Annonce
Annonce
Annonce
Sport 27. jun. 2012 KL. 10.32

Ung dansker før EM: Jeg er bare en skide fodboldspiller, der løber 400 meter

Først for fire år siden begyndte Nick Ekelund Arenander at dyrke atletik.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

400 meter. Banen rundt. En lang sprint på det olympiske stadion i den finske hovedstad Helsinki, hvor EM i atletik nu går i gang.

Og kan den 23-årige fyr fra Ballerup, Nick Ekelund Arenander, gøre det 34/100 af et sekund hurtigere, end han gjorde for en måned siden i Tyskland, udløser det – måske foruden en plads i EM-semifinalen – en deltagelse i de olympiske lege i London i næste måned. 60 år efter OL i Helsinki.

34/100 af ét sekund – det er afstanden i tid til det olympiske kvalifikationskrav. Udmålt i distance er det cirka et par skridt, siger Nick Ekelund Arenander, der er født i Stockholm, og som bor i Ballerup og studerer på Idrottshögskolan i Malmø.

»Jeg er altid bedst i Norden«
Han har både dansk og svensk statsborgerskab og føler sig i det hele taget meget ’nordisk’.

»Derfor er jeg også hjemmebane her i Helsinki. Jeg er altid bedst i Norden, jeg løber altid hurtigst på nordiske baner«, siger han med et skævt smil – inden han skal løbe kvalifikationsheat på 400 meter.

»I virkeligheden er jeg bare en skide fodboldspiller, der har fået chancen for at løbe 400 meter«, fortæller Nick Ekelund med adresse til sin biologilærer på Borupgaard Gymnasium i Ballerup.

Læs ogsåLegendariske Kipketer mister dansk rekord

For det var biologilæreren, der opfordrede den hurtige fodboldspiller og topscorer i Ballerup til at prøve sig som sprinter. Det skete efter en ’mælkesyretest’, som afslørede Nick Ekelunds forbløffende løbetalent.

Tæt på OL
»Da jeg fik min første prøvetræning i atletikklubben, sagde formanden til mig, at jeg ikke måtte blive ked af det, når alle de andre drenge løb fra mig. Det lovede jeg. Men der var ingen, der løb fra mig – og jeg blev hængende«, erindrer Nick Egelund det, der skete for fire år siden.

Nu er han tæt på at kvalificere sig til de olympiske lege. Hvis han i sit indledende heat – eller måske i en senere semifinale ved dette EM i det atletikglade Finland – rammer 45.90 sek. eller lavere, så har han sikret sig OL-billetten.

»Jeg vil blive ekstremt glad, hvis det lykkes, men omvendt vil skuffelsen være behersket. Og det er ikke noget, jeg siger for at ’beskytte’ mig mod et dårligere resultat – men fordi, OL i London først blev en målsætning i løbet af vinterens indendørssæson. Det er altså ikke en forventning, jeg har bygget op over lang tid. Mit olympiske sigte hedder Rio de Janeiro om 4 år og OL i 2020«.

Hvert løb er det sidste
Nick Ekelund fortæller, at det, der fascinerer ham ved 400 meteren, er den lærdom, han høster i hvert eneste løb.

»Lige når jeg er kommet i mål, har jeg det sådan, at jeg aldrig mere vil løbe 400 meter, aldrig nogensinde. Men efter en time analyserer jeg løbet og detaljerne – og så ved jeg, hvad jeg skal gøre bedre næste gang. Og så kan jeg næsten ikke vente til næste konkurrence. Jeg er nærmest blevet afhængig af 400 meter«, siger sprinteren, der i dag er medlem af Københavns Idræts-Forening.

Læs ogsåLangt spring sikrer første danske EM-finale

Hvad er hans karrieredrøm? Nick Ekelund kigger sig omkring på atleternes hotel i Helsinki, ser på de forbipasserende træningsdragter, inden han svarer politiken.dk

»Jeg er helt ny i det her. Der er så meget, der venter på mig, så meget mere jeg kan lære. Jeg går ind i det med energi – og med respektløshed. Ellers kommer jeg da ikke frem. Og op. Det er jo et bjerg, jeg har foran mig. Og jeg har bare 10 år til at bestige det. Så der skal ske noget«.

Verdensrekorden er begrænsningen
Og så siger Nick Ekelund, at han ser flere muligheder end begrænsninger – og at begrænsningen nok ligger i selve verdensrekorden. Det sidste siges med endnu et skævt smil.

Læs ogsåEM-målet er to danske finalister

Men hvis begrænsningen her i Helsinki er det olympiske krav, så giver Nick Ekelund Arenander ikke op. Han fortsætter så blot jagten på de 45.90 sek. i Göteborg og Malmø i næste uge.

»Det vil da være tåbeligt ikke at forsøge, når nu den gode form er der«, som han siger.