Morgenmad er dagens vigtigste måltid, er der nogen, der siger.

De har bare ikke sagt det så højt, at budskabet er nået til Højskolen Østersøen i Aabenraa. For selv om morgenmadsbuffeten står tilgængelig fra klokken 7.15, sidder der kun en enkelt elev i spisesalen, da viserne passerer 7.45.

Og det selv om eleverne skal på tur og derfor skal stå klar ved bussen klokken 8.15. Præcis.

Gudmorgen
En efter en kommer de dog frem fra værelserne med søvn i øjne og gangart, for det er altså tidligt, og der var pool og også en enkelt øl i cafeen i aftes.

»Gudmorgen«, siger en ung kvinde. Hun er tysk og derfor med accent.

»Sagde jeg det rigtigt?«.

En dansk elev, også en ung kvinde, svarer:

»Ja! Guten Morgen. Haben Sie gut geschlafen?«.

Korrekt igen. Schön.

Democrazy
Højskolen Østersøen har, i de 19 år den har eksisteret, haft fokus på det dansk-tyske grænseområde og de muligheder og udfordringer, det indebærer at ligge i en grænseregion.

Aabenraa er hovedby for det tyske mindretal på den danske side af grænsen, og alle steder er den gensidige påvirkning let gennemskuelig. En tysk skole. En børnehave. En avis. Og sproget.

Netop sproglære har i mange år været højskolens grundlag, men siden februar har eleverne også kunnet vælge linjen ’Democrazy’ – et 12-ugers forløb om demokrati, hvor meget af undervisningen er planlagt af eleverne selv. Demokratisk helt igennem.

Democrazy lægger blandt andet vægt på minoriteter, hvilket giver mening i grænseområdet, hvor danskere stadig bor i Tyskland, og tyskere stadig bor i Danmark. Det er derfor, eleverne skal på tur.

I et gammelt hotel
Højskolen Østersøen ligger så langt ned til vandet, at man næsten får våde sokker, når man går turen fra Aabenraas centrum sydpå mod grænsen til Tyskland, langs fjorden og hele vejen forbi tre tankstationer og et par gamle pakhuse fra byens maritime storhedstid.

Skolen er indrettet i et gammelt hotel, fra dengang E45 ikke forbandt Danmark med resten af verden og langt mere trafik sydpå derfor gik langs kysten. Elevernes værelser ligger langs lange gange. Panoramavinduer ud mod fjorden og den dertilhørende strand udgør vægudsmykningen, og i den store foyer hviler et par store sofaer sig omkring en åben pejs.

Måske grundet sen morgenmad, måske grundet noget helt andet sidder de fleste af de 21 elever først i den ventende bus klokken 8.20, og lærerne Ingo Beckmann og Marianne Kondrup tæller efter. 1, 2, 3, 4, 21.

Det stemmer, og bussen sætter sig i bevægelse mod grænsen.

Erfaringer med i rygsækken
Målet er European Centre for Minority Issues, et statsstøttet forskningscenter, der sætter fokus på minoriteter i Europa.

Blandt andet har centret kontorer i Kosova og Georgien, og dermed er det et passende mål for de 21 elever fra Højskolen Østersøen. For netop diversiteten ved for eksempel de mange minoritetssamfund rundt om i Europa afspejler de ideer, der ligger bag Democrazyforløbet.

»Det specielle ved det er, at vi blander eleverne. Det er ikke danskere, der diskuterer dansk demokrati, eller tyskere, der diskuterer tysk demokrati. Det er elever, der diskuterer demokrati i almindelighed. For hvad er det egentlig? Vi har mange forskellige holdninger og opfattelser af, hvad det er, og med alle de kulturelle og historiske erfaringer, eleverne har med i rygsækken, får vi mange forskellige indfaldsvinkler. Og det synes jeg er helt fantastisk«, fortæller Ingo Beckmann.

»Hvis ikke højskolen diskuterer demokrati, så ved jeg næsten ikke, hvem der skulle gøre det. Det er en af højskolernes vigtigste opgaver. Man snakker så meget om politikerlede, faldende valgdeltagelse og mindre interesse for demokratiet. Og det er vigtigt at få det på dagsordenen. Det er vores samfund, det handler om«.

Syd for grænsen
Grænselandet er en sjov størrelse. Alt er dobbelt.

En bingohal er også en Bingohalle, og det eneste, der rent fysisk ændrer udseende ved grænsen, er farven på pindene langs landevejen. Først er de hvide med røde striber. Så er de hvide med sorte striber. Blot minutter efter er man i Flensborg, og den første butik, man møder, er Dansk Vinlager. Så er vi altså heller ikke mere i Tyskland.

Bussen med de 21 højskoleelever lander næsten planmæssigt foran European Centre for Minority Issues omkring klokken 9. Centret ligger i en 400 år gammel bygning på havnefronten, som i sin tid blev bygget af et handelskompagni, og mødet mellem forskere og elever foregår i et rum med våbenskjold på væggene.

Italieneren Ugo Caruso er seniorforsker ved centret og mener, at besøg som dette er meget vigtigt for læring om demokrati blandt unge.

»En af vores største og vigtigste opgaver er at udbrede vores viden. Det kan være godt nok at forske og finde frem til en masse viden, men hvis du ikke udbreder den, rykker det ingenting. De unge mennesker især er vigtige, for det er dem, der skal bringe den viden videre«, siger han.

Demokratiet som livsform
Mange af de 21 elever kommer fra østeuropæiske lande som Tjekkiet, Bulgarien og Ungarn, og flere af dem fortæller, at de er her, fordi de kommer fra lande, hvor der er store problemer med behandlingen af minoriteter som romaer.

Det er højskolens opgave at undervise i demokrati, fordi grundtanken bag højskolen er demokratisk, fortæller Ingo Beckmann. Faktisk ligger det lige for:

»Højskolen er en demokratisk institution i forvejen. Vores struktur er grundlæggende demokratisk, og alle, både elever og lærere, deles om opgaverne. Eleverne er ansvarlige for deres køkkentjanser, men også for planlægningen af undervisningen. På den måde er der en demokratisk grundstruktur, som vi ikke bare læser om og diskuterer, men som vi lever. Det tror jeg, højskolen er den eneste, der kan«, siger han.

Marianne Kondrup supplerer:

»Det, højskolen kan, er den levede demokratiform. Det er demokratiet som livsform. Altså Grundtvigs tanker om, at det ikke bare handler om at undervise i det, men at være i det og mærke det. Hvor det egentlig skriver sig ind i vores krop, uden at vi mærker det«.

Tilbage til kerneværdierne
Ingo Beckmann, der selv er tysker, mener, at højskolerne i disse tider bliver nødt til at finde tilbage til det, der gør dem til noget særligt. Det, der i sin tid gjorde dem til en folkebevægelse.

»Hvis vi tænker tilbage til den tid, hvor det danske demokrati opstod, så var det i den samme tid, højskolerne opstod. Der skulle opbygges et demokratisk og dannet samfund, som alle kunne deltage i. Så måske er der en eller anden tanke om, at vi skal back to the roots. Altså, hvor kommer vi fra?«, siger han.

»Vi har jo en god og stærk tradition for demokrati i højskolebevægelsen. Og jeg tror, at der på mange højskoler er en erkendelse af, at hvis ikke de fastholder deres demokratiske kerneværdier, så har højskolerne ikke nogen fremtid«.

De økonomiske stramninger, der har ramt højskolerne i de seneste år, og som også delvis har betydet, at flere skoler er lukket, presser højskolerne til at finde frem til deres primære grundlag, mener han.

»Før i tiden havde højskolerne jo meget frie rammer og måske også for frie rammer. Jeg vil da gerne indrømme, at der var nogle lidt underlige udskejelser med gøglerkurser, og man kunne spørge sig selv, om det ikke var en underholdningsindustri, som blev fodret af statskassen. Og så kom nedskæringerne, og det har nok betydet, at man har tænkt på, hvad det egentlig er, vi er rigtig gode til«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken