Vi mennesker er rigtig dårlige til at vurdere, hvad der gør os lykkelige. Vi kan ikke lade være med at forsøge at planlægge os til en gladere fremtid, men vi ender meget ofte med at blive skuffede, fordi vores forestillinger om fremtiden er upålidelige.

Det er essensen i en ny bog af Harvard-professor i psykologi, Daniel Gilbert, 'Stumbling on Happiness'.

Et af hans eksempler er børn. Alle kulturer på denne planet fortæller hinanden, at børn er lig med lykke, og spørger du mødre og fædre om, hvad der gør dem lykkelige, vil et meget stort udsnit have deres børn øverst på listen.

Men spørger du i stedet mere konkret, hvad de lavede i går, og hvordan de havde det med det, tegner der sig et helt andet billede: Så er det at være sammen med sine børn kun marginalt mere tilfredsstillende end at gøre rent og mindre givende end at købe ind eller tale i telefon. Og generelt er folk mindst lykkelige, når de er i 30'erne og 40'erne, netop fordi små børn begrænser deres frihed.

Grunden til, at vi holder fast i koblingen mellem børn og lykke er, at samfundet i modsat fald ville falde fra hinanden, og menneskeheden uddø.

Også på andre områder er der umuligt at rationalisere sig frem til et lykkeligere liv. Daniel Gilberts pointe er, at vi vil snuble i forsøget, og at vi derfor lige så godt kan vænne os til, at lykken er noget, vi tilfældigvis snubler over - hvis vi er heldige.

Skriv ind hvis du ved, hvad der lige præcis gør dig lykkelig.