Annonce
Annonce
Annonce
Sport 17. okt. 2006 KL. 12.31

Elevatorgolfer i ny kamp for tourkortet

20 spillere sikrer sig adgang til European Tour fra Challenge Tour, hvor Mads Vibe-Hastrup inden sæsonfinalen er på 19.-pladsen.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Som en af golfverdens elevatorspillere kender Mads Vibe-Hastrup rutinen, når det fra onsdag og de følgende tre dage gælder den vigtige kamp for at vende tilbage til European Tour.

Inden sæsonens sidste turnering på Challenge Tour, Apulia San Domenico Grand Final, er Mads Vibe-Hastrup nummer 19 på pengelisten, hvorfra de 20 bedste avancerer til næste sæsons European Tour.

»Jeg har jo prøvet det før, og det er selvfølgelig en fordel at have den erfaring, men det bliver fire lange dage, hvor det bare gælder om at give alt«, siger Mads Mibe-Hastrup fra det sydlige Italien, hvor han får moralsk opbakning fra sin barndomsven Alexander Renard, der for første gang i denne sæson optræder som han caddie.

45 i kamp om 20 pladser
Turneringen har deltagelse af de 45 bedste på Challenge Tourens pengeliste, hvilket inkluderer Anders Schmidt, der på 38.-pladsen skal blive nummer tre for at avancere til en European Tour-kvalifikation.

Mads Vibe-Hastrup er 2.108 euro foran nummer 21 på listen, belgieren Nicolas Vanhootegem, som han skal spille i bold med de første to dage. Der er intet cut i turneringen, der slutter lørdag.

Op, ned, op, ned og ...
I 2001 kvalificerede Mads Vibe-Hastrup sig til European Tour ved at blive nummer 11 på Challenge Touren. I debutsæsonen tjente han dog ikke nok til at blive blandt de 115, der bevarer kortet til den bedste europæiske tour, men via kvalifikationsskolen spillede han sig alligevel tilbage på European Tour.

I 2003 sluttede han som nummer 114, og det var ikke mindre nervepirrende, da han i 2004 blev nummer 110.

20 cuts i 24 turneringer
Derefter gik det galt i 2005, men i denne sæson på Challenge Touren har Mads Vibe-Hastrup spillet stabilt og klaret cuttet i 20 af 24 turneringer med to tredjepladser som topresultaterne.

»Uden at jeg kan love guld og grønne skove, så føler jeg mig fortrøstningsfuld. Jeg har trænet godt den sidste uge, og jeg føler, jeg har styr på spillet. For tre uger siden var jeg nummer 24 på pengelisten, så det har udviklet sig i den rigtige retning«, forklarer Mads Vibe-Hastrup, der agter at udnytte sin sidste chance på kvalifikationsskolens finale, hvis det skulle kikse de kommende dage.