Forbrugeren

Anklage: Du ved udmærket godt, hvad der er sundt. Men alligevel spiser du alt det usunde.

Beviser: Der er masser af sunde fødevarer i butikkerne. Hylderne bugner af æbler, groft brød, magert kød og mælk næsten uden fedt. Det nytter ikke at skyde skylden på andre, for du kan ifølge fødevarestyrelsen sagtens skelne, hvilke basisvarer der er sunde og usunde. Du har ikke brug for at få at vide, at en gulerod er sund, og at du skal holde igen med ost, smør og hakket kød med en fedtprocent på 20. Det er børnelærdom. I folkeskolen har du set, at frugt, grønt og brød er i de nederste dele af kostpyramiden. Skulle du være i tvivl om, hvorvidt en fødevare er sund eller ej, så kunne du kaste et blik på næringsdeklarationen. Eller lytte til myndighedernes kampagner. Selv om du ved alt det her, så svælger du alligevel i shawarma, pizza og fedtede pommes fritter i de utallige fastfood steder, der er skudt op de seneste årtier. De ville jo lukke, hvis du ikke købte al deres junk.

Forsvar: Jeg ved da godt, at en gulerod er sund. Men jeg aner ikke, om forarbejdede produkter – morgenmadsprodukter, pålæg og salater for eksempel – og færdigretter som forårsruller og frosne pizzaer er sunde eller ej. Sund mad er også dyr, og undersøgelser viser faktisk, at vi forbrugere ikke forstår en brik af næringsdeklarationerne; hvis vi altså kan læse den mikroskopiske skrift. Jeg kunne godt tænke mig et nemt og enkelt overblik i form af et ernæringsmærke.

Videnskaben

Anklage: Øger forvirringen om usund kost.

Beviser: Hvad er værst? Fedt, sukker eller kulhydrater? Kød eller pasta? Kartofler? I gennem de sidste par år har ernæringsvidenskaben gjort meget for at forvirre den almindelige forbruger og spørgsmålet er, om videnskaben overhovedet kender svaret. I følge visse ernæringseksperter har 30 års ensidig fokus på fedt i kosten ligefrem gjort danskerne tykkere.

Det er også videnskabsmænd, der opfinder modekure som Atkins-kuren, South Beach-diæten og andre slankeregimer, der bidrager til yderligere at forvirre den almindelige forbruger.

Forskere er meget glade for at komme i medierne, og så bliver »mandler, chokolade, vin og øl omtalt, som om de har afgørende betydning for folkesundheden«, som Lars Ovesen, Hjerteforeningen, udtrykker det.

Ernæringsrådet har udtalt, at det næsten er umuligt at tabe sig, når man en gang er blevet fed. Dermed er rådet med til at tage modet fra folk.

Forsvar: Medierne forsimpler forskernes budskaber ud over alle grænser, så man får indtryk af, at videnskaben skifter hver dag. Staten skærer hyppigt i forskningsmidlerne. Folk gør ikke det, de skal: Videnskaben har i mange år sagt, at folk skal spise mindst 600 gram grøntsager om dagen. Det gør blot 11 pct. af forbrugerne.

Fabrikken

Påstand: Producenter af fødevarer tager intet ansvar for den galopperende fedmeepidemi.

Beviser: Industrien giver indtryk af, at varen er sund, men det er den ikke. Kellogg’s slankemorgenmad fremhæver på forsiden, at den er fyldt med fiber. På siden af kartonen står så, at en fjerdedel af varen er sukker. Frugtyoghurt har masser af frugt på forsiden, men er fyldt med tilsat sukker. Det er ymerdrys også, men så forsiden står, at der ikke er fedt i. Industrien står bag King Size fænomenet med sodavand, chips og chokoladebarer i stadig større varianter. Senest har Kim’s hældt 10 procent flere chips i poserne. Fabrikkerne gider ikke sætte ernæringsmærker på, for så falder salget. Til gengæld sætter de varedeklarationer på, som en almindelig forbruger har svært ved at gennemskue. De fylder alt for meget fedt og sukker i såvel færdigretter som godt gammeldags brød og vænner dermed forbrugerne til, at alt skal smage sødt.

Producenterne er heller ikke blege for at rette deres markedsføring mod børn. Hvilket barn kender ikke Honeymonsteret, der elsker Guldkorn? Eller tigeren Tony, der spiser søde Frosties og får energi til at stå på skateboard?

Forsvar: Forbrugerne ved godt, hvad der er sundt og usundt. De kan jo holde sig fra usunde produkter. Ernæringsmærker er en forsimpling af virkeligheden. Fløde er ikke farlig, så længe du bruger en sjat i kaffen. Vi udvikler faktisk sundere produkter. Vi har skåret en del sukker af nogle typer morgenmad og sælger fedtfattig pålæg og sukkerfri sodavand. Angående chips: Vi siger jo klart, at dem skal du kun spise, når du er sulten for sjov.

Staten

Anklage: Nægter at bruge penge på fedmebekæmpelse.

Beviser: Tiltag mod fedme, der rent faktisk koster penge, afvises konsekvent. F.eks. vil en nedsættelse af momsen på frugt og grønt til det halve gøre, at danskerne i gennemsnit ville tabe to kilo i vægt (Fødevareøkonomisk institut). Men det koster en milliard kroner.

Staten straffer faktisk med sine afgifter visse sunde handlinger: Hvis folk spiser chips, er der ingen afgift. Hvis folk til gengæld erstatter chipsene med salte nødder, koster det 17 kroner per kilo nødder til staten i afgift.

Ordentlig, gratis skolemad kan være et afgørende værktøj i at modvirke fedme blandt børn. Men en gratismadordning på danske skoler vil koste 2-3 milliarder om året. Ikke en gang støtte til oprettelsen af skolekøkkener kunne der blive råd til.

Forsvar: En sænkning af momsen på frugt og grønt risikere bare at betyde, at danskerne har bedre råd til mere slik (Skatteministeriet). Børnehaver, skoler og arbejdspladser bærer en del af ansvaret for kosten midt på dagen og det er grundlæggende forældrenes ansvar at lære børn gode madvaner. Vi bliver nødt til at prioritere de penge, vi har. Vi har forsøgt at indføre ernæringsmærker.