Bounce, bounce, bounce.

Forsigtige skridt på det sorte gulv forsøger at følge rytmen, der dikteres af en ung kvinde. Ned i knæ, følg musikken, lyder ordren. Det er tirsdag, klokken er 8, og vi er i Studenterhuset i København.

I aften er der fest i størstedelen af det lokale, der normalt fungerer som en afslappet café for byens studerende. Dansefest. En times gratis undervisning i swingdans, lyder tilbuddet, der har tiltrukket en pæn mængde mennesker.

Alle står lydigt i en cirkel med fokus mod midten, hvor et par viser og forklarer de mest basale trin. Når musikken går i gang, bevæger cirklen sig langsomt rundt. Tilfældigt etablerede par prøver trinene af, og en herskende usikkerhed afslører, at det ikke er alle, der har været med før. To danse efter er det tid til en ny partner, og musikken overdøves igen af klassiske indledende fraser.

LÆS OGSÅStudenterhuset vil nedbryde studiemiljøets ghettoer

Social dans
»Hvad hedder du? Hvor kommer du fra? Er du ny?«, bliver der spurgt, inden trinene igen bliver prøvet af – to gange.

Enkelte smider en high five, inden den næste partner i cirklen står klar.

»Det gik da meget godt?«.

»Ja, det var ikke værst«, lyder afskeden, inden hånden – mere eller mindre forsigtigt – fanger en ny.

At det nye partnerskab varer minimum to danse er en af de regler, der gør ’swingdans på det sociale dansegulv’ – som det hedder, når en flok mødes og danser uden for et træningslokale – til en meget social aktivitet.

For det første: Man danser altid to danse. Det er uhøfligt at skrotte en ny dansemakker med det samme. For det andet: Man må ikke sige nej, hvis man bliver budt op.

»Medmindre man virkelig er ved at dø«, fortæller Preben Nielsen, der er en af aftenens to undervisere.

Det fedeste ved det sociale dansegulv er, at det hele er improviseret, mener han. Der er altså ingen regler for, hvordan man skal danse, og derfor lærer man rigtig meget af det, fortæller Preben Jensen, inden en pige kort efter kommer og byder ham op.

»Skal vi danse?«.

»Puha ... Ja, jeg har jo lige fortalt, at man ikke må sige nej«, svarer han og afbryder sin hvilepause før planlagt.

Verdens største smil
At swingdans er en meget social dans er 27-årige Erna Ahmetspahecs venneliste på Facebook beviset på. Listens længde er boomet, efter at hun i januar tog til en danseevent for første gang.

»Lige pludselig kiggede jeg på min liste, og så var der kommet 50 mennesker til. Det har jeg aldrig prøvet før«, fortæller hun og vipper med sine guldfarvede glimmersko i takt til musikken.

På Facebook aftaler hun med sine nye venner, hvilke dansegulve rundt omkring i byen de skal indtage og hvornår. Studenterhuset om tirsdagen er en fast aftale, men ugens øvrige seks aftener kan også hurtigt blive booket, fortæller Erna Ahmetspahec. En gang om ugen med undervisning, resten med dans på det sociale gulv.

25-årige Anne Stevnsbo-Larsen har haft samme oplevelse som Erna Ahmetspahec. Hun flyttede til København for et år siden, og dengang kendte hun ikke nogen i hovedstaden. Det blev der lavet om på, da hun begyndte at danse.

»Nu har jeg slet ikke tid til at få andre venner«, siger hun og griner.

For Erna Ahmetspahec var det et forlist forhold, der skubbede hende af sted til dans. Og det var ikke helt nemt i starten, fortæller hun. Ved sit debutarrangement i januar sad hun ude på toilettet og ringede til sin ekskæreste for at dulme nerverne. Men nu træner hun til sin første konkurrence i London.

»Konkurrencerne er bare for at prøve det og blive udfordret, men det er helt klart det sociale, der trækker. Det sjoveste er at komme på dansegulvet for eksempel her på Studenterhuset og danse med alle mulige på forskellige niveauer. Det sociale gulv er der, hvor det virkelig rykker. Der lærer man meget«, siger Erna Ahmetspahec.

Hun er på rekordtid blevet afhængig af sin nye hobby, der som en bonus også har skaffet hende en talje, griner hun.

»Det er jo totalt endorfiner, der nærmest pumper i kroppen. Jeg kommer hjem med verdens største smil hver aften. Hver gang jeg har danset, skal jeg nærmest have en time at falde ned på, før jeg kan gå i seng«, siger hun.

Cowboybukser og T-shirt
En time efter start er det sorte gulv på Studenterhuset fyldt.

»Nu bliver den lidt sværere, så dem, der ikke tør, kan bare gå«, lyder det fra underviserne, inden de slutter introduktionen.

Ingen af parrene på gulvet lader sig dog skræmme. Ejermændene til de forsigtige trin har efterhånden fået mere selvtillid. Og kort efter får de selskab af en stor flok erfarne swingdansere, der hver tirsdag fylder stedet for at danse, danse og danse, til svedplamagerne breder sig på tøjet og benene værker.

LÆS OGSÅ Forsker: »Lykken er i fredagsbaren«

Der er to swingdansforeninger i København, som skiftes til at stille undervisere til rådighed i den første time, inden alle, der har lyst, mødes efterfølgende. Den afslappede atmosfære i Studenterhuset er helt ideel, fortæller Preben Jensen.

»Stedet passer godt til os. Vi er sådan cowboybukser og T-shirt-agtige«, siger han.

Og det er da netop også en afslappet tøjstil, der er dominerende på gulvet. Som timerne skrider frem, stiger tempoet i musikken. Luften er tung. De kluntede trin afløses af mere avancerede, og der kommer mere luft mellem gummisko og gulv, når pigerne svinges rundt. Panderne er svedte, og håret ryger op i en hestehale på de fleste kvindelige deltagere.

Ligesom at lege
Mange af danserne er unge, men også det mere gråsprængte look er repræsenteret på gulvet.

Kåre Schultz, uddannet biolog, tilhører sidstnævnte gruppe.

»Jeg ser det lidt som et instrument. Instrumentet er bare et levende menneske, men alle kan tage det op og danse med det«, siger han om swingdansen.

Hans orange skjorte har fået en mørkere nuance enkelte steder, der afslører, at han har været aktiv på gulvet. I aften har han for anden gang sin kollega Lisa Holm med i Studenterhuset.

»Det er lidt ligesom at lege. Men det er sværere, end det ser ud«, siger hun og bliver bakket op af ham, der har lokket hende med:

»Man skal lige knibe balderne sammen i starten, for der føler man sig som en sæk kartofler«, siger Kåre Schultz.

I den anden ende af aldersskalaen er to unge piger, som sad i cafeen, da swingdanserne indtog stedet. Med en tirsdagsøl i hånden prøver de sig frem på gulvet i en frit fortolket udgave. Kort efter forsøger de at lære trinene fra sig til to unge fyre, der først er ankommet, efter at introduktionstimen sluttede.

»Vi kom direkte fra skole og havde ikke rigtig tænkt over, hvad vi skulle lave. Og så er vi pludselig med til at danse. Det er fedt«, siger 20-årige Pernille Kassow, og hendes veninde er enig:

»Jeg dansede pigerollen, så jeg mødte en masse søde drenge. Og en del fra andre lande, det var super sjovt«, siger Anja O’Brien.

Fest hver aften
Sent på aftenen spiller dj’en i hjørnet af lokalet stadig danseegnede numre. Gulvet er tætpakket. Forbipasserende kigger ind gennem vinduerne, og enkelte nye kommer stadig til.

En ung fyr når knap nok at smide jakken, inden han hiver den første pige med ud på gulvet. Iklædt fine bukser, hat, slips og seler svinger han hende rundt med en naturlighed, som andre fyre på hans alder må misunde ham.

Også 34-årige Gry Nielsen holder ud, flere timer efter at musikken er gået i gang. Hun er vant til at danse i lang tid.

Cirka fire gange årlig drager hun til udlandet for at deltage i workshopper og events, og nogle steder kan dansefesten vare i flere uger. De besøgte destinationer tæller blandt andet Schweiz, Spanien, Kina og Sverige. Herhjemme danser hun mellem to og fem gange om ugen, og hver tirsdag er hun at finde i Studenterhuset.

»Hvis man sammenligner med andre typer sport, så er det ligesom her, man spiller kamp. Det er meget sjovere end undervisningen«, siger hun.

Hun begyndte egentlig at danse, fordi hun blev skadet, så hun ikke længere kunne dyrke taekwondo. Nu har swingdansen »taget magten«, siger hun.

»Den er meget glad i forhold til andre danse. Der er meget energi i den. Det her med at man bouncer hele tiden, det giver sådan en synergieffekt. Det bliver man helt høj af«, siger hun.

FACEBOOKBliv ven med Politiken