Sanglærer. Pia Scharling starter altid med at bede sine sangnovicer synge én tone efter eget valg. Når de opdager, at de kan synge den ene tone rent, vokser selvtilliden.
Foto: Marius Nyheim

Sanglærer. Pia Scharling starter altid med at bede sine sangnovicer synge én tone efter eget valg. Når de opdager, at de kan synge den ene tone rent, vokser selvtilliden.

Spil dansk

Besøg på musikklinikken: Hun kurerer falsksyngere

Sanglærer Pia Scharling arbejder på højtryk for at få et kor på ti falsksyngere klar til at give koncert på Spil Dansk Dagen.

Spil dansk

Sange fra brusebadet
Tid: To. 25. okt. kl. 20.
Sted: Krudttønden, Serridslevvej 2, Kbh. Ø.
Pris: 25 kr.

Først trækker jeg vejret. Suger luften dybt ind og fylder lungerne så godt, jeg kan. Så sætter jeg hænderne i hver side af taljen, så de presser op mod underkanten af de nederste ribben. Så spænder jeg mavemusklerne, og til min lettelse kan jeg tydeligt mærke bevægelsen under mine fingre.

»Nu puster du ud – med lyd på. Du skal forestille dig, at luften er en lige, komprimeret stråle, der går ud fra din mund uden at dykke. Og lyden, du siger, er ’nyyyyyy...’«, siger Pia Scharling.

Jeg puster, og et bævrende ’nyyyy...’ siver frem sammen med luftstrømmen. Pia Scharling slå et par toner an på klaveret, og pludselig vokser min spæde stemme sig rund og varm. Klaverets melodi svøber sig om den, så det faktisk lyder ... helt okay?

Musikalsk klinik
Det føles ganske enkelt, som om jeg kan synge. Og det kan jeg også, siger Pia Scharling.

»Du havde ingen problemer med at finde tonen. Dit gehør fejler ingenting. Og din musikalitet er helt, som den skal være«, siger hun.

Og sådan er det faktisk for de alle fleste, fortæller Pia Scharling. Hun er konservatorieuddannet sanglærer, sanger og komponist, og til daglig driver hun Sangklinikken fra sit hjem i komponistkvarteret på Ydre Østerbro.

I øjeblikket er stuerne ramme om et eksperiment. For blandt sine elever har Pia Scharling en del mennesker, der er det, hun lidt modvilligt kalder ’falsksyngere’. Blandt dem er der ti, der skal give koncert under hendes ledelse på Spil Dansk Dagen. Og det skal nok lykkes.

For det at synge falsk er ikke et uopretteligt problem, siger Pia Scharling, der hellere vil tale om ’urutinerede sangere’.

For, siger hun: »Det at synge er, som med så meget andet, et spørgsmål om rutine. Om teknik«.

Fællessang. Foto: Marius Nyheim

Fællessang. Foto: Marius Nyheim


Dømt til claves
Første gang Pia Scharling stod med en urutineret sanger ved klaveret, var det noget af en øjenåbner. Nysangeren var en kvinde, som allerede i skoletiden havde fået besked om, at hun ikke kunne synge. Meget mod sin vilje var hun blevet placeret bagerst i musiklokalet udstyret med claves og rasleæg, når der var fællessang i klassen. Og der var hun, i overført betydning, blevet siddende lige siden, mens hun havde undertrykt sin lyst til sang.

Men nu, i en alder af nogle og fyrre, var hun klar til at gå imod skolelærerens dom. Nu ville hun have sin egen stemme, og derfor havde hun opsøgt den temmelig overvældede Pia Scharling.

»Hun sang helt i skoven. Hun kunne ikke ramme en eneste tone. Jeg var jo vant til, at når jeg gav inspiration fra klaveret, så kom sangen tilbage som et ekko fra eleven. Jeg var, kan jeg se i bakspejlet, meget famlende. Det var ikke noget, vi lærte på Konservatoriet, det med at undervise folk, der ikke kan noget som helst. Vi lærte at undervise børn, men det er noget helt andet. Voksne har nogle historier med sig om, hvad de kan og ikke kan. De har en opfattelse af, hvordan verden ser ud, som man skal ind og pille ved for at lære dem at synge«, fortæller Pia Scharling.

»Jeg kunne ikke få mig selv til at sige til hende, at det her slet ikke holdt. Jeg har ikke den brutalitet, som ’X Factor’-dommerne har, hvor de føler, at de næsten gør folk en tjeneste ved at fortælle dem, at de aldrig bliver til noget med deres sang. Jeg havde tværtimod en meget stor respekt for den her piges mod og initiativ. Hun havde tillid til, at det her måtte kunne lade sig gøre. Og så blev jeg jo lidt stædig«, fortæller Pia Scharling.

I arbejdet med den tonalt udfordrede elev udviklede Pia Scharling sin undervisningsmetode omkring to søjler, der ifølge hende er nøglen til at lære at synge.

I kan godt synge. I ved det bare ikke.

»Den første er afspænding. Man skal være afspændt fra nakken og opefter. Det andet er det kropslige engagement. At man ikke er afspændt i selve kroppen, men at man har en parathed i musklerne. Nærmest som den, sportsfolk har, når de skal til at modtage en tennisserv eller parere et mål i håndbold«.

Det ene håbløse tilfælde
Men det er jo ikke alle, der kan ramme serven eller parere de hårde bolde i et håndboldmål. Så skal man absolut synge, hvis man nu ikke er god til det?

»Hvis man ikke har lyst, skal man naturligvis bare lade være«, siger Pia Scharling.

»Men de mennesker, som kommer her hos mig, har været kede af, at de ikke sang. De har gerne villet den generthed, der holdt dem tilbage, til livs. At synge giver først og fremmest glæde, og ud af det kommer mange gode ting som et bedre selvværd og et mildere syn på livet. Det er så centralt for os at kunne kommunikere med vores stemmer, at blive hørt og have gennemslagskraft, når vi bruger stemmen. Min kæphest er, at man har en berettigelse som sanger, uanset hvordan det lyder«.

I dag kan hun, med ganske få undtagelser, ’kurere’ en falsksynger på 10 minutter. Men hvorfor gider en sanglærer bruge tid på de hårdeste opgaver, når hun kunne kæle for talenterne i stedet for?

»Der er nok noget Florence Nightingale over det. Et omsorgsgen, som jeg får brugt der. En af mine elever fortalte mig, at hun kontaktede mig, fordi jeg havde sådan et moderligt portrætfoto på min hjemmeside. Så turde hun godt«, siger Pia Scharling, som kun en enkelt gang har oplevet, at en elev var så elendig, at hun måtte give op.

»Det var en militærmand, som ville synge til sit bryllup. Men han havde så klare ideer om, hvordan tingene skulle være, at jeg ikke kunne hjælpe ham. Han ville simpelthen ikke lytte til mig. Så han måtte gå igen. Og jeg har desværre endnu ikke mødt nogen, der har været med til det bryllup, og som kunne fortælle mig, hvordan det gik ham«.

Lakmusprøven
Den lille øvelse, jeg lavede i starten af min time med Pia Scharling, er sanglærerens udgangspunkt for at undervise en usikker sanger. Det giver nemlig de fleste selvtillid at opleve, at de har i hvert fald én tone i livet.

»Det er min lakmusprøve. Den beviser, at eleven har sit musikalske instinkt intakt«, forklarer Pia Scharling.

»Læg mærke til, at jeg ikke gav dig en tone, du skulle ramme. Jeg tager udgangspunkt i den tone, du naturligt vælger. Den tone, der kommer, fortæller mig rigtig meget om din stemme og din fortid som sanger, hvor meget du har sunget og i hvilket leje«, siger hun.

Jeg er, fortæller hun, for eksempel et tydeligt eksempel på en sanger, der har svært ved at nå op i de høje toner og stadig have kraft på stemmen. Det, jeg skal træne, er mit såkaldte mellemregister – overgangen mellem dybe og høje toner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er det, der med tiden vil gøre dig til sanger«, siger Pia Scharling, og hendes valg af ord er stærkt motiverende, ligesom hendes akkompagnement på klaveret var. Det føles, som om det er inden for min rækkevidde at blive en sanger. Pludselig virker det ikke så skræmmende at synge, på trods af at jeg ved, at min stemme ikke imponerer nogen, som den er.

Det er det, der sker, når man starter ud, som vi har gjort med min naturlige grundtone, siger Pia Scharling.

»Man skal tænke, at man kun skal synge én eneste tone. Så kan man godt komme i gang«.

Opvarmning. Foto: Marius Nyheim

Opvarmning. Foto: Marius Nyheim


Koncert med de falske
Pia Scharlings eksperiment til Spil Dansk Dagen er en forlængelse af hendes undervisning. På de fire onsdage, der leder op til Spil Dansk Dagen, træner hun det lille kor på ti sangere, der alle er fuldkommen grønne og utrænede.

De er, siger Pia Scharling, typiske eksempler på voksne mennesker, som i årevis har ærgret sig over, at de ikke har lært at bruge deres sangstemmer. Gennem de fire workshopper skal de blive så gode, at de har mod på at give koncert på Spil Dansk Dagen.

Repertoiret er Pia Scharlings egne kompositioner skrevet specielt til urutinerede sangere, og med tekster, der handler om samme emne. Små oder til sanglærerens tidligere elever, der kom uden stemme og gik igen som sangere fulde af selvtillid.

Til koncerten vil der være mulighed for fællessang med publikum, og Pia Scharling vil instruere i sangteknik. Men først og fremmest er det de ti falsksyngere, der skal ramme tonen foran et publikum.

En af dem er piloten Tue Kjær. Han har sammen med resten af koret indfundet sig i Pia Scharlings stue og fortæller, at han gerne har villet lære at synge i mange år. Alligevel er det først her, i den lille gruppe af ligesindede sangere i Pia Scharlings stue, at han har turdet prøve efter, om vingerne kunne bære. Og det føles skønt endelig at kaste sig ud i sangen, fortæller han.

At synge giver først og fremmest glæde, og ud af det kommer mange gode ting som et bedre selvværd og et mildere syn på livet.

»Jeg har simpelthen ikke haft nerver til det før. Jeg har været bange for at blotte mig på den måde, man gør, når man synger«.

God stemning
»Det er et fællestræk for denne her gruppe, at de er meget modige«, skyder Pia Scharling ind, og holdet griner i kor. Hverken selvindsigten eller selvironien fejler noget. De er godt klar over, at de har udfordringer, og at der er lang vej til, at det er dem, der får alle til at vende sig til julegudstjeneste, når de tager det høje C på ’En rose så jeg skyde’. Som et kormedlem lakonisk konstaterer:

»Hvis vi kunne synge, stod vi jo ikke her«.

»I kan godt synge«, retter Pia Scharling. »I ved det bare ikke«.

Og så sætter hun gruppen i gang med første øvelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Lyden er ’nyyyyyy...’«, instruerer hun som før, og gruppen trækker luft ind, spænder mavemusklerne, og puster lyden ud, mens Pia Scharling lægger toner ind under.

Da alle lunger er tømt og klaveret klinget ud, lyser alle ti sangeransigter op i den samme forundring, som den jeg selv følte efter øvelsen. Det lød da meget godt!

»Ja, så kan I godt gå hjem«, joker sanglæreren. »I har alle sammen ramt tonen efter fem minutter«.

Smilene er vantro, men også lettede. Musikaliteten er der. Og den nye selvtillid er hørbar, da Pia Scharling slår tonen an igen. Nu er der kraft på korets ’nyyyyyyy...’. Mon ikke det nok skal nå at blive både rent og godt, når Pia Scharling og hendes falsksyngere sætter lyd på til Spil Dansk Dagen?

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce