Solidaritet kan – men behøver ikke – at være den eneste grund til at engagere sig i udviklingsarbejde i et tredjeverdensland.

For der er masser af inspiration og læring at hente for også danske sportsorganisationer og -ledere, der har lyst til at gøre en forskel i andet end eget samfund.

Både i form af kulturel udveksling, som når fodboldklubben AGF får en fanklub i Arusha i Tanzania, fordi den er venskabsby med Århus, men også i deciderede udviklingsprojekter, hvor Danmark bør byde ind med dansk foreningsidræts unikke breddeidrætskultur.

SE VIDEO PÅ YOUTUBE(eksternt link):Afrika hepper på AGF

Idræt gør en forskel
Det mener i hvert fald Jacob Schouenborg, generalsekretær i ISCA, der er en international sports- og kultursammenslutning med 40 millioner medlemmer på fire forskellige kontinenter og base i København.

LÆS OGSÅEU-lande skal øge ulandsbistanden

Og hans holdning til, hvor dansk idræt kan gøre en forskel, bakkes op af professor Henning Eichberg fra Syddansk Universitet, der bl.a. forsker i sport og demokrati.

»I den økonomiske teori har man for længst opdaget, hvilken rolle netværksdannelse og samarbejde nedefra og op spiller. Det gælder ikke kun de danske andelsforeninger, der jo er et klassisk eksempel fra det nittende århundrede, men man har også undersøgt italienske og irske netværks økonomiske rolle i f.eks. Amerika, og det viser sig, at det har meget stor betydning. Det passer jo med, at idræt i civilsamfundet betyder sammenspil – og i det øjeblik, man spiller sammen, så er det også mulighed for at arbejde sammen og gøre noget økonomisk sammen«, forklarer Henning Eichberg.

Forsøgt i flere omgange
Ideen er for så vidt ikke ny. Sport var en væsentlig del af udviklingsarbejdet i Tanzania i 1970’erne og 1980’erne, hvor det blev grebet vidt forskelligt an fra donorlandene.

Daværende Vesttyskland sendte elitetrænere til landet, Kina sendte arbejdskraft og byggede store stadioner, mens Sverige hjalp med sportsudstyr.

LÆS OGSÅUdvikling skabes af mennesker – ikke stater

Danmark organiserede fodbold og hjalp lokalsamfundene med selv at sy boldene, mens tanzanierne lærte danskerne trommedansen Ngoma, der blev så populær i Danmark, at tanzaniske dansere måtte op og lære endnu mere fra sig – og dermed skabte gensidig udvikling og inspiration.

Sport kan spille konstruktiv rolle
Det handler om at tænke sport og idrætskultur ind i større sammenhænge, forklarer professor Henning Eichberg.

»Idrætskulturer er ganske forskellige, og i eksemplet med Tanzania og fodboldene har vi jo den vesterlandske konkurrencesport side om side med folkelige lege og danse, og der findes efterhånden rigtig mange andre idrætskulturer, der er et tredje og fjerde sted – f.eks. fitnesskulturen«, siger idrætsprofessoren.

LÆS OGSÅHvad skal ulandshjælpen nytte?

Sport er ikke svaret på alt, men sport kan spille en konstruktiv rolle i udviklingsarbejdet, siger ISCA’s generalsekretær Jacob Schouenborg.

»Der er to grunde til, at man fra Danmark og danske organisationers side burde involvere sig i udviklingsarbejde. Den ene er, at man får masser af inspiration, både til idrætten og rent organisatorisk«.

Frivillige er ikke nok
»Den anden er, at Danmark har en af verdens højeste idrætsdeltagelser på breddeidrætsniveau, og vi har modeller og erfaringer, som kan skabe engagement til at engagere flest mulige mennesker. Man burde have en national strategi for sport og udvikling. Der er danskere, som arbejder med sport som udviklingsredskab, men der er måske behov for at få større volumen og et politisk fokus«, siger Jacob Schouenborg.

LÆS OGSÅOlympiske lege er for alle - også børn

Han anbefaler gerne lokale klubber at engagere sig i kulturel udveksling, men decideret udviklingsarbejde kræver særlige kompetencer og indsigt. Der findes ingen nemme løsninger, og idrætten og den unikke danske foreningsidræt er ikke svar på alt.

LÆS OGSÅTopatleternes kulturhistorie

»Det er en fordel at involvere frivillige, men man skal være i stand til at fokusere 100 procent og med en faglighed, så der ikke opstår misforståelser. Venskabsklubber er kulturel udveksling og glimrende, men det er jo ikke som sådan udviklingsarbejde«, siger Jacob Schouenborg.

Skal forankres lokalt
Den betragtning er Prisca Bruno Massao, der er født og opvokset i Tanzania og har læst sportsvidenskab på universitetet i Oslo, enig i.

LÆS OGSÅFodbold former manderollen

»Bæredygtigheden er svært at få øje på, hvis sporten bliver hængt op udelukkende på et tidsbegrænset projekt i en udenlandsk organisation. Det skal være lokalt forankret og noget, som interesserer lokalsamfundet, så det har lyst til at tage ansvar og fortsætte, når det udenlandske projekt slutter. Vi har desværre set en del projekter, som går i sig selv, når den udenlandske interesse ikke er der længere«, siger Prisca Bruno Massao.