Habib Ally Kombo har boet bag SOS Børnebyernes høje trygge mure det meste af sin barndom.

»Min mor er død, og jeg har en far, men han er ligeglad med mig, og så kom jeg hertil. Jeg tror, jeg var fire«, fortæller Habib Ally Kombo, der nu er 20 år og gerne viser rundt mellem huse og legepladser i børnebyen 7 km uden for Stone Town på Zanzibars vestkyst.

Habib Ally Kombo er i lære som kok, og insisterer på, at jeg skal hilse på plejemoderen i det fælleshus, han er vokset op i sammen med en halv snes andre, typisk forældreløse, børn.

Drengene pisker rundt i 40 graders varme
Og så skal han møde læreren, som lærte ham engelsk og matematik og med ud på sportspladsen, hvor to hold jagter en fodbold i middagsheden. Her er i hvert fald 40 grader, og de pisker ivrige rundt i klubtrøjer fra Liverpool og Arsenal.

SOS Børnebyerne, der opstod i Østrig i 1949, hjælper cirka 150 børn i børnebyen på Zanzibar og har over 500 børnebyer i 132 lande.

LÆS OGSÅUdvikling skabes af mennesker – ikke stater

Organisationen er uafhængig af politiske og religiøse interesser og har fokus på langsigtet udvikling af det enkelte barn og lokalsamfundet.

»Vi har leget og spillet meget – ligesom I gør i jeres skole. Basket, volley, fodbold, netbold, bordtennis – al slags sport. Det er en god måde at være sammen på«, fortæller Habib Ally Kombo, mens fodboldholdene uopfordret stiller op til fællesbillede –- de er vant til udenlandske gæster med kameraer over skulderen.

Akrobatik for fornøjelsen skyld
Anderledes foregår det på Nungwi strand på Zanzibars nordkyst.

Her samles en gruppe unge en times tid før solnedgang. Først lunter de fra den ene ende af stranden til den anden, så er der høje knæløft og endelig en fælles spurt på stedet – i vand til maven.

LÆS OGSÅSport kan være værdifuld ulandshjælp

Hver dag mødes flokken for at lave akrobatik, og spændstige, smidige kroppe hvirvler hurtigt rundt i solnedgangen. Saltomortaler afløses af kunstfærdige løft, den ene øvelse mere vovet end den anden, og når springene kikser, og landingen foregår på nakke og skuldre, ryster de lidt på hovedet og prøver igen.

Da de store holder pause, overtager en flok små drenge sandscenen.

Flikflakkene går fint, saltomortalerne kræver en hestesko af et par af de ældre drenge, men de hujer og griner og hjælper hinanden, mens turisterne kigger beundrende på og smittes af drengenes begejstrede leg.

Pigerne kigger på i baggrunden
Da solen er gået ned, giver de hinanden high-five og trasker af sted.

En gruppe piger godt gemt bag deres farvestrålende hijab – Zanzibars indbyggere er muslimer – går fnisende væk, mens et par turister putter pengesedlerne tilbage i lommen.

LÆS OGSÅHvad skal ulandshjælpen nytte?

Akrobatikken er for drengenes egen fornøjelses skyld, ikke for at lokke penge ud af strandgæsterne.

Slås for pengenes skyld
Penge eller rettere manglen på penge er derimod det konstant tilbagevendende emne på Hotel Durban i Dar Es Salaam på fastlandet, hvor Tanzanias bokselandshold er indlogeret.

Remmy Mafundo Ngaros er slået flad, næven er ru og smilet bredt.

På hovedet sidder en kasket fra OL i Atlanta i 1996, og T-shirten har et logo for Tanzania Fængselsportsklub. I alt otte boksere og deres to trænere er i gang med de sidste forberedelser inden Commonwealth Games i New Delhi i Indien. Og regeringen har efter massivt pres fra bokseforbundet endelig indlogeret bokserne på et hotel, så de kan træne sammen.

»I Tanzania er boksning for fattige folk. Simple folk«, fortæller Remmy Mafundo Ngaro, der selv var landsholdsbokser i 64-kilos klassen fra 1992 til 1996 og siden har været assistenttræner for landsholdet.

LÆS OGSÅEU-lande skal øge ulandsbistanden

»Jeg har ingen penge, og det har bokserne heller ikke. Vi mangler alt. Handsker, sandsække, sjippetove, træningstøj, tandbeskyttere – alt«, siger han og spørger, om Danmark har noget brugt udstyr, som måske kan sendes ned?

Cubansk træner ansat af regeringen
Hans tilsyneladende topmoderne mobiltelefon ringer, men det er en billig og ikke altid funktionsduelig kinesisk kopi, hvisker Remmy Mafundo Ngaro, efter at samtalen er ovre.

»Det her er en typisk situation«, siger han. »En af mine boksere kan ikke være med til eftermiddagens sparring, fordi familien er i problemer. Men når vi vinder medaljer, så vil alle snakke med os og give os bonus. Så bliver vi måske millionærer alle sammen«, siger Remmy Mafundo Ngaro og smiler henført alene ved tanken.

LÆS OGSÅOlympiske lege er for alle - også børn

Han vinker cheftræner Geovanis Hurtado Pimentel, der er fra Cuba og ansat af Tanzanias regering, hen for at hilse.

Han taler imidlertid hverken swahili eller engelsk, så ikke bare Politiken, men også bokserne har svært ved at forstå ham. Det afholder dog ikke Makore R. Mashaga, generalsekretær i Tanzanias Amatørbokseforbund, fra at spå bokselandsholdet en stor fremtid.

Først medalje - så støtte
»I Tanzania kan folk lide at se mænd slås i ringen. Og de kan lide, at mange af vores boksere er kommet væk fra en virkelig dårlig position i livet, væk fra gaden, fordi de er blevet boksere. De bliver gode mennesker og begynder at drømme og arbejde mod et andet og bedre liv«, siger generalsekretæren.

»Men før de vinder en medalje, så er de ingenting. Og for at vinde medaljer har vi brug for penge. Så hvordan kan du hjælpe os?«, spørger Makore R. Mashaga.

Gadefodbold i Arusha
Kampene handler det også om i Arusha i det nordlige Tanzania.

Det er her, de fleste turister sætter af, inden firehjulstrækkere bringer dem ud til løver og giraffer på Serengetisletten eller bærere hjælper med at løfte bagagen op til Kilimanjaros top.

LÆS OGSÅ Topatleternes kulturhistorie

Byen er beskidt, og insisterende gadesælgere passer turister op konstant for at prakke dem safariture på ærmet.

21-årige Ismaya er således også turguide, men også tidligere klubspiller i Arusha Football Club. Han huserede på midtbanen og var en god og offensiv spilfordeler, fortæller han.

Klubben hjalp ikke ved skade
Men Ismaya kommer ikke mere i fodboldklubben. For stik mod tanzanisk skik, hvor alle hjælper familie og venner, hvis de er i knibe, så tog klubben sig ikke af ham, da han ødelagde knæet.

Hans smertende ledbånd kostede derimod hele opsparingen og mere til, og dermed var han færdig med at betragte klubben som sin anden familie og stedet, hvor hans elskede leg med bolden foregik.

LÆS OGSÅFodbold former manderollen

I stedet spiller han gadefodbold med sine venner og er en af drivkræfterne i kampene mellem rivaliserende gader i Arusha.

»Vi spiller måske en til to gange om ugen, når der er plads på vejene – og vi har lyst. Vi går vildt meget op i det og holder regnskab med, hvilken gade der fører«, siger Ismaya.

Politikens rejse til Tanzania var økonomisk støttet af Danidas oplysningspulje.