En væsentlig del af de fysiske aktiviteter, danskerne beskærftiger sig med i deres fritid, er anerkendt som en sportsgren. Men det er ikke alle forundt at være accepteret i form af eksempelvis medlemskab af Danmarks Idræts-Forbund.

Politiken ser på, hvorfor det er sådan og konfronterer de involverede med spørgsmålet om, hvad der egentlig er sport eller idræt, om man vil. Det er der mange forskellige holdninger til.

Det sker, at Ken Vielsøe bliver bedt om at svare på, om dart nu også er en rigtig sport eller blot et spil, der fordrives i dunkle lokaler med ølflasker på bordene.

Men siden sportsgrenen blev optaget i Danmarks Idræts-Forbund (DIF) i 1994, er det ikke et spørgsmål, formanden for Dansk Dart Union får helt så tit.

»Vores skæringspunkt er helt klart, da vi bliver medlem af Danmarks Idræts-Forbund – da får vi en meget bredere accept af, at vi er en sportsgren. Før DIF var dart ikke andet end et værtshusspil«, fortæller Ken Vielsøe.

Mange dartklubber lå i forlængelse af værtshusene, men da dartunionen forberedte sin optagelse i DIF, krævede man, at spillestedet blev adskilt fra udskænkningsstedet, og man måtte hverken ryge eller drikke i området.

DIF-optagelsen var en sportslig anerkendelse
Hvad betyder det for dartsporten at være medlem af DIF?

»For det første er der den sportslige anerkendelse. Vi bliver taget mere seriøst som sportsgren. Vi har lettere ved at lave aftaler med tv, der er villige til at komme og optage til de internationale begivenheder, og der er mere fokus fra jer journalister«, siger Ken Vielsøe.

»For det andet er der det økonomiske aspekt. Den støtte, vi opnår som medlem, er en medvirkende årsag til, at de aktiviteter, vi laver for både bredden og eliten, kan holde. At vi kan sende landshold af sted til internationale mesterskaber«.

Og dartunionen fik økonomisk hjælp fra både Sport Event Denmark og Wonderful Copenhagen, da man sidste år var vært for EM, i København.

Bridge er ikke med i DIF, mens dart er – hvad, synes du, er forskellen på de to ting?

Mange gåture på 10 meter
»I bridge sidder de ned, mens man i dart bevæger sig. Man går 2,37 meter for at hente sine pile og tilbage igen. Hver gang man har kastet pilene, går man altså 5 meter«, siger Ken Vielsøe og tilføjer, at det gør man i en del timer, da et stævne typisk varer 10 timer, og i den tid er man ifølge dartformanden aktiv i 60-65 procent af tiden.

Når dartformanden skal forholde sig til, om tankesporten – bridge og skak – hører til i DIF, refererer han til DIF’s love, hvori der blandt andet står, at en aktivitet »skal være af fysisk karakter«.

»Jeg ved godt, at skak siger, at deres bedste spillere træner fysisk og skal være i god form, men det hænger bare ikke sammen med, at der i selve udførelsen af aktiviteten ikke er nogen fysisk aktivitet – i min verden er der ingen fysisk aktivitet i bridge og skak, hvis man sammenligner med de andre idrætsgrene i DIF«.

Vi bevæger os forholdsvist meget
Det er ikke første gang, at Ken Vielsøes sport bliver hevet ind i billedet, når det diskuteres, hvorfor nogle idrætter kan optages i DIF, og andre ikke kan.

»Hvorfor er det ikke bueskydning eller skytterne, man går efter, for i virkeligheden er der lige så lidt, hvis ikke mindre aktivitet i de idrætsgrene. I pistol- og riffelskydning – hvor man jo indimellem ligger ned – er det endda en maskine, der overfører kraften. Jeg ved godt, at man ikke kan sammenligne dart med fodbold, håndbold og ishockey, men vi bevæger os forholdsvis meget og ekstremt meget i forhold til bridge og skak«, siger Ken Vielsø.