Lige meget om man udfordrer skæbnen ved at springe rundt i bevægelseskunsten parkour i Gerlev, danser zumba med og uden kørestol på Egmont Højskole eller hakker og svitser i madmekkaet på Suhrs Madakademiet.

Alle er enige om, at venner og udfordringer gør livet på højskole til noget særligt.

LÆS OGSÅHvad ville Grundtvig sige til elektronisk musik, nycirkus og dans?

Propfyldt – men med plads til alle

I spisesalen på Egmont Højskolen i Odder er køen til det lange frokostbord lige så mangfoldig som udvalget af pålæg på fadene. Der er en med Downs syndrom, en gråhåret japaner og en kørestolsbruger, der prøver at snyde sig foran ham på krykker.

Martine Mølbak Mønster på 19 år sidder allerede ved spisebordet i sin elkørestol.

Hun har muskelsvind i ansigt, skuldre og overarme, hvilket gør det svært for hende at styre bestikket og løfte glasset.

Men hun kan sagtens selv, så hendes assistent, Peter Bangsgaard Møller, der også er 19 år, sidder overfor og styrer sin kniv og gaffel uden problemer.

»Hvis du kan, så gør du det. Her er der ikke noget: Det her skal du«, siger Martine, der beskriver en af Danmarks største højskolers mentalitet blandt elever med særlige forudsætninger.

Får dagligdagen til at fungere
Peter er en del af Martines hjælpeteam på tre personer.

»Jeg har fået et andet syn på mennesker. Når vi går tur i Aarhus, stirrer folk mærkeligt, når vi kommer i en gruppe fra Egmont. Det gjorde jeg nok også, før jeg kom hertil, men her er det helt almindeligt at have et handikap«, siger Peter.

På højskolen hjælper han Martine med at få dagligdagen til at fungere, men har også sit eget skoleskema at passe.

»Jeg ringer til Peter, hvis jeg har brug for hjælp«, siger Martine.

»Hvis jeg altså har forbindelse på min mobil. Og det har jeg aldrig«, forklarer Peter med et smil.

Kørestole på dansegulvet
I eftermiddagstimerne er der bålhygge og snobrød i faget wannabe-spejder.

Pulsen stiger i zumba, hvor kørestolsbrugere kæmper for at holde takten. I bad og bevægelse får eleverne kuldegysninger i det kolde hav, før turen går op til den lune sauna. Når undervisningen er slut, er der hastig trafik på de lange gange.

»Man skal gå i buer rundt om hjørnerne. Kørestolene kommer sateme stærkt«, fortæller Peter.

I weekenderne skal man være ekstra påpasselig for ikke at få mast sine tæer, når dansegulvet bugner af tunge elkørestole. De følger musikkens rytmer på de hårdt prøvede gulvbrædder.

Assistenterne kan også få gavn af køretøjerne, hvis vejen tilbage til værelset bliver for lang og bunden til flasken for dyb.

Vovehalse tager springet

En stor grå betonfæstning skyder op af jorden på træningsanlægget ved Gerlev Idrætshøjskole.

Den ligner noget, der bliver brugt til militærøvelser, men på street movement-holdet bliver den brugt til mere fredelige gøremål.

Går man lidt tættere på, kan man se, at der er boret træbjælker ind i de tykke mure. Jernstænger går på kryds og tværs, og inden længe står det klart, hvad det 40 mand store hold bruger cementblokken til: De hopper, svinger og klatrer på den.

Første spring
»Der er selvfølgelig drengerøvene, der giver den gas og smider hovedet væk. Jeg er nu lidt mere forsigtig«, siger Mads Gottschau på 24 år, der først for nylig stiftede bekendtskab med parkour.

Han har taget en pause fra medicinstudiet for at beskæftige sig med andet end nervesystemet. Det er dog svært at se, at han er nybegynder, når han i fuld kontrol kaster sig rundt uden sikkerhedsnet til at gribe ham, hvis det går galt.

»Første gang man kaster sig ud i nogle hop, så virker det helt forkert og grotesk, men når man overvinder frygten, så er det virkelig en sejr«, siger Mads.

Den tidligere gymnast og danser Lærke Sommerlund på 20 år har taget springet fra dansegulvet til nye dimensioner. Hun svinger sig fra stang til stang, fortsætter gennem et hul i muren og lander sikkert. Hun er ikke altid så heldig.

»På studieturen i Barcelona ville jeg hoppe op på en mur. I stedet for at støde fra med fødderne, bankede jeg skinnebenene ind i muren. Det kom der et kæmpe hul i mit ben ud af«, fortæller Lærke.

Panfløjte-pull-up
Blå mærker, små forstrækninger og overbelastede ankler er en del af hverdagen, men de alvorlige skader sker sjældent.

»Vi har en ustyrlig og dygtig polak, der på studieturen hoppede rundt på togskinner og kravlede op på store statuer. Da vagterne kom for at få ham ned, var hans undskyldning, at han ledte efter et toilet«, beretter Mads og griner.

LÆS OGSÅIdrætskurser skaber vækst på højskoler

Ved siden af den grå betonklods er stangstativet, hvor elevernes styrke bliver sat på prøve. Bassen blæser ud af højtalerne, mens der er kamp om at lave den bedste panfløjte-pull-up – en øvelse, hvor det gælder om at holde hagen over stangen, mens man bevæger kroppen fra side til side.

»Jeg kan næsten lave en pull-up. Jeg skal kunne lave en rigtig pull-up, inden jeg er færdig på Gerlev«, siger Lærke.

Pigerock og forårsruller

Vandet i gryderne er på kogepunktet, gulerødder snittes i fine strimler til forårsrullerne, og kalkunen i ovnen spreder duft i hele rummet.

Forklæderne er kommet på, og retterne er ved at blive tilberedt i verdenskøkkenet på Suhrs Madakademiet – landets nyeste højskole beliggende på anden sal i det indre København. De 17 elever er taget på en rejse, der bringer dem vidt omkring på det gastronomiske verdenskort. Holdets forskellige nationaliteter svinger dirigentstokken i dagens menu.

De skal til fødselsdag i Filippinerne og på Færøerne, fejre Thanksgiving i USA og julehygge i Finland.

Fællesskabet er også godt
De finske specialiteter tilberedes på kogeøen i køkken 2.

Pigerne laver pirogger med risengrød i, et måltid, der i de tusinde søers land fungerer både som morgenmad, frokost og aftensmad. Line Johanne Schou Jacobsen er med i det finske team, men har tid til at slå et morgenbrød op.

»Så er jeg næsten nødt til at komme til morgenmad i morgen«, siger Line, der ofte skipper den fælles morgenmad.

LÆS OGSÅKunsten at lave den perfekte æggekage

»Jeg bor i min egen lejlighed fem minutters gang herfra. Så jeg kunne ikke se nogen grund til at flytte ind på madakademiet«, fortæller Line. På Suhrs Madakademiet er det kun omkring en tredjedel af eleverne, der bor på højskolens etager.

»Jeg synes, det ville være underligt ikke at bo på en højskole«, siger Cecilie Varming Jacobsen, der har fået et af madakademiets værelser.

»Jeg er mest kommet for at lave mad, men fællesskabet her er rigtig godt. Vi bruger byens mange muligheder hele tiden«, fortæller Cecilie.

Perfekt hollandaise
Mange af timerne foregår i køkkenet, og pigernes lyst til at lave mad synes ikke at kunne mættes.

»Min kæreste forstår ikke, at jeg gider lave mad, når jeg kommer hjem«, fortæller Line, der elsker de små sejre i køkkenet, når smag, duft og timing går op i en højere enhed.

»Vi havde en professionel kok ude for at hjælpe os, og han sagde til min hollandaisesauce, at den var helt perfekt«, siger hun stolt.

»Han var ikke så vild med min«, siger Cecilie. Hun har dog gjort sig sin egen bedrift på højskoleopholdet.

»Jeg kan ikke lide ost, men jeg har lært at spise det, nogle gange«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken