Hænderne ryster lidt, da de første gang nærmer sig slangen. En stor hunkongepyton. Først aer de forsigtigt og lidt usikkert dens bløde ham, men der går ikke længe, før nysgerrigheden lammer nervøsiteten. Kort efter er der ikke mange centimeter mellem biologistuderende Stine Andreasens ansigt og slangens. Gennem et lille instrument kigger hun direkte ind i det vilde dyrs ene øje.

De hænder, der holder dyret imens, er til gengæld helt rolige. Mari-Ann Da Silva er aldrig nervøs i sit arbejde med slangerne. Hun er uddannet dyrlæge og er nu i gang med en erhvervs-ph.d., hvor hun studerer slangens brille for at finde ud af, om der er noget genialt ved dem, der kan overføres til kontaktlinser til mennesker.

Dyrlægedrømmen
»Bare rolig, den her er ikke så emsig«, siger hun om den otteårige kongepyton i Zoologisk Have i København.

»Hvad skal det betyde«, driller en kollega, der hjælper med at holde den.

»Sådan kortluntet«, lyder svaret.

25-årige Stine vil gerne være dyrlæge.

Desværre kom hun ikke ind, da hun sidste år søgte ind på drømmestudiet, derfor læser hun i stedet biologi på Københavns Universitet. Det var hendes andenprioritet, fordi det var den uddannelse, der ligger tættest på dyrlægedrømmen, fortæller hun.

»Jeg overvejede også dyrepasser eller veterinærsygeplejerske, men jeg synes ikke, uddannelserne var brede nok til mig. Biologi var det, som jeg følte var bredt nok, og som jeg interesserede mig nok for«, siger hun.

Efter at hun startede sidste år, er hun blevet overrasket over, hvor glad hun egentlig er for studiet. Både på grund af det sociale og det faglige. For ikke at udelukke nogen muligheder har hun dog netop været til optagelsesprøve på dyrlægestudiet igen. Men selv hvis hun kommer ind denne gang, er hun ikke sikker på, at hun er klar til at droppe biologi.

»Jeg har altid drømt om at blive dyrlæge. Så selv om jeg synes, biologi er fantastisk, ville jeg lige prøve, og så tager jeg beslutningen derfra«, siger hun.

Fra svin til slanger
På bordet står en skål med larver, der møver sig rundt omkring og på hinanden. De levende små dyr er der ingen, der tager notits af. Lige så ubemærket og naturligt forekommer museburet, som der også er levende væsener i. Og de mange kranier fra dyr, der er opstillet på en hylde. Imens Stine studerer slangen, vandrer landskildpadder langsomt rundt og soler sig under varmelampen i deres terrarium.

Vi er i et lille lokale i Zoologisk Have, hvor Mari-Ann er ansat og bruger sin tid, når hun ikke er på universitetet. Selv om Stine umiddelbart ikke passer ind i sin fine lyse kjole, føler hun sig alligevel tilpas mellem de vilde dyr. Hun bliver også hurtigt betaget af slangen.

»Slangen er ret interessant. Især fordi vi har haft om organismernes diversitet, hvor vi lærer om dyrenes fysiologi, så da Mari-Ann fortalte om slangens øjne, var jeg sådan helt, hey, det har jeg da læst om«, siger hun.

Mari-Anns arbejde fascinerer hende, men hun er også overrasket over, hvilken retning den uddannede dyrlæge er trukket i. Hun havde ikke forestillet sig, at dyrlæger også gik over i forskning.
Dyrlæge  Mari-Ann Da Silva får hjælp af dyrepasser Allan Mæland til at undersøge en slange. Foto: Jacob Ehrbahn
»Når jeg tænker dyrlæge, tænker jeg bare på en almindelig praksis. Jeg vidste ikke, det var så bredt«, siger Stine.

Netop fagets bredde er det, som Mari-Ann er vild med. Hun har både været dyrlæge i Afrika og i Grønland, arbejdet med svinerådgivning, hunde og katte.

»Da jeg startede på uddannelsen, troede jeg, at feltet var sådan her«, siger hun og holder hænderne frem for sig med en kort afstand imellem dem.

»Men det er jo så bred en uddannelse. Vi kan så mange ting. Det var en positiv overraskelse«, siger hun og slår ud med armene.

Skræmmende mange muligheder
For en førsteårsstuderende kan fagets bredde dog også være svær at håndtere, fortæller Stine.

»Det er det mest skræmmende ved biologi. Du kan arbejde med alt fra naturen til dyr og sygdomme. Det er virkelig skræmmende på en eller anden måde, for du har så frie tøjler, så hvis man ikke ved, hvad man vil, så kan det virkelig virke overvældende«, siger hun.

Alligevel opfordrer Mari-Ann hende til at udnytte de mange muligheder og prøve sig frem, inden hun lægger sig fast på sin endelige retning.

»Selv om man måske hører fra sine medstuderende, at svinepraksis er det laveste af det laveste, så prøv det. Og så kan man danne sig en mening om det. Måske er det netop det, man synes om. Det, at vi har mulighederne og kvalifikationerne til at kunne alle de ting, det er super fedt«, siger hun.

Uanset hvor hun ender, er Stine ikke i tvivl om, at hendes arbejde kommer til at være afgørende for, hvor glad hun bliver i fremtiden. Og det er frem for alt interessen, der betyder noget, når nogle af de mange muligheder skal sorteres fra.

»Det vigtigste er, at man arbejder med noget, man virkelig har interesse for. Så betyder det med løn og arbejdstider ingenting«, siger hun.

At forvente det, man ikke havde forventet
Samme overbevisning har Mari-Ann.

»Arbejdet betyder alt. Hvis ikke man er glad for det, man laver, så smitter det af på alt muligt andet i ens liv. Især i sådan et studium som det her, så skal det være glæden, motivationen og interessen, der driver det«, siger hun.

Interessen er let at få øje på, når man tilbringer tid med hende i Zoologisk Have. Og hun kan da heller ikke svare på, hvad der er det værste ved hendes job. På det modsatte svar falder svaret straks. Hun er ikke i tvivl om det bedste:

»Der er aldrig to dage, der er ens. Man lærer noget hver dag, og det er super fedt. Man kan aldrig fortælle dyr, hvordan de nu skal have det, eller hvordan de skal være. Derfor kan noget tage kortere tid og andet længere tid, end man havde troet. Man skal være klar til at forvente det, man ikke havde forventet, og det gør det spændende«, siger hun

FACEBOOKBliv ven med Politiken