Det blev en kamp, hvor nerverne hoppede på gloende kul, og hvor man sad i stolen uden at mærke det.

For mødet mellem Danmark og Serbien blev højdepunktet i EM-slutrundens gruppe C - det spændingsmættede punktum på tre kampe, som bragte det danske hold væk fra de triste fiaskominder fra VM i Tunesien for et år siden.

Resultatet - den danske sejr på 33-29 - betyder, at Danmark slutter på puljens 1.-plads, tager tre point med videre i turneringen og skal møde Kroatien tirsdag aften i St. Gallen i den nye gruppe 2. I en ny kamp, der vil få tv-skærmene hjemme i stuerne til at bævre.

Serbisk vilje
Men det holdt hårdt, meget hårdt i kampens sidste kvarter, hvor stor serbisk vilje skabte tvivl om det resultat, der ellers - efter de første 30 minutter - næsten var givet.

Holdets styrke er imidlertid, at danskerne aldrig, trods uvejrets omfang, gik i panik.

Man fortsatte sit spil, man holdt fast i aftalerne, og man spillede kampen færdig med den gejst, man åbnede kampen med - og som har været varemærket fra dag 1 i den schweiziske slutrunde.

Formidabel første halvleg
Det danske spil i første halvleg var - som man siger om visse højder i cykelsporten - udenfor kategori.

Der blev vist angrebskombinationer, ingen havde ventet at opleve. Og der blev demonstreret forsvarsarbejde, som hæren i 1864, ja undskyld billedet, kunne have lært noget af, hvis håndbold og ikke kun spadsereture på voldene og violinspil til høstballerne, havde været på underholdningsprogrammet.

Som erfaren tribunerotte skal jeg nogle år tilbage - jeg kan ikke i dette forvirrende, skrivende øjeblik sige hvor mange - for at finde en lignende præstation, som den der blev leveret i disse hektiske, gloende minutter Stadthalle i Sursee.

Tirrede serbere
Alt lykkedes for danskerne, der gennemførte halvlegen i opskruet tempo - og som tvang serberne, håndboldsportens baggårdskatte, til at begå den ene udvisningsgerning efter den anden i forsøget på at bremse de rappe danske kaniner.

Og disse var, med tænderne helt fremme, kvikke til at bide i bollen og udnytte overtalssituationerne til at score.

Gang på gang - men også, når det serbiske mandskab var fuldtalligt.

Det skete på en aften, hvor det var de gamle spillere - folk som Lars Christiansen og Søren Stryger - der trådte frem og tog afslutningsansvar. Og hvor Lars Jørgensen og Jesper Nøddesbo styrede det forsvarsarbejde, der virkede utroligt.

Fest
Efter 11 minutters spil var Danmark foran 6-3 - og allerede i disse indledende minutter havde kampen en så stor intensitet, at man fornemmede, at dette kunne blive kampenes kamp.

En stor håndboldaften med alle udsving på følelsessøjlen. Og det blev det. Og for danskerne - spillere som tilrejsende tilskuere - var denne halvleg først og fremmest en medrivende, pulserende fest, der kaldte på sved hos alle.

Ingen i landstræner Wilbeks brigade satte en fod i grøften. Alle holdt sig på stien - og i fuld balance. Med al kraft lagt i vindertanker.

Plus ti mål
Efter 17 minutters spil var danskerne foran uvirkeligt 11-4, og med fem minutter tilbage, rykkede holdet op på den usandsynlige føring: 17-7 - 10 mål foran Serbien. I en vigtig pointkamp.

Det var strålende, det var mesterligt håndboldspil. Men også næsten for godt til at være sandt.

Og anden halvleg skulle vise, at sådan var det - for godt. Det serbiske hold udnyttede opholdet i omklædningsrummet bedst, fik samlet moralen op, pustede nyt liv i troen og pumpede energien op.

Føringen skrumpede
Og sikkert tog de serbiske spillere fat på den proces - det mere direkte angrebsspil - der skulle få den danske pauseføring på 18-11 til at skrumpe.

Og med et kvarter tilbage var afstanden mellem de to hold blot 25-23 - med forsvarsstrategen Lars Jørgensen udvist.

Danskerne balancerede på kanten af knockout, og i det efterfølgende danske angreb fik Per Leegaard et af de slag i maven, han havde ventet

Den unge jyde havde igen en stor aften, uimponeret, frisk og modig i sit spil - og hans indsats antydede, at han ikke er på 'besøg' på det danske landshold, men at han vil blive en bærende kraft i de kommende år.