke holde talen?«
Talen er blevet læst højt, kommenteret, evalueret og skrevet igennem. Mens Emil har lagt sidste hånd på brochuren, har Carina skrevet talen ren, så ordene er lettere at læse. Der er ti minutter, til talen skal holdes. Men Bjarke er væk.

Emil løber, Frederik løber, Dea og Carina løber. Gennem hallen, ud ad døren og ud på græsplænen. Her stopper de op, ser fra den ene til den anden.

»Pleeeease, vil du ikke holde talen, Carina. Du er så sej til det«, siger Emil med et bedende blik.

Der skal ikke megen overtalelse til, før Carina har sagt ja. Og så løber de af sted mod foredragssalen, hvor 11 af grupperne skal afprøve deres foreløbige taler for hinanden.

Der er brug for 16-årige
Udenfor står de to undervisere Christian Grell og Marlene Schmidt Larsen, der har været med til at udvikle det forløb, som de nu underviser i. Når man spørger dem, hvad det hele skal til for, har de mange svar klar:

»De kan få en selvtillid til at tro på, at deres ideer rent faktisk kan lade sig gøre. Det, de møder, er jo virkeligheden. Samtidig vil de opleve at blive mødt i øjenhøjde af virksomhedsledere, og det kan give dem en masse selvværd i forhold til at dyrke deres ideer«, siger Marlene Schmidt Larsen. Hendes kollega supplerer:

»Og så vil de opleve, at der faktisk er brug for dem. At der er noget, der venter. Når de oplever det, vil de også få større lyst til at fortsætte. Selv når skoledagen bliver lang på htx, ved de, at der er noget, der venter på dem på den anden side. Der er noget at gå efter«, siger Christian Grell.

Autentiske møder
De to projektlederdage, som eleverne lige nu er i gang med, er den første introduktion til arbejdsmodellen. Senere på året skal eleverne afsætte deres projekter til virksomheder, og det kan give dem en helt ny motivation, mener de to lærere.

»Der er ret stor forskel på at skrive en opgave i fysik og så rent faktisk at bruge sin viden om lys fra fysik, fordi man har udviklet en ide om solcelleanlæg. Der er kæmpestor forskel. Det er heller ikke mig, deres lærer, der skal bedømme deres projekt, vi vil meget hellere have, at det er en relevant fagperson, fordi det er et autentisk møde, og det er det, de senere vil komme ud og møde«, siger Marlene Schmidt Larsen.

Panik.  Når den person, der skal fremlægge gruppens projekt, kort før deadline er væk, skal der handles hurtigt. Foto: Marius Nyheim
Legekasse til Afghanistan
I løbet af skoleåret munder projekterne ud i mere konkrete resultater.

Eksempelvis arbejdede en gruppe elever med dokumentarfilmen 'Armadillo'.

Eleverne endte med at skabe en legekasse, som Røde Kors-arbejdere kan bruge til at skabe positiv dialog med børn i Afghanistan.

I kassen kan der være et dansk spil som eksempelvis rundbold. Ved hjælp af illustrationer kan børnene lære at spille rundbold med de bolde og bat, som ligger i kassen.

En interaktiv prisvinder
»Det munder ud i, at de sidder og arbejder med, hvilket plastik der er mest anvendeligt i Afghanistan. Er det den samme slags, som boldene fra Fætter BR er lavet af? Derfor er vi helt nede i materien af faglighed«, siger Christian Grell.

Sidste år vandt tre af efterskolens piger Danish Entrepreneurship Award 2011, en konkurrence for elever og studerende på henholdsvis grundskoler, ungdomsuddannelser og universiteter.

Pigernes idé var at skabe et interaktivt spil, der skal lære 6. klasses elever om samfundet.

LÆS OGSÅ»Ingen har ret til at fortælle en 15-årig, at hun ikke skal gå efter drømmen«

Pigerne udviklede et spil, hvor eleverne selv skulle agere brikker på en stor voksdug, der fungerer som spilleplade. Ideen til spillet kom efter en debat om, hvorvidt 16-årige skulle have stemmeret.

Spillet skulle give eleverne mere viden, og spørgsmålene handlede blandt andet om politik, verden og sociologi.

Efter konkurrencen blev de tre piger kontaktet af to branchefolk, der var interesserede i at købe ideen, men pigerne syntes, det ville blive for tidskrævende at arbejde videre med ideen. De ville gerne nå at nyde deres efterskoleår.

I foredragssalen har de første talspersoner været oppe og præsentere deres ideer.

Bjarke er ikke dukket op endnu, så det ser ud til, at det er Carina, der har ansvaret. Hun vender sig og kigger mod døren, bider sig i læben, sætter sit hår, folder sine hænder, folder dem ud igen og tager så notesbogen frem. Hendes øjne skimmer linjerne.

Tale.  Mange finder det grænseoverskridende at tale foran mange mennesker. Bjarke Larsen tager det tilsyneladende i stiv arm. Foto: Marius Nyheim
Den bedste mimik
De andre i gruppen bliver spurgt til råds, men deres hvisken afbrydes af Deas pegefinger, der stritter frem imellem dem og afbryder snakken, som et pludseligt udråbstegn. Bjarke er kommet.

Han dasker roligt ned til sin gruppe.

Ingen panik.

Talen går godt, men efterfølgende har resten af gruppen mere mod på at prøve, når de senere skal holde tale foran skolens bestyrelse.

Derfor læser de hver især talen højt for at se, hvem der har den bedste mimik og kan fremføre deres pointer med mest karisma.

Det ender med at stå imellem Carina Randeris og Emil Bundgaard Ipsen, men Emil er mest ivrig.

»Det ville være lidt grænseoverskridende at tale foran så mange mennesker, for vi kender jo ikke hinanden endnu, så da Emil sagde, at han gerne ville gøre det, syntes jeg, det var fint«, siger Carina Randeris.

Hun håber, de selv kan få lov til at vælge emne næste gang, for så bliver det lettere at fordybe sig og folde emnet ud, mener hun.

»Jeg glæder mig rigtig meget til de næste opgaver, og jeg tror, de kan gøre mig bedre til at realisere mine ideer«, siger hun.