Annonce
Annonce
Annonce
Sport 29. aug. 2012 KL. 05.54

Skadet Wozniacki knust i første runde

Den danske tennisspiller blev slået ud i første runde af US Open med cifrene 2-6, 2-6.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

US Open blev en ultrakort fornøjelse for tennisspilleren Caroline Wozniacki. Allerede i første runde måtte den danske tennisdarling se sig slået ud med cifrene 2-6, 2-6.

Wozniackis overmand blev den rumænske Irina-Camelia Begu, der ligger nummer 96 på verdensranglisten. Caroline Wozniacki ligger selv nummer ni på nuværende tidspunkt, men vil med sit tidlige exit formentlig dale endnu længere ned på listen.

Plaget af sin knæskade
Den danske tidligere verdensetter var under kampen plaget af den knæskade, hun pådrog sig ved WTA-turneringen i New Haven i sidste uge. Her måtte Wozniacki trække sig midt i semifinalen og mistede dermed chancen for at blive femdobbelt WTA-etter i New Haven.

Men et par dages hvile var tilsyneladende ikke nok, og en oplagt Irina-Camelia Begu kunne uden de store anstrengelser spille Wozniacki ud af banen.

Den rumænske kvinde fyrede 19 vinderslag af mod Wozniacki, der blot formåede at sende fire af slagsen den anden vej.

Bad om medicinsk timeout i andet sæt
Midt i andet sæt måtte Wozniacki sågar bede om medicinsk timeout for at få kigget på knæet, men behandlingen gjorde ikke den store forskel for danskeren, der efter en time og 21 minutter altså måtte se sig besejret med 2-6, 2-6.

Wozniacki var ellers forud for den amerikanske grand slam-turnering blevet seedet som nummer otte. Hviderussiske Victoria Azarenka er topseedet hos kvinderne.

US Open er tennissæsonens sidste grand slam-turnering og dermed - i denne omgang - Wozniackis sidste chance for at jagte den grand slam-triumf, hun mangler på sin ellers flotte sejrsliste.

I anden runde af turneringen skal Wozniackis overmand, Irina-Camelia Begu, møde spanske Silvia Soler-Espinosa, der rangerer som nummer 58 på verdensranglisten.

ritzau