Annonce
Annonce
Annonce
Sport 27. aug. 2012 KL. 10.11

Unge debutanter vil vinde medaljer ved de paralympiske lege

En stor del af den danske trup til de paralympiske lege består af debutanter. Nogle mangler et ben, mens andre er lamme. Fællesnævneren er den sportslige drøm, der nu bliver til virkelighed.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Når den paralympiske ild tændes på det olympiske stadion ved åbningsceremonien af de paralympiske lege (PL) i London, vil 28 atleter være klædt i rødt og hvidt. Med sig har de et vajende dannebrog og en forhåbning om at vinde paralympisk guld, sølv eller bronze til Danmark.

For 14 af atleterne bliver det første gang, de deltager i et PL, men det afholder dem ikke fra at have tårnhøje ambitioner, selv om en del af dem er purunge atleter med kun få år som eliteudøvere bag sig.

Den 16-årige svømmer Amalie Vinther er en af de 6 debutanter, der er med på det danske PL-svømmehold.

Siden 2008 har Amalie Vinther dyrket handikapsvømning, og målet har fra begyndelsen været at kvalificere sig til de paralympiske lege. Det mål blev opfyldt i juli i år, da hun fik meddelelsen om, at hun havde kvalificeret sig til London.

»Jeg synes, det er lidt surrealistisk at skulle repræsentere Danmark. Men nu har jeg fulgt meget med under OL, så jeg glæder mig helt vildt til at skulle af sted og selv prøve svømmebassinet«, siger hun.

LÆS OGSÅAmputerede atleter øger interessen for handikap-OL

Hun blev født med spastisk lammelse i højre side, og på trods af at det giver hende problemer med benene og den højre arm, svømmer hun så hurtigt, at hun hjemme i Thisted træner med raske atleter.

Blandt andet er 100 meter butterfly og 400 meter fri to af i alt seks svømmediscipliner, som Amalie Vinther har trænet mellem ni og ti gange om ugen forud for PL.

At hun vinder medaljer i alle seks, tvivler hun på. Men den purunge svømmepige er et af de helt store medaljehåb i den danske trup.

Løber efterlyser handikappede
Når Amalie Vinther ikke svømmer om kap med handikapelitens største i Aquatics Centre i Londons olympisk park, får hun mulighed for at følge nogle af de andre danske atleter i aktion.

En af dem er den 19-årige løber Daniel Wagner Jørgensen. Den sportsglade dreng fik underbenet amputeret efter en trampolinulykke. Men her fire år efter er han blevet en af Europas bedste handikapatleter med EM-sølvmedaljer i 100 og 200 meter løb samt længdespring, som også er de tre konkurrencer, han skal deltage i ved PL.

På torsdag løber den 19-årige sprinter på det olympiske stadion, akkurat som den jamaicanske superløber Usain Bolt gjorde til OL.

Bolt løb 100 meter på under 10 sekunder. Daniel Wagner Jørgensens mål er at løbe distancen på lidt under 13 sekunder.

Hans rekord lyder indtil nu på 12,81 sekunder, og selv om 80.000 fans vil følge atletikkonkurrencerne fra tilskuerrækkerne, er der ikke meget nervøsitet at spore hos den unge vejlenser.

LÆS OGSÅManden uden ben sluttede sidst - men blev hyldet som en helt

»PL er den næststørste sportsbegivenhed i verden, så det er helt klart det største inden for handikapidræt. Jeg har altid drømt om at komme til OL. Nu har jeg mulighed for at komme til det næstbedste, så det er en drøm, der går i opfyldelse«.

Jeg har altid drømt om at komme til OL. Nu har jeg mulighed for at komme til det næstbedste

Daniel Wagner Jørgensen



Daniel Wagner Jørgensen håber, at han kommer til at pakke paralympisk metal ned i sin kuffert, når han 10. september vender hjem til Danmark igen.

Men med sin deltagelse i PL håber han allermest på at kunne motivere og inspirere andre handikappede til at takle svære udfordringer og give dem lyst til også at dyrke idræt.

»Selv om man har et handikap, er alt muligt, hvis bare man kæmper videre. Mange sidder bare derhjemme og er fortvivlede. Det handler ikke om at sætte sig ned og have ondt af sig selv. For mig handler det om at komme ud og vise verden, at man godt kan præstere alligevel«, siger han.

Når Daniel Wagner Jørgensen løber, er det med en særlig kulfiberprotese magen til de to, som den sydafrikanske superløber Oscar Pistorius løber med. Han skal dog ikke løbe mod Pistorius, da sydafrikaneren har begge ben amputeret over knæet og løber i en bedre klasse.

Får større medaljebonus
Danmark stiller op i 8 af i alt 20 sportsgrene, og atleterne håber således at kunne få sat Danmark på handikapidrættens verdenskort i blandt andet discipliner inden for atletik, svømning, ridning, skydning og sejlads.

Og selv om den internationale konkurrence ifølge Dansk Handikap Idrætsforbund (DHIF) bliver stadig hårdere, har de danske atleter en god chance mod verdenselitens handikapudøvere, mener forbundets elitechef, Michael Mølgaard Nielsen.

»Det er atleter, der er vant til at konkurrere. Vores atleter er ligesom de atleter, der lige har været til OL. De tager også til verdens- og europamesterskaber og til olympiske lege, som i vores verden bare hedder de paralympiske lege«, siger han.

Elitechefen bakkes op af direktør i Team Danmark Michael Andersen, som sammenligner atleternes niveau med nogle af de atleter, der netop har deltaget i OL.

»Det her er altså eliteatleter. Mange af præstationerne ved PL vil være næsten på samme niveau som ved OL, og det vil imponere folk«, siger han og fortæller, at Team Danmark ved dette PL har hævet medaljebonussen til danske vindere markant i forhold til PL i Beijing for fire år siden.

Det betyder, at en guldmedalje udløser 50.000 kroner, en sølvmedalje giver 35.000 kroner og en bronzemedalje 17.500 kroner. Til sammenligning fik en bronzevinder blot 5.000 kroner ved legene i Beijing.

Men medaljebonussen er stadig mindre end den, OL-atleterne får?

»Ja, for vi har stadig opfattelsen af, at PL og OL ikke er fuldstændig det samme, og det er altså ud fra en faglig betragtning«, siger Michael Andersen med henvisning til, at ikke alle sportsgrene ved PL er anerkendt på eliteplan, og dermed ligger disse heller ikke på samme sportslige niveau som sportsgrenene ved OL.