Tja, hvordan lyder en blomst? Sådan egentlig?

Er det en glad lyd, en laaaang lyd, en voksende lyd måske? Det ville give mening, det ville det da, men så alligevel?

Selv om svaret ikke umiddelbart blæser i vinden, forsøger fire unge mænd at finde det frem, fra hvor det end gemmer sig. Det skal de, og de vil også meget gerne, for sådan lyder dagens opgave for eleverne på den elektroniske musiklinje på højskolen Performers House i Silkeborg.

Kommunikation gennem musikken
De fire unge mænd står i et mørkt rum. Et musikstudie, rettelig.

Luften er tung og lidt klæg. Her er ingen vinduer og blot en dobbeltdør, der skal fastholde blomstens lyd, hvis de fire skulle finde frem til den.

På et bord i midten af det mørke rum flyder kabler, hjemmelavede synthesizere og svagt lysende computerskærme sammen i et billede fra en fremtid, der ikke er så fjern endda. Organiseret kaos.

De fire bevæger sig ikke meget, mens blomsten forsøger at finde frem til en anden form end den mere håndgribeligt fysiske, den er vant til.

Kun fingrene er i spil, når en enkelt af de fire drejer på en knap, lukker ned for en synthesizer, åbner for en anden. En enkelt har lagt fire småsten ned i en højtalermembran. Mener ikke, at lyden, de skaber, er den helt rigtige. Korrigerer derfor passende.

Ingen taler sammen, kommunikationen foregår kun gennem musikken og de små finter og trick, der ændrer på den.

Den elektroniske forbandelse
Performers House er en relativt ny højskole med blot fem år bag sig til at finde frem til, hvordan en sådan skal skæres.

Den elektroniske musiklinje er et forsøg, og det fungerer udmærket. Mener man selv.

»Det handler om at komme derud, hvor det koger indeni, og man får følelser. Det kan være fint nok at se en skaldet, bleg gut stå og lave elektronisk musik på sin laptop, men vores kongstanke er at komme ud med det. Musikken er fin nok, men der er en masse rundt om«, fortæller Jakob Meyland, en af to ledere på den elektroniske linje.

»Jeg plejer at sige, at elektronisk musik har den forbandelse, at publikum ikke kan se, at man spiller live, men elektronisk musik har også den velsignelse, at man kan gøre, hvad man vil. Man kan flyve rundt på scenen eller sidde oppe i en trapez og klappe ned i en mikrofon. The sky is the limit. Det er en forbandelse, men også en gave«.

Dannende legoklodser
Jakob Meyland og Stefan Kvamm, der er den anden leder af linjen, mener, at elektronisk musik på mange måder passer ind i tanken om den alment dannende højskole. Som et par legoklodser, der i sagens natur fungerer sammen.

Der var bare ingen, der havde set sammenhængen.

Artistisk.  Også nycirkus er kommet på programmet i Silkeborg, hvor et hold elever her gør klar til undervisningen.»Elektronisk musik er en relevant scenekunstform i sig selv, som er populært blandt mange unge. Og det kan sagtens gøres til en social ting og flettes ind i et bredt dannende perspektiv, som højskolen jo går ud på«, forklarer Stefan Kvamm.

»Den største hurdle i elektronisk musik er alle mulighederne. Du kan hurtigt komme til at lave noget, der egentlig lyder okay. Spørgsmålet er, hvad du vil med det. Den livssituation, mange unge står i i dag, er, at de kan gøre sindssygt mange ting. Udfordringen er at vælge, hvad de vil. Så på den måde synes vi, at tilgangen til at lave musik i det her univers ligner den livssituation, rigtig mange 18-25-årige står i: Tag et valg, udtryk dig selv, stol på det, du vil, og gør det helhjertet«.

Rustrød og udadvendt
Højskolen Performers House ligger og hygger sig mellem et par voluminøse bygninger tilhørende et hotel, et kulturhus og en avisredaktion i midten af Silkeborg.

Den er rustrød, højskolen altså, og dens udseende har som så mange andre af disse nymoderne byggerier rundt omkring i landet skabt debat i byen. Er den grim, nytænkende, eller mangler den bare en rustbehandling? Og hvad er det egentlig, de går og laver derinde?

Derfor forsøger skolen også at vende sig ud mod byen. Forsøger at fungere som en slags kulturhus med en anden appel end det, der ligger ved siden af. Derinde spiller Jette Torp, og derinde holder Ole Henriksen foredrag om succes i livet, men på Performers House spiller elektrorockgrupperne Spleen United og When Saints Go Machine.

Og musikeleverne giver koncerter, og cirkuseleverne gør det, de gør bedst. Med og uden trapez.

Søges: kunstnerisk identitet
I det mørke rum, hvor blomster gerne skulle få stemme, forbereder de fire unge mænd sig på morgendagens fremvisning.

En af dem hedder Ian Andrewson, han er 21 år gammel, og han kommer helt fra San Francisco for at lære om og af elektronisk musik.

»Performers House handler primært om at finde sig selv som kunstner og finde sin lyd, men også at fremføre det, man har lært. Og det er de ting, jeg har lært i min tid her. Jeg havde en kunstnerisk idé, inden jeg kom her, men de har virkelig hjulpet mig med at udvikle den, og de har virkelig hjulpet mig til bedre at kunne fremføre den«, siger han.

Ungskole.  Performers House eksperimenterer stadig for at finde ud af, hvordan man laver højskole.»Jeg valgte at tage på Performers House, efter jeg havde talt med en masse lærere fra en masse højskoler rundt omkring. Det var her, der var mest fokus på kunstnerisk identitet, og den sidste skole, jeg gik på, var meget teknisk funderet. Her kunne jeg lære de ting, jeg manglede«.

24-årige Malte Nybo Andersen fra Aarhus supplerer:

»Jeg tager en masse med herfra og ikke kun nye venskaber. Jeg tager også viden om, hvordan man er på en scene, og om, hvordan hele den artistiske verden fungerer, med. Altså dans og cirkus. Og så tager jeg en masse ny energi med herfra«.

Klap, klap, klap, klap
Frokostpause; den rammer os alle. Således også på Performers House, hvor foderet i dagens anledning består af kulinariske bravader fra Thailand og omegn.

Før maden skal dagens obligatoriske meddelelser dog på banen:

Det kan da ikke være rigtigt, at der stadig – og efter så lang tid, for hold da op, hvor er det blevet sagt mange gange (!) – ikke bliver gjort ordentlig rent i køkkenet efter endt brug? Og så er der en, der har fødselsdag, og det er heldigt for det bord, han sidder ved, for de får en kollektiv forlomme ved buffeten.

Og så klapper vi alle. Af det hele.

LÆS OGSÅHøjskoleforstander: Jeg tror, at Grundtvig griner lidt i skægget

I spisesalen, der løber i det meste af husets længde, hænger der, som i næsten alle rum, scenelys og højtalere parat. Skulle nogen få lyst til at kaste sig ud i en spontan koncert.

Og det giver måske mening, for efter frokosten sætter en gut sig ved det lille flygel for enden af salen og spiller en lille melodi. Egentlig mest for sig selv, for det er ikke mange, der lytter.

Imens vader en barfodet dreng forbi med højtalerkabler over skulderen.

Lokker nye folk til fadet
Linjelederne, Jakob Meyland og Stefan Kvamm, fortæller, at den elektroniske musik hiver et helt nyt publikum ind på højskolen. Unge mennesker, der ellers ikke ville sætte deres ben i en af Grundtvigs højborge.

»Det, der måske er nyt, er det publikum, der lige pludselig kommer ind på højskolerne. For man kan jo godt gå ud på et musikgymnasium og pege på folk og sige: ’Du ligner en, der kunne gå på højskole, du ligner en, du ligner en, og det gør du også’, men dem, vi har, er fra et andet miljø. Jeg tror, at det er nogle, der ikke ville have valgt højskole, hvis det ikke var for den elektroniske musik«, siger Stefan Kvamm.

Trækplaster.  Den elektroniske musiklinje tiltrækker elever, der ikke var dukket op til en traditionelt højskoleforløb.Jakob Meyland: »Helt enig i det, du siger der, Stefan«.

Stefan Kvamm: »Så vi bringer nogle nye til fadet, og det gør vi egentlig uden at lave om på højskolen. Det er bare en anden faglighed. For som jeg forstår den traditionelle højskole, har det fra tidernes morgen handlet om faglighed. Om at arbejde med et eller andet. Men vi har stadig den her alment dannende funktion; videre i livet, klar til næste funktion. Det er sådan en periode, hvor man åbner sit sind«.

Jakob Meyland: »Vi har ikke skullet modellere tanken om den almene højskole for at få elektronisk musik til at passe ind. Parametrene er der allerede: Du skal tage nogle valg, og så tilfører vi medvinden«.

Fuck off!
Tilbage i fremtiden og det mørke rum, hvor blomster forsøger at ramme en klangbund, har de fire unge mænd nu stået mere eller mindre ubevægelige i fire timer, mens lydene har valset omkring dem. Ikke at det ligefrem er vals, de fire producerer.

Det er tung bas, synkoperede taktarter og sfæriske lyde. En bryder tavsheden: »Now we are going wild«. Så flytter de på nogle kabler.

På tavlen kan man læse opgaven i fuld vælde: ’Lav musik over følgende ord’. Listen følger fremdeles og ender med en kort og også ret kontant melding: Fuck off.

Det gør vi så.

FACEBOOKBliv ven med Politiken