Annonce
Annonce
Annonce
Sport 24. nov. 2006 KL. 14.52

Tidligere russisk mester til CSC

Det danske professionelle cykelmandskab har skrevet kontrakt med den 25-årige Alexandr Kolobnev, der de seneste to sæsoner har kørt for Rabobank.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Team CSC får fra næste sæsons start også et russisk islæt, idet det danske professionelle cykelmandskab i dag har skrevet kontrakt med den 25-årige Alexandr Kolobnev.

Russeren startede som pengerytter i 2002 hos italienske Acqua & Sapone og kørte de følgende to sæsoner for Domina Vacanze, hvorefter han i 2005 skiftede til Rabobank. Han er foreløbig noteret for tre sejre med det nationale mesterskab i 2004 som den mest fornemme. De to andre er hentet på etaper i Vuelta Valenciana og i Settimana Coppa-Bartali henholdsvis i år og i 2003.

»Jeg har fulgt Kolobnev, siden han blev professionel og har længe haft ham inde i overvejelserne til en plads på holdet. Han har stadig store udviklingsmuligheder, og jeg betragter ham som en meget alsidig rytter«, siger CSC-chefen, Bjarne Riis.

Afgørende skridt
Aftalen gælder foreløbig for to år, og Kolobnev selv giver udtryk for, at han nu får chancen for at komme et afgørende skridt videre i karrieren.

Med engagementet af russeren er CSC-truppen formelt oppe på 27 mand, men nr. 28 regnes dog også for at være en kendsgerning, selv om kontrakten med den danske veteran Lars Michaelsen endnu ikke er underskrevet. Det indebærer, at der stadig er to ledige pladser, men Bjarne Riis har ikke besluttet sig for, om de skal besættes.

Den tidligere russiske mester er den femte nyerhvervelse efter den argentinske sprinter Juan José Haedo og de tre nyprofessionelle Matthew Goss, Chris Anker Sørensen og Anders Lund.

CSC tager i begyndelsen af december på træningslejr i Sydafrika.