I mange sportsgrene er medaljer og internationale topplaceringer ensbetydende med svimlende pengepræmier og økonomisk uafhængighed.

Anders Lauridsen fik en fin gave fra Ribe kommune.

Sådan er sportsverden så fuld af kontraster, men for den 23-årige ju-jitsu-kæmper var det hverken medaljen eller andre håndgribeligheder, der var det vigtigste, da han i november strøg til tops i 62 kg-klassen ved verdensmesterskaberne i Rotterdam.

Personlig tilfredsstillelse
»Nej, det er titlen, prestige og den personlige tilfredsstillelse ved at være verdensmester, for det er der kun én i hele verden, der kan være«, forklarer Anders Lauridsen.

»Det var en drøm, der gik i opfyldelse, for det er jo, hvad jeg har stræbt efter i de mange år, jeg har været involveret i sporten«, siger Anders Lauridsen.

Han kalder det også en lettelse, for hans lovende karriere var meget tæt på at lide en krank skæbne, da han i 2002 havnede på intensiv afdeling efter et biluheld.

Startede som 9-årig
»Jeg brækkede lårbenet, men siden stødte der er masse komplikationer til, så der kom til at gå et halvt år, før jeg kom i gang«, forklarer Anders Lauridsen.

Han startede med at dyrke ju-jitsu, som han kalder en blanding af karate, judo og brydning, da han som 9-årig egentlig helst ville være begyndt til det meget populære taekwondo.

En annonce i den lokale avis lokkede ham ned i Ribe Ju-Jutsu Klub, hvor han stiftede bekendtskab med Claus Tobiasen, der var landsholdskæmper og klubtræner, men nu er formand og Anders Laudridsens bedste ven.

Droppet af Team Danmark
Venskabet må dog overleve lidt på distancen, for Anders Lauridsen flyttede til hovedstadsområdet, da Team Danmark oprettede et elitecenter i Grøndalscentret.

Siden judoforbundet, der omfatter judo og ju-jitsu, for to år siden mistede støtten fra elitesportsorganisationen, er det forbundet, klubberne og de aktive selv, der har måttet finansiere deres sportslige aktiviteter.

Ni gange træning om ugen
»Jeg træner ni gange om ugen. Fire-fem gange på måtten, tre gange styrketræning og to gange løbetræning. Samtidig skal jeg passe mit arbejde som selvstændig tømrer, så du kan da godt kalde mig en glad amatør, for jeg træner nok lige så meget som mange professionelle, men det gør ingen forskel for mig, om det handler om pengepræmier«, siger Anders Lauridsen.

Han fik sin medalje og en hollandsk træsko, da han efter sin EM-bronzemedalje i 2003 oplevede karrierens sportslige højdepunkt i Rotterdam, og da han kom hjem var der både hyldest og en gave fra Ribe Kommune, lige som Anders Lauridsen blev inviteret med til en reception i Kulturministeriet.